Skriv en kommentar
Med Truffautsk sensibilitet blotlægger “Submarine” den unge, porøse - åh, så skrøbelige - kærlighed i en vidunderlig finurlig og legende form. Filmen spår den tidligere britiske komiker, og nu spillefilmsdebutant Richard Ayoade en yderst velkommen, fremtidig plads i det europæiske filmland.
“Submarine” foregår i et gråligt walisisk udkantsområde, nærmere bestemt Englands hagebums Swansea, hvor den 15-årige teenager Oliver Tate lever i en gråzone mellem sine paradisiske dagdrømmerier og utopiske kæresterier, kun holdt vågen af den daglige gang i en hierarkisk, striks skole, hvor kollektiv mobning og anden korporlig afstraffelse desværre er elementer i den dødssyge virkelighed. Når det kniber med populariteten i skolen drømmer Oliver sig ind i de dødes verden, hvor han mødes af pludselig berømmelse og nekrologiske hyldester fra det nationale presseværn, hvor hans genopstandelse når ligeså sakrale højder som Frans af Assisis og eftermælet dekoreres af forherligende fyndord fra både forældre og venner.
I virkeligheden er Olivers duffelcoatklædte og indadvendte person et klart mobbeoffer, hvis litterære og floromvundne sprog ikke helt passer ind i de øvrige drenges pik-og-patter retorik. Der er dog også andre der rangerer under Oliver, eksempelvis den lidt overvægtige Zoe. Efter ved et uheld at have skubbet Zoe i et vandhul, forelsker den mere populære pige Jordana sig i Oliver, og et atypisk, uromantisk kærlighedsforhold baseret på pyromaniske tendenser begynder at tage sin form. Her bliver begge præsenteret for kærlighedens små forhindringer og Oliver får opfyldt sin længselsfulde seksuelle trang, men forholdet kolliderer, da det viser sig at Jordanas mor er alvorligt syg - og pludselig er den ellers bekymringsfrie hverdag igen udsat for nedtrykkende udfordringer, for Oliver skal også kæmpe for at redde sine egne forældres forkvaklede ægteskab. Og det er mere end han lige kan klare.
I filmens gråtonede, efterårslige virkelighed bliver Olivers lommefilosofiske anskuelser og voyeuristiske årvågenhed overfor forældrenes manglende (sex)forhold, udlagt i en sprudlende opfindsomhed, som ikke skjuler sine klare referencer - instruktørens 70’er inspirationer som kultklassikeren “Harold & Maude” og den amerikanske modernist Wes Anderson, skinner klart igennem, men skurrer aldrig ved filmens indre urværk af usagte følelser og skuespillernes underspillede mimik. Tonen er “quirky”, dvs. skævhumoristisk og til tider sortsarkastisk og indirekte morsom, men det dunkende hjerte bliver aldrig skæmmet af den nybølgede leg med form - såsom diverse farvekollager, jump-cuts, freezeframes og en ironisk brug af et storladent, klassisk soundtrack.
Indholdet driver ikke bag formen, men forbliver en stedvis reminder om at den tyndslidte historie om den store kærlighed, stadigvæk kan formuleres interessant og moderne. Dreyer sagde, at det nye ikke nødvendigvis behøver at være det mest moderne, og “Submarine” synes at fremstå som en ærlig, ufortyndet ungdomsfilm sparet for nymodens billetforhøjende tiltag som 3D. Dog skal det nævnes at filmen blot ville være mere selvstændig, hvis den ikke havde taget brug af den dramaturgiske overskuelige og lidt for intellektualiserede kapitelindeling, og havde ladet cadeauen til især Wes Anderson være knap så sigtbar. På den anden side er Ayoades skulen tilbage til den amerikanske forfatter Salinger og Truffaut et kærkomment gensyn med en litterær og hyperbevidst fortælleform.
Dette lader ikke denne smaskcharmerende komedie stramme sit sødmefulde favntag om beskueren - gå nu ind og se “Submarine” og genkald følelsen af en vaskeægte ungdomsforelskelse påny.
