Skriv en kommentar
Hvad gør man, når man ikke er rigtig voksen og ikke rigtig barn? Man opfinder naturligvis sit eget overgangsritual, så man ikke befinder sig i denne limbotilstand særlig længe. Dette er i hvert fald hvad 15-årige Rebekka, Claudia og Sofie beslutter sig for i 1.g., da de lærer om overgangsritualer i skolen. Det kristne overgangsritual i form af konfirmationen virker på dem som en joke, da de alle er konfirmerede, men stadigvæk befinder sig i stilstand mellem voksen og barn. Rebekka får den glimrende idé at lave en såkaldt spåkop (nogle kender den måske bedre som en lusepuster) og skrive diverse udfordringer i denne, der skal føre de 3 piger over i det voksne liv. Med en straf de alle har respekt for, gør disse piger hvad de kan for at gennemføre udfordringerne, som naturligvