Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Børnene Fra Sølv...
Børnene Fra Sølvgade billede

Lidt Udover Det ...
The Crow


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

DVD anmeldelse

Star Trek – The original series. Season one.

18. november 2007 af Henrik Andersen

5 stjerner Skriv en kommentar

Star Trek – The original series. Season one. billede

Denne flotte DVD boks indeholder alle 29 afsnit af den originale første sæson af Star Trek fra 1966. Det er god underholdning, og et nostalgisk tilbageblik på en klassisk serie.

"Space, The Final Frontier. These are the voyages of the Starship, Enterprise. Its 5 year mission: to explore strange new worlds, to seek out new life and new civilisations, to boldly go where no man has gone before".

Med disse ord starter en af de Tv-serier, der siden det første afsnit blev sendt på Amerikansk Tv i 1966, er gået hen og blevet kult, og desuden elsket og hadet af mennesker verden over. Star Trek er ikke blot en serie og en række film, men Star Trek er også en stor del af den moderne popkultur, og har derfor haft indflydelse på mange menneskers tilværelse, og bragt store oplevelser til dem der troligt har fulgt med fra starten og op til i dag, hvor Star Trek stadigvæk bliver ved med at udvikle sig.
I dag findes der mange forskellige Tv-serier i Star Trek universet: Star Trek-Enterprise, The Next Generation, Deep Space Nine og Star Trek Voyager. Udover disse er der en lang række film af blandet kvalitet, men alle er de trofaste overfor universet.

Star Trek universet er skabt af Gene Roddenberry, og hans fremtids visioner viste sig at række længere end først antaget. For den dag i dag anses Star trek for at være det mest fuldendte fiktive univers der findes. Star Trek findes i dag ikke kun som filmmedie, men også som computerspil, rollespil, romaner, tegneserier, tegnefilm og meget mere.

Her i den allerførste sæson af Star Trek møder vi besætningen på Stjerneskibet U.S.S. Enterprise, der udover at rumme 428 sjæle også er arbejdsplads for den karismatiske James. T. Kirk (William Shatner) der er kaptajn på det gode skib. Ved hans side er den meget professionelle Doktor Leonard McCoy (DeForest Kelly), og videnskabsmanden fra planeten Vulcan, Mr. Spock (Leonard Nimoy). Disse 3 har hver deres synspunkt på verden, og hvordan man ser på livets centrale spørgsmål. Kirk er den varmblodede og romantiske type, der ikke står af vejen for at udføre heltegerninger, for at redde sit skib og sin besætning. McCoy også kaldet ”Bones” er lægen der er bundet af videnskaben, og som med sit til tider yderst opfarende temperament ofte kommer ud i iltre diskussion med Kaptajnen. Mr. Spock er fra planeten Vulcan, men hans moder er menneske. På planeten Vulcan tænker alle logisk, og følelser er ikke noget man viser. Derfor kan Spock ofte blive misforstået som kold og kynisk i situationer, hvor det for mennesker vil være naturligt at vise følelser. Når de ikke redder fremmed planeter eller kæmper drabelige kampe imod uhyggelige væsner, så fordriver de tiden med at spille 3 dimensionel skak, dyrke rum-kampsport iført stramme røde busker og sorte gymnastiksko, eller nyder sjusser fra eksotiske galaxer.
Med ombord på Enterprise er også Sulu (George Takei) der elsker at finde nye planter og dyrearter, Uhura (Nichelle Nichols) der altid ser skøn ud i den aldeles lårkorte uniform, og sidst med ikke mindst passer Scotty (James Doohan) på maskineriet, som var det hans eget legeme. Disse og flere karakterer er gennemgående i alle afsnit, og har hver især bære en stor karisma, der har tildelt dem store fanskarer blandt de mange trofaste fans i hele vor galaxe.

I denne første sæson introduceres man også for første gang for de skurke, der serien igennem op til i dag er blevet meget populære. Kirk og hans crew møder de frygtede Klingons, og de uhyggelige Romulans. Disse 2 racer vil siden hen give menneskene i Star Trek universet mange grå hår på hovedet.

