Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Canadiske Karim Hussain startede arbejdet på sin første spillefilm allerede som 18-årig i 1994. Der skulle gå over seks år før ”Subconscious Cruelty” første gang så dagens lys og slyngede sin stadig unge instruktør ind i horror-publikummets bevidsthed. Med filmen sluttede Hussain sig til en lille kreds af nyslåede filmskabere der nu er set ud til at løfte arven fra blodtørstige arthouse-auteurs som Jodorowsky, Barney, Noe og Tsukamoto – en kreds der udover Hussain først og fremmest består af folk som Nacho Cerda, Andrey Iskanov og Sogo Ishii.
Men den er farlig denne sammensmeltning af horror og arthouse og det ville være forkert at kalde ”Subconscious Cruelty” for en ubetinget vellykket film. Den rusker godt op i publikum og har en til tider rigtig flot billedside, men samtidig har den også genrens uheldige tendens til at lade scener trække for langt ud og til at male sine metaforer for stort op. Hussain skyder med skarpt, men han skyder også over det hele når han angriber den venstre, logisk tænkende hjernehalvdel og opfordrer sit publikum til at dræbe egne løgne og overgive sig til kreativitet og følelsesliv. I processen skamrider og røvpuler han kristus, dræber nyfødte spædbørn og skræller huden af en erigeret penis i et arrigt opgør med religion, konformitet og seksualmoral.
Det er så absolut for viderekommende og den rene sensationsværdi i flere af filmens scener vil være nok til at tiltrække selv de mest hærdede blodhunde. Litervis af – hovedsageligt røde – kropsvæsker flyder fra de oftest nøgne medvirkende, der knalder, dræber og vælter sig igennem de mere eller mindre sammenhængende episoder. Men selvom flere scener hører til de absolut mest modbydelige nogensinde set på film, så kan det ikke helt opveje det faktum at filmen er både for lang og til tider en tand for kedelig. Ligesom når Matthew Barney iscenesætter sine langsommelige Cremaster-tableuer, så er flere af Hussains brudstykker mere at forstå som levende billeder eller installationskunst end som narrativ film. Med mindre man kan blive fanget af den meditative stemning, så kommer disse, lettere ensformige, forløb lynhurtigt til at virke unødvendigt lange og kedelige. Og det sker for den unge Hussain, der på trods af fine forsøg og tilløb, aldrig helt tøjler stemningsmaskinen som Barney fra tid til anden har gjort det.
Heldigvis er filmskaberen i retrospekt fuldstændig klar over sine egne utilstrækkeligheder, hvilket bliver fint understreget i hans meget informative og underholdende kommentarspor, der klædeligt hiver filmen helt ned på jorden igen. Her funderer den snaksagelige Hussain lidt over de mange utilstrækkeligheder ligesom han åbenlyst sviner de mange fraklippede scener til. Han har senere vist at han rent faktisk har lært noget af processen her i de langt overlegne, men en tand mindre eksperimenterende film har har lavet siden, navnligt den meget vellykkede ”The Beautiful Beast”.
Udover kommentarspor både til filmen og de slettede scener har Another World rigtig kræset for udgivelsen her. Som vanligt er billede og lydside så godt som man kunne håbe på og pakken indeholder endvidere en bonus-DVD med en fremragende, næsten 80 minutter lang dokumentar om tilblivelsen af filmen. Gennem interviews og optagelser fra settet kommer man rigtig godt omkring hele processen både i forhold til finansiering, unge, naive filmskabere og problemer som eksempelvis at kræve nøgenhed fra de medvirkende uden at have en reel løn at betale dem. For filminteresserede, og måske i særdeleshed ambitiøse filmskabere, er der masser af informationer og lærerige anekdoter at hente. Udgivelsen byder endvidere på den sære kortfilm ”Facts Are Safety”, et billedgalleri og en masse trailere, blandt andet for Hussains andre spillefilm. En glimrende udgivelse af en ikke helt vellykket, men bestemt fascinerende eksperimental-film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
