Advarsel: I det følgende tages det som en selvfølge at du har set Star Wars-filmene og kender til det spektakulære univers. Hvis ikke, er du sandsynligvis komplet lost!
Vi har set dem før, og nu er der en ny af slagsen på gaden. Et opslagsværk af ufattelig detaljerigdom for alle Star Wars-fans. Alt det du ikke vidste (og alt det du ikke vidste at du fik brug for at vide) finder du i denne lækre bog, kaldet Den Usynlige Fjende – den ultimative illustrerede guide. Og det er lige hvad det er, for via flotte og farverige fotos og billeder omhandlende sagaens episode 1 kan du dykke helt ned i hver eneste dimsedut og få forklaringen på hvorfor, hvordan, hvad og hvorledes. Et overflødighedshorn af dimensioner, og lad os da bare tage et friskt eksempel. Jeg slår nu tre gange tilfældigt op i bogen.
Opslag 1: Det blev side 46. Her kan jeg læse alt om indbyggerne på Naboo. Navne, påklædning, udseende og jobtitel vælter frem, samtidig med at jeg kan blive klogere på hvordan livet leves på Naboo som rummer både de grønne områder, og et særligt vaflet terræn med masser af grotter. Naboo rummer også et royalt palads, museer, templer og konservatorier. Du kan også se hvilken spise som er særdeles delikat, og lære noget om fornemme prydningsgenstande, som f.eks. smykker og så kan du jo se om du kan skrive det naboonesiske alfabet. Jamen altså.
Opslag 2: Det blev side 76. Og her finder vi en udførlig gennemgang af den udviklingsproces som f.eks. Anakin Skywalker gennemgår fra pilot til Jedi. Du kan se noget af det værktøj som Anakin bruger til at bygge sin podracer. Her er billeder af alt fra Radon-Ulzer-motorer, telemetri-sendere, styreskovle og hydrauliske trykoplader-systemer. Ja, kom bare an...
Opslag 3: Side 12. Her kan du lære alle karakteristika om Jedi-ridder Mace Windu (i filmene spillet af Samuel L. Jackson), som også er medlem af Jedi-rådet. Hvad vil det sige at sidde i Jedi-rådet? Hvad vil det sige at være Jedi-ridder og hvordan virker Maces lyssværd egentlig? Alle knapper og dertilhørende funktioner gennemgåes.
Helte, skurke, udstyr og fartøjer får en særdeles grundig endevending. Når du er færdig med de lidt over 100 sider, så er du simpelthen Star Wars-ekspert. Ja, hvis du altså kan huske alle små bitte dele. Bogen er tilmed tilsat billeder fra filmen, så man kan se i hvilke sammenhænge at tingene bruges. Star Wars-universet er mangfoldigt som intet andet, og kloger du dig på din viden, så gør det over for ligesindede. Andre vil tro du er fra at andet solsystem eller taler en meget fjern hollandsk dialekt.
Anmeldelses-præmissen for denne bog er jo om den så er det udtømmelige værk som den lover? Ja, jeg kan ikke komme på noget der er udeladt. Den er let af finde rundt i for både store og små og så er den rent guf for øjnene. Selvom jeg er meget glad for Star Wars-filmene, så har jeg ingen ambitioner om at uddanne mig til droid-mekaniker. Mindre kan også gøre det, for bogen her har også en anden effekt. Man får i den grad lyst til at gense hele sagaen omgående, og så bruge bogen som opslagsværk undervejs. Derfor må man også bare lovprise en udgivelse som denne, og rose til skyerne, når nu chancen er her.
Bogen er venligst stillet til rådighed af Forlaget Alvilda