Season One indeholder 29 episoder fordelt over 7 DVD skiver. Nedenstående er en liste over den rækkefølge de kommer i. Det er ikke den kronologiske orden, men derimod den rækkefølge de blev vist i på Amerikansk TV. Men hvis man vil se afsnittende i kronologisk orden, kan man også gøre det. For på DVD menuerne står der foran hvert afsnit hvilke nummer det er i rækkefølgen. Det betyder ikke noget for handlingen, i hvilken orden man ser afsnittene, da hvert afsnit har sin egen slutning. I nedenstående oversigt er der korte referater, der kan indeholde spoilers, så hvis du ikke har set season one endnu og påtænker det, skal du måske overveje at springe over referaterne.

The Man Trap:

Besætningen på Enterprise skal levere forsyninger til planeten M-113. Her har Doktor McCoy glædet sig til at møde hans gamle flamme, der bor der med hendes mand. Men noget er helt galt og snart bliver de angrebet af et formskiftende monster med hang til salt.

Charlie X:

En ung mand kommer ombord på Enterprise. Det skib der kommer med ham vil tilsyneladende gerne af med ham, og snart må alle på Enterprise erkende at, det at tage ham ombord var en stor fejl. Han besidder nemlig overnaturlige kræfter der kan bringe alles liv i fare.

Where No Man Has Gone Before:

Under mystiske omstændigheder bliver en af besætningsmedlemmerne ramt af stråling, og snart udvikler han guddommelige kræfter, som han bruger efter sit eget godt befindende. Men han er ikke den eneste med overnaturlige kræfter. Kaptajn Kirk må sætte livet på spil for at redde Galaxen.

The Naked Time:

Det starter i det små, men snart er næsten hele mandskabet ombord inficeret af en mystisk virus der fremhæver deres følelser og vildeste lyster. Selv Spock bliver påvirket af hele affæren.

The Enemy Within:

Under en teleportering bliver Kirk splittet i to. De to Kaptajn Kirk er af udseende ens, men den ene er hans gode side, og den anden hans onde. Spørgsmålet er om de kan eksistere uden at være sammen i en krop. Spock og McCoy må lægge hovederne i blød for at redde deres kaptajn.

Mudd's Women:

Enterprise samler Kaptajn Mudd op fra et ødelagt skib. Med sig har han 3 skønne kvinder der straks forføre alle ombord. Men der er noget mystisk ved det hele. Samtidig er Enterprise i store vanskeligheder, da stjerneskibet mangler brandstof i form af krystaller.

What are Little Girls Made Of? :

Sygeplejersken Chapel bliver genforenet med hendes gamle forlovede, der har været væk i lang tid. Han har imidlertid med hjælp fra en næsten uddød race skabt en lille koloni af Androider, og har skumle planer om at overtage verden.

Miri:

På en planet befolket af børn der har fået deres alder sat i stå, fordi der hærger en virus der slår voksne ihjel, møder Kirk og hans mandskab stor modstand, før de kan hjælpe de stakkels børn.

Dagger of the Mind:

Kirk og hans mandskab besøger en sindssyge anstalt, og den strenge inspektør giver Kaptajn Kirk en overbevisende lektion i hvordan man kan pille ved psyken. Yderst effektivt og farligt i de forkerte hænder.

The Corbomite Maneuver:

Enterprise og dets mandskab bliver truet af et mystisk fartøj, med en endnu mere mystisk fremmed ombord. Kirk må lægge en snu plan for at få skibet rystet af, og en lille hvid løgn bliver et vigtigt våben i strategien. Men hvem er den fremmed, og er han nu så grusom som først antaget?

The Menagerie, Part 1:

Christopher Pike er tidligere kaptajn for Enterprise, og Spock må til en krigsret fortælle historien om hans skæbnesvangre rejse til planeten Talos IV.

The Menagerie, Part 2:

Historien om Pike og Spock afsluttet her i 2. del af denne spændende dobbelt historie.

The Conscience of the King:

Teater har altid været sjovt, en da Kirk får mistanke om at en skuespiller for en omrejsende teatertrup er en efterlyst massemorder bliver komikken mindre grinagtig.

Balance of Terror:

Et Romulansk krigsskib krydser grænsen, og Enterprise må vise dets styrke. Men alle ombord får en overraskelse da de for første gang ser skibets besætning, for de har en vis lighed med deres egen Mr. Spock, og er han nu til at stole på?

