Skriv en kommentar
Som titlen antyder er Stille Hjerte ikke et langt Hollywooddrama med vilde effekter og store armbevægelser. Det er tværtimod en lille vedkommende fortælling, der skærer helt ind til benet (eller hjertet) af, hvad det vil sige at være menneske.
Et broget instruktør
Bille August er en kompetent instruktør, ingen tvivl derom. Ikke desto mindre er det langt fra alle hans film, der har fået kritikere såvel som publikum til at rejse sig fra stolene af begejstring. Til tider tilbageholdes klapsalverne af det, som Klaus Rifbjerg rammende nok kalder en art ”Alt for Damerne”-stil, der i den grad karakteriserede hans sidste film, Marie Krøyer. Som Rifbjerg påpeger, var der sådan set ikke en finger at sætte på produktionen - det var bare hammerkedeligt alt sammen.
Da jeg selv var en af dem, der halvsov sig igennem Krøyer-portrættet, var mine forventninger til hans nyeste film mildest talt ikke ved at bryde igennem loftbrædderne. Men der fik han mig sgu, ham August, for selv om han sikkert rammer ”Alt for Damerne”-segmentet med denne lille hjertevarme perle, så kan vi andre også sagtens være med. Stille Hjerte er uden overdrivelse, hånden på hjertet, den mest vedkommende danske film, jeg har set længe.
Et sidste farvel
Historien er enkel og længden skåret ned til en barmhjertig halvanden times tid. Skleroseramte Esther (Ghita Nørby) har inviteret den nærmeste familie og hjerteveninden Lisbeth (Vigga Bro) til en sidste familieweekend, før hun vil begå planlagt selvmord med hjælp fra sin mand Poul (Morten Grunwald). Poul er læge og ved, hvordan sklerosen vil udvikle sig: snart mister Esther evnen til at styre sin krop og hun vil i sidste ende blive en grøntsag. I stedet for at vente på at kroppen langsomt svigter, tager hun bogstaveligt talt skæbnen i egen stadig nogenlunde funktionelle hånd. Men først skal der siges et ordentligt farvel til døtre, svigersønner og barnebarn.
Skåret ind til benet
Stille Hjerte er som sagt ikke en lang film. Den forstår derimod at udnytte tiden effektivt, uden at noget dog forceres. Allerede inden for de første ti minutter følte jeg, at jeg havde et fortroligt kendskab til de sparsomme karakterer. Det skyldes primært, at replikkerne er rammende og leveres med kompetent umiddelbarhed. Efter et minut i selskab med den ældste søster Heidi (Paprika Steen) forstod jeg, at hun er lige så kontrollerende og perfekt, som hun nervøs og usikker. Kort tid efter kaster Sanne (Danica Durcic) dramatisk bilnøglerne bort til sin lidt bøvede kærestes forbløffelse. Hendes sigende mimik afslører fra starten præcist, men ikke for forceret eller karikeret, at hun modsat sin søster bærer sin svaghed og sine følelser uden på tøjet.
Filmen byder ikke på nogen distraherende omstændigheder, der kan skåne sin danske seer fra at gå igennem de samme sorger og glæder som de velkendte karakterer. Ved at placere fortællingen i et afsidesliggende landhus fremhæver August på Ibsensk manér et fængslende drama, hvorfra der ikke findes nogen flugtveje. De fynske omgivelser føles på samme tid hjemlige, bekendte, påtrængende og isolerende. Konsekvensen er en komplet overgivelse til filmens næsten ubehageligt vedkommende emner: liv, død og kærlighed.
Pragtpræstationer
Selve skuespilpræstationerne må ikke forbigås i tavshed. Ghita Nørby formår på imponerende vis at samle det stærke og det svagelige i ét legeme. Under den fattede og karismatiske facade ligger frygten og lurer. Mesterligt fremviser hun subtilt alle facetterne. Også Paprika Steen har i denne sammenhæng trukket en rolle til sig, der passer hende perfekt og som hun da har spillet mange gange før i forskellige afskygninger. Det bliver hendes præstation dog ikke dårligere af. Rollen som den kontrollerede, velmenende og samtidig ufatteligt usikre storesøster er som skrevet til Steen. Ikke overraskende har rollen allerede indbragt den prestigefyldte Sølvmusling ved verdenspremieren d. 20. september på San Sebastian Film Festival.
Komplet identifikation
Bille August har selv udtalt, at han ønsker at skabe vedkommende film, som publikum kan spejle sig i. I Marie Krøyer var spejlingen aldrig komplet. Det var snarere som at kigge på et todimensionalt glansbillede, der kun i glimt viste sig at indeholde dybere lag end først antaget. I Stille Hjerte opstår identifikationen for alvor. Filmens karakterer bliver, på grund af de fremragende skuespilpræstationer, den fornemme simple historiefortælling og det veldrejede manuskript, til virkelige mennesker, der konfronteres med virkelige menneskelige problemer. Af denne grund graver historien sig helt ind til hjertekulen på sit publikum, der først slippes længe efter, at tæppet er gået ned.
Stille Hjerte er et bevis på, at det er ofte er de små dramaer, der når de største højder - uden at lave de store armbevægelser.
