Skriv en kommentar
Den fængende titel ”Stormbreaker” dækker over en bog henvendt til et lidt yngre publikum med sans for action og ikke så megen dybde. Hovedpersonen Alex Rider er en 14-årig knægt, som oplever det, alle 14-årige knægte går og drømmer om, nemlig tilværelsen som spion i en verden fyldt med skurke, mysterier og action. Udgangspunktet for Alex er dog knapt så misundelsesværdigt. Alex bor nemlig alene hos sin onkel, som kort inde i historien bliver kørt ned og dør.
Derefter er Alex alene med sin barnepige, men inden han får set sig om, bliver han hevet ind i en helt anden verden.
Det viser sig, at hans onkel var en hemmelig top-agent i MI6, og ulykken var ikke noget tilfælde. MI6 beslutter sig for at træne Alex op og lade ham infiltrere en jeg-har-urent-mel-i-posen-forretningsmands forbryder syndikat. Det tager ikke den handlingsorienterede unge mand mange sekunder at komme sig over sin onkels død, og efter kort tids hård træning er han klar til at gøre sig som mini James Bond og forhindre at verden går under. Dog har Alex Rider ikke license to kill, men det er tæt på, og det er ikke kedeligt undervejs.
Bogen er som tidligere nævnt en omgang let læsning for et lidt yngre publikum. Der er lidt ”De 5” over det, dog uden så forfærdeligt megen fantasi. Stort set alt er snuppet fra lignende genrer, som førnævnte 007 og lignende stilarter. Der er masser af stereotyper; gale superskurke med slige hævnmotiver, agenter med platte kaldenavne (Ulv..?), smarte gadgets og dimsedutter og så en ultracool og megen utraditionel 14-årig, der i virkeligheden skulle sidde derhjemme og lave regnestykker. Så nytænkningen er det så som så med. Bogen er relativt velskrevet, dog uden at være prangende, men fint i læsehøjde for modtagergruppen. Ikke overraskende er der kommet den første film ud af denne bog i en serie på pt. 6 (læs filmanmeldelse her: Stormbreaker film anmeldelse) og ligeledes har jeg også set spil komme ud af forlægget
Bogen er tilsyneladende blevet en stor succes i udlandet, og som fortaler for, at bogen bibevares som medie er det jo positivt. Blot kunne man ønske, at det var lidt mere seriøse bøger, der blev et hit blandt læserne. Jeg finder bogen lidt for selvhøjtidelig og der mangler lidt et glimt i øjet – at selve historien er komplet urealistisk, er jo til at tage at følge på – men at Alex Rider efter 2 sekunder har glemt sin afdøde onkels eksistens, at han overgår voksne agenter er blot eksempler på, at der ikke er valgt at fokusere meget på smådetaljerne i historien. Uden at blinke spotter han at en ubåd er en kinesisk Han 404 SSN, atomdreven, hvilket jo ellers er meget godt gået af en skoledreng. Og så skal jeg da ikke undlade at kommentere, at Alex i historien fortæller skurken, at hans venner kalder ham Alex pga. fodboldspilleren Alex Ferguson, hvilket nok vil falde de fleste fodboldinteresserede drenge for brystet.
Konklusion:
”Stormbreaker” er en omgang ungdomstjubang, fængende, men uden anstrøg af realisme eller humor. Og når der nu så tydeligt er lånt inspiration andre steder, så måtte forfatteren hellere have kigget Rowling over skulderen, både hvad angår ide-rigdom, men også skrivestil – for der er altså tale om klasseforskel. Jeg har ikke læst de andre bøger, men det er slet ikke utænkeligt, at de vokser med tiden.
Bogen er venligst stillet til rådighed af:
Aschehoug
