Skriv en kommentar
Strangers on a Train fra 1951 er en af Alfred Hitchcocks helt store filmiske genistreger fra en lang, produktiv og overvældende karriere. Med vanlig sikker hånd får vi fra mesterinstruktøren leveret endnu en spændende historie om mordets anatomi, hvilket må siges at have optaget den store mands fantasi en pæn hel del.
Den sympatiske flinkerfyr tennisspilleren Guy Haines (Farley Granger) møder på en togrejse den mindre sympatiske sociopat og morderiske yndling Bruno Anthony (djævelsk smilende spillet af en oplagt Robert Walker).
Da den flinke Guy ligger i bitter skilsmisse med sin utro hustru kommer den listige Bruno straks med et snedigt forslag. Han vil gerne selv have ryddet sin dominerende fader af vejen, så de to kan jo bytte mord, sådan at Bruno slår Guys hustru ihjel og Guy slår Brunos fader ihjel. Dermed er der ingen forbindelse mellem morder og myrdet, og den plan syntes vel umiddelbart skudsikker.
Imidlertid slår Guy det hen som tågesnak fra en brægeabe, og glemmer alt om det. Lige indtil han nogen tid senere opsøges af Bruno der har taget aftalen alvorligt og udført sin del af mordkomplottet. Guys hustru er bleven kvalt af Bruno og nu forventer selvsamme, at Guy lever op til sin del af aftalen og myrder Brunos fader.
Hvis Guy ikke gør det, har Bruno en trumf. Han har Guys initial-indgraverede lighter, og han er ikke bleg for at placere den på gerningsstedet om Guy ikke makker ret. Bruno viser sig simpelthen at være et rigtig dårligt bekendtskab for en flink fyr som Guy - et rigtig farligt møde for den søde tennisspiller.
Og situationen tilspidses ikke mindre af at Guy hurtigt mistænkes for mordet på sin hustru og derfor skygges intenst af politiets detektiver.
Således handlingen.
Men hvad er det specielle ved repremieren på en over femoghalvtreds år gammel film?
Jo, først og fremmest så er Hitchcocks film som de er flest altid et gensyn værd – og et godt og godt gammeldags af slagsen. Dernæst så har hver film jo sin filmhistoriske værdi, forskellige anekdoter osv. Og her er Strangers on a Train ingen undtagelse.
Mest interessant i denne sammenhæng er i følge nærværende skribent at skuespilleren Robert Walker var på bunden af karrieren, da han tog rollen som morderenglen Bruno. Efter års druk havde han fået lidt hold på sig selv, og leverer i denne film overraskende sin karakter så djævelsk overbevisende at man i typisk Hitchcock-stil både holder af og foragter forbryderen på samme tid.
Men, det tragiske er, at Robert Walker dør af en overdosis receptpligtig medicin kun halvanden måned efter filmens premiere i 1951. Robert Walker havde virkelig meget mere i sig end det han skuespilsmæssigt fik udført i livet, og publikum fik set af ham. Hvilken skam! Sikken et spild!
Strangers on a Train er dermed et stykke spændende filmkunst/-historie fordi filmen er Robert Walkers svanedans. En dans virkelig vel udført. Walker leverer selvsikkert alle sin karakters dæmoniske piruietter, så man tager fejl og tror, at det er Walkers. At Strangers on a Train har fået repremiere i Danmark er derfor en usandsynlig god chance for at opleve skuespilleren Robert Walkers sidste stik, hvilket jeg inderligt mener, at han så sandelig fortjener, at vi gør.
Og hermed er min opfordring til jer om at gå ind og se et klassisk Hitchcock mesterværk inkluderende en ødelagt mands sidste pragtpræstation givet fri. God fornøjelse!