Shore Leave:

På en fremmed planet finder besætningen ud af at deres tanker, drømme og fantasier bliver bragt til live. Men også deres værste mareridt kan blive til virkelighed, og de er langt værrer end kaninen fra Alice i eventyrland som Doktor McCoy får fremmanet.

The Galileo Seven:

Spock, Scott og McCoy og 4 andre nødlander på en fremmed planet med fjendtlige væsner. Kirk står imellem et svært valg. Skal han redde hans venner eller skynde sig vider med den vigtige last som Enterprise bærer.

The Squire of Gothos:

På en fjern planet, møder Kirk og hans besætning et magtfuldt væsen der har mægtige kræfter. Kaptajn Kirk må udfordre ham til duel for at redde sig selv og sin besætning.

Arena:

nterprise og et andet skib med en fremmed race ombord bliver fanget af en mægtig overmagt. Kirk og den anden kaptajn bliver placeret på en asteroide, hvor de må kæmpe for deres liv og for deres besætning.

Tomorrow is Yesterday:

Enterprise og dets besætning bliver kastet tilbage i tiden. Men det er farligt, for hvad nu hvis deres tilstedeværelse i fortiden ændre tiden der kommer?

Court-Martial:

Kirk bliver stillet for krigsret, da han bliver beskyldt for at være skyld i en kollegas død. Den afdødes familie og en gammel flamme får stor betydning for dommen. Det ser sort ud for Kaptajn Kirks fortsatte karriere som første mand på Enterprise.

The Return of the Archons:

Enterprise besøger en planet hvor at andet stjerneskib forsvandt for mange år siden. Men alt ser fint ud, men noget er ikke som det skal være. For hvem er det egentligt der styre befolkningen.

Space Seed:

Enterprise møder et skib fyldt med ”sovende” mennesker fra fortiden. De er blevet lagt i dvale, og ikke alle er det klogt at vække til live igen. Specielt ikke den magtfulde Khan, der snart forsøger at tage kommandoen over Enterprise.

A Taste of Armageddon:

En fremmed civilisation kæmper en virtuel kamp imod computere, og Kirk må sætte en stopper for det ellers vil mange uskyldige dø, også hans egen besætning.

This Side of Paradise:

Enterprise skal evakuere en flok mennesker fra en fremmed planet. På planeten findes der nogle mystiske planter hvis sporer har en speciel og magtfuld indvirkning på Kirks besætning. Også Mr. Spock må indse han har føelser.

The Devil in the Dark:

Ved en minekoloni bliver arbejderne slået ihjel af et mærkeligt væsen der mest af alt minder om en sten. Kirk og Mr. Spock bliver sat på sagen, og må finde ud af hvorfor monstret kræver offerer. Mr. Spock har han egen måde at skabe kontakt på.

Errand of Mercy:

Kaptajn Kirk og Mr. Spock skal skabe tryghed på en planet der er hårdt truet af de fjendtlige Klingons. Men til deres store overraskelse har de lokale ingen lyst til at kæmpe imod fjenden.

The Alternative Factor:

Besætningen på det gode skib Enterprise samler en pilot op. Hans navn er Lazarus, og han kæmper en forbitret kamp imod en anden side af ham selv fra en anden dimension.

The City on the Edge of Forever:

Doktor McCoy kommer ved et uheld til at lave uorden i tiden, og for at rette op på den katastrofale fejltagelse må Spock og Kirk rejse tilbage i tiden. De ankommer til jorden i 1930’ernes stormombruste æra, og hvis de ikke får rettet fejlen, bliver der ikke noget at vende tilbage til.

Operation: Annihilate!:

I et forsøg på at finde en kur til planeten Deneva, kommer Mr. Spock galt af sted. Den eneste måde hvorpå man kan udslette den parasit, der har taget ophold i hans krop, kan meget vel også være livsfarlig for Spock selv.

Lad mig sige det med det samme. Jeg har aldrig været den helt store Star Trek nørd. Jeg har altid været tiltrukket af rumeventyr, men har altid holdt mere af Blakes7, Dr. Who, Battelstar Galactica og så selvfølgelig Star Wars. Men for snart en del år siden, så jeg på Svensk Tv, nogle af de gode gamle afsnit med Kaptajn James T. Kirk og Mr. Spock, og blev til min egen overraskelse ganske grebet af det. Jeg optog afsnittende på VHS, og pludselig samlede jeg også på Star Trek. Først havde jeg lidt svært ved at sige det til mine kammerater. Med dem havde jeg jo svoret evigt troskab til Luke, Han og Darth Vader. Hvad ville de sige til, at jeg luskede rundt med fjenden, og nød at være i selskab med Doktor McCoy og den smukke Uhura. I dag er jeg sprunget ud af skabet, og har erklæret at jeg er Star Trek fan. Ikke fuldblods ”Trekkie”, men alligevel begejstret, og de fleste venner hænger da ved endnu.

