Skriv en kommentar
”De Tre Kløfters Dæmning” er et enormt projekt, der skal tæmme Yangtze floden og producere mere elektricitet til det kinesiske folk. Dette har dog indtil videre kostet halvanden million kinesere deres hjem, udover at miljøet tager stor skade og flere kulturelle og historiske centre vil være gået tabt, når projektet er færdig i 2011.
Handlingen i ”Stille Liv” tager udgangspunkt i byen Fengjie, en af de tvangsforflytningsramte byer langs Yangtze floden, med fokuset henlagt to menneskers liv som tvinges i forandring. Minearbejderen Sanming Han (hvad der også er hans navn i virkeligheden) og sygeplejersken Shen Hong (Zhao Tao) ankommer til byen, begge søgende efter forsvundne personer. Sanming Han har ikke set sin ekskone i 16 år, som han er desperat efter at møde igen. Shen Hong har ikke hørt fra sin mand i to år, som hun ønsker at skilles med. Fælles for de to hovedpersoner er erkendelsen af at træffe velovervejet valg, der kan betyde et opgør med hvem de er som personer – og hvad de ønsker for fremtiden...
Ofte har virkeligt kedelige film et påskud og en årsag for at være kedeligt fortalt. Et bremset handlingsforløb, der er fuldstændigt tørlagt med hensyn til umiddelbar personudvikling eller drama i en eller anden form, gør det dog svært at fastholde interessen – hvor meget man end prøver. ”Stille Liv” er nemlig ualmindeligt stille fortalt - men liv er der absolut intet af. Tematisk set er filmen om de stille eksistenser, almindelige mennesker der har deres skjulte og glemte historier som ingen andre ved af, interessant nok - og sammenkædningen med den aktuelle situation i Kina er oplagt. Det er ganske vist tydeligt at de to hovedpersoners handlingerne, i en eller anden forstand, skal fremstå som en indirekte metafor for konsekvenserne omkring De Tre Kløfters Dæmning. Under overfladen gemmer vi alle på historier, ligeså vel som de menneskelige som alt det Yangtze floden skyller ind over og det er vigtigt ikke at glemme dem, men huske dem i stilhed. Midt i den store poetiske og lommefilosofiske fremstilling runger dog en dræbende kedsommelighed og banalitet, der i al sin mægtige stilhed overdøver alle de gode hensigter der muligvis måtte være. Den ørkenvandring som filmen ironisk nok er, udviser på intet tidspunkt hverken empati karakterne imellem eller skaber indlevelse i filmens handling og udvikling. Hvis filmen på noget tidspunkt skulle opfordre til at se indad, opfyldes det udelukkende ved den drømmeagtige tilstand man kommer i, når en dyb søvn holdes tilbage fordi man ikke vil falde i søvn i biografmørket – men man kan ikke modstå fristelsen. Det føles ikke som om, at man går glip af det helt store alligevel.
”Stille Liv” er udemærket filmet og optagelserne af den store dæmningskonstruktion er både en fascinerende og foruroligende ramme for handlingen. Kontrasten mellem den smukke natur og den store industrielle maskine er en rejse ind i det kinesiske sind og selvopfattelse, der stiller et stort allegorisk spørgsmålstegn ved hvor folket står nu – samt konsekvenserne af valg som allerede er truffet og dem der skal træffes. Selvom det kinesiske folk udstilles som magtesløse stille eksistenser, der lader tingene ske uden rigtigt at kunne gøre noget, behøves en film om det samme ikke at være præcis lige så handlingshæmmet og mildest talt drøn kedelig. Man kan argumentere for at filmens form er tilsigtet og helt bevidst, hvad jeg overhovedet ikke er i tvivl om. Det ændrer dog ikke på filmens helt grundlæggende mangler i form af ikke eksisterende fremdrift og indlevelse, samt en irriterende poetisk retorik der er alt for prætentiøs.
