Skriv en kommentar
Den svenske Storm af instruktørerne Mårs Målind og Björn Stein markedsføres som en science-fiction, men er snarere et eventyr med actionindslag og grumme erindringsbilleder. Og så ligner den til forveksling en musikvideo i spillefilmslængde, hvor udvikling undgås til fordel for flotte og effektive setups fra dengang og nu af den omkring 30-årige hovedperson Donnys (Eric Ericson), også kaldet DD, kamp dybere og dybere ned i fortrængte erindringsbilleder for at nå frem til en forløsning. I stedet for at vise udviklingen fra dengang til nu, endsige fra nu til dengang, postuleres sammenhængene ved en stadig ophobning af plotpunkter, vendepunkter eller hvad man nu kalder afgørende begivenheder i hovedpersonens liv. Man kan levende forestille sig, hvordan et mere modent publikum kan blive voldsomt irriteret over det postulerede, at alle mellemregningerne, ja at en egentlig udvikling af hovedpersonens personlighed udebliver. Men lige så sikkert er det vel, at et ungt publikum kan finde stor tilfredsstillelse ved at spejle sig i ophobningen af den ene dramatiske begivenhed efter den anden på vejen fra barn til voksen, krydret med actionindslag.
Hvor om alting er, er kernen i fortællingen forbavsende traditionel; fatale barndomserindringer er fortrængt så eftertrykkeligt, at DD er ude af stand til at føle smerte. Fortællingen går så, helt freudiansk, ud på at lade hovedpersonen gentage de fatale erindringer for til sidst at nå en forløsning. Indledningen opsætter hurtigt denne præmis i indledningens voice-over, hvor DD præsenterer sig selv; han har fundet ud af, at kærlighedens smerte kan holdes på afstand ved at affotografere pigerne til festerne, for siden hen at genkalde sig billederne, imens han masturberer. Og bliver virkeligheden for påtrængende, kan man blive hjemme i lejligheden med DVD-erne og sprutten. Herfra tager det fantastiske - og de manglende mellemregninger - over; en kvinde, Lova (Eva Röse) på flugt brager ind i hans bil og siden hen ind i hans lejlighed for at overbringe ham en æske, han først må åbne i rette øjeblik. Efterhånden som begivenhederne tager fart - en storm nærmer sig Stockholm og Lova forfølges af brutale, sortklædte mænd - bliver vi klar over, at boksen har sammenhæng med hans fortrængte erindringer.
Der er åbenlyst lagt store kræfter i at finde og tilrettelægge de rette locations og setups - med vink til Blade Runner og frem - ligesom fotografen Linus Sandgren har kælet flot for billederne – hvad enten vi er til computernørdernes årlige kongres med et tusindtal af PC-skærme der lyser i mørket i den store hal, eller vi bringes tilbage til hovedpersonens klaustrofobiske barndomshjem. Actionindslagene er bestemt effektive, selvom man har svært ved ikke at sammenligne med storebror Hollywoods anderledes hårdtslående udgaver. Og de fatale erindringer er bestemt grumme, men har svært ved at gøre indtryk, fordi vi egentlig ikke rigtig kender DD som andet end den nu omkring 30-årige der holder smerten i armslængde og derfor ingenting vil.
I begyndelsen fremstår DD som et herligt, let komisk offer for den actionverden, han kun kender fra DVD-erne og tegneserierne, men som nu for fuld tryk brager ind i hans lejlighed og ud af hans erindring. Et fint udgangspunkt for en film. Men det er svært at forstå, at DD ikke levnes en chance for at komme til sig selv, heller ikke til sidst da æskens indhold endelig kan åbenbares. Med mindre man altså er til det postulerede; at man kan springe alle mellemregningerne i sin udvikling over – og så springe ud…
Filmen fremstår i en flot overførsel både på billede- og lydside. Ekstramaterialet består, udover den obligatoriske trailer, af et kommentatorspor med de to instruktører, Mårs Målind og Björn Stein, fotografen Linus Sandgren og skuespilleren Eric Ericson der spiller DD. Stemningen er høj, og kommentatorerne gør sig umage for at forklare både forskellen på manus og færdig film og hovedpersonen DDs gøren og laden, ligesom man får gode informationer om locations.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