Denne første sæson fra de glade 60’erer, har dens helt egen stil. På en ren og dejlig ligetil facon bliver de små historier fortalt på en måde, så man ikke kan undgå at blive revet med. Ikke alle afsnit er båret af action, og det er dejligt at se en serie, der hviler i sig selv og godt tør fortælle store historier selvom, pengene ikke har været der til at skabe dem.
De ofte enkle kulisser og kostumer der mest af alt minder om nattøj, kan måske virke som en blokerende barriere på dagens action-forkælede ungdom, der er vant til at alt kan skabes med hjælp fra en computer. Men hvis man giver serien en chance, vil der efter ganske få afsnit åbenbare sig et univers, hvor de skrabede scenerier blot bliver en del af stilen, og hvor historien er i centrum frem for dyre garderober og svulstige våbenarsenaler.

Ofte er det livets store spørgsmål der bliver vendt i afsnittene. Hvorfor er vi her, og hvad laver vi herude i rummet? Er det overhovedet meningen vi skal være her? Kan mennesket erstattes af Droider, og hvis svaret er ja, hvad så med sjælen? Er det muligt for et menneske at leve udelukkende som godt, eller er der behov for, at ens mørke side engang imellem titter frem? Disse spørgsmål og mange andre må Kirk og hans crew tænke sig ud af, i løbet af første sæson. Afsnittene er skrevet af forskellige forfattere, og blandt andet seriens skaber Gene Roddenberry har skrevet et par stykker.

Star Trek – The original series. Season one, er et godt køb hvis man vil introduceres til Star Trek universet som det blev skabt i 1966. Det er naturligvis et must hvis man er ”Trekkie” (hardcore fan af serien), men for os andre dødelige kan season one også berige og åbne øjne for et univers, der trods dets skrabede budget flyder over med solid underholdning og er rig på idéer og fantastiske optrin. Humoren er heldigvis også en stor del af serien, og selvom den ofte er tør og underspillet så lever den, og er med til at tage toppen af det hele, når dialogen er gået hen og blevet lige lovlig teknisk. Selvfølgelig har en lowbudget serie fra 1966 som Star Trek, også en masse ufrivillige humoristiske indslag, som eksempelvis scenen hvor Mr. Spock spiller rum-harpe og Uhura synger en drilsk vise til ham. Eller det mystiske dyr som Sulu indsamler. Dyret er tydeligvis en almindelig hund iført et noget spraglet kostume. Også de mange bib-lyde der forekommer når maskiner betjenes og opkald modtages virker sjove og kitchede set med vor tids øjne. Men som før nævnt så betyder disse mærkværdigheder ikke noget i den store sammenhæng. For det er bestemt ikke med til at ødelægge historien. Måske snarere med til at give den charme og personlighed.

Kan kun anbefale at man giver Star Trek – The original series. Season one, en fair chance. Måske ender det faktisk med, at man får tændt den lille Star Trek nørd der bor inden i os alle, og det er heller ikke så farligt endda, og må Mr. Spock’s kraftige Vulcan greb paralysere alle dem der prøver at stritte imod.

Ekstramateriale.

I dette boxsæt gemmer der sig mange fine ekstra finurligheder, der er værd af se lidt efter. På disc 1 til 7 findes der til hver episode en trailer, og desuden er der tekst kommentarer under episoderne Where No Man Has Gone Before, The Menagerie: del 1 og 2 og The Conscience of the King. Disse er gode og der er mange spændende oplysninger undervejs. Tekst kommentarerne kan læses på Engels, Fransk, Tysk, Spansk og Italiensk.

Hele disc 8 er tilegnet ekstramateriale af svingene kvalitet. ”The Birth of a Timeless Legacy”, er et godt dokumentarprogram om hvordan det hele startede og dette giver et fint indblik i serien og nogle tanker bag. Mere overfladisk er programmet: ”Life Beyond Trek”: William Shatner, der fortæller lidt historie om Shatners karriere.

Desuden er der også mulighed for at se:

”To Boldly Go - Season One”, indeholder interviews fra 2003 med Leonard Nimoy, William Shatner, George Takei og producer Robert Justman. De fortæller hver især om forskellige afsnit af season one.

I ”Reflections on Spock” er det selvsagt Mr. Spock det handler om. Leonard Nimoy og andre fortæller om den komplekse karakter der tit bliver misforstået som ufølsom og kynisk.

”Sci-Fi Visionaries”, indeholder interviews med cast and crew fra Season One. William Shatner fortæller om hvor vigtigt det er for en serie at have et koncept der holder, og spændende er det også at høre seriens skaber Gene Roddenberry fortælle i et interview fra 1988 omkring hans tanker bag serien. An ville skabe en serie med helte, nogen alle kunne se op til. Da han voksede op var det den Amerikanske præsident der var idolet, og velvidende om at det ikke er holdbart mere ville han skabe en serie som folk i alle aldre kunne se op til og få noget ud af.

Kiss 'n' Tell: Romance in the 23rd Century, er et dokumentar om al den kærlighed som karaktererne støder på undervejs. Specielt William Shatner fortæller om Kaptajn James T. Kirks mange romancer serien igennem.

”Photo Log” er et fint lille galleri med billeder fra Season One.

For de hardcore fans findes et lille spil: Trekker Connections game, men det er sikkert sjovest hvis man er fuldt inde i universet.

Som rosinen i pølseenden er det muligt, at se trailers til nogle af de andre serier der foregår i Star Trek universet. Der er trailers til The Next Generation, Deep Space Nine og Voyager.

Samlet karakter for ekstramaterialet på Star Trek – The original series. Season one, bliver 4 ud af 6 mulige.

De enkelte episoders billede kvalitet er fremragende. Skarpheden og farverne er som de blev vist for første gang i 1966, og det er ren nydelse at se, at det kan lade sig gøre at restaurerer en serie af ældre art på denne måde. Lyden gengives i Dolby Digital 5.1, og det er dejligt at hører at lyden også er blevet restaureret på en fornuftig måde, uden at man er blevet fristet til at ligge ekstra lydeffekter ind og ændre på lydbilledet. Her får man den originale lyd præsenteret på en skarp og præcis facon. Alt i alt er restaureringen fremragende, og giver et virkeligt godt førstehåndsindtryk der indbyder til at se alle 29 afsnit i rap.

Episoderne er desuden tekstet på Dansk, Engelsk, Svensk, Norsk, Finsk, Hollandsk, Tysk, Tjekkisk, Fransk, Græsk, Ungarsk, Italiensk, Portugisisk, Tyrkisk og Spansk.

Så nu er det kun om at læne sig tilbage i sofaen og boldly go where no man has gone before.

Star Trek – The Original Series. Season One er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.

Titel: Star Trek – The original series. Season one.
Original Titel: Star Trek – The original series. Season one.
Premieredato: 27. november 2007
Instruktør: Marc Daniels, Harvy Hart, James Goldstone, mf.
Skuespillere: William Shatner, Leonard Nimoy, DeForest Kelly, Nichelle Nichols, James Doohan, George Takei, Walter Koenig, Maiel Barrett, Grace Lee Whitney, Roger Holloway.
Spilletid: 1407 min.
Selskab: Paramount Pictures. 1966.
Genre: Sci-Fi
Kaptajn James T. Kirk og Sulu med et fremmed væsen fra en fjern galaxe.
Kaptajn James T. Kirk og Sulu med et fremmed væsen fra en fjern galaxe.
Det gode skib U.S.S. Enterprise på nye eventyr, where no man has gone before.
Det gode skib U.S.S. Enterprise på nye eventyr, where no man has gone before.
Mr. Spock og andre besætningsmedlemmer fra afsnittet: The Galileo Seven.
Mr. Spock og andre besætningsmedlemmer fra afsnittet: The Galileo Seven.


banner
Overskrift Højre Block
Strange Darling
Mufasa:Løvernes ...
Hellboy - The Cr...
Kraven the Hunter
Ringenes Herre: ...
Bambi: Livet i s...
A Different Man
Konklave
Juror #2 (Blockb...
Anora



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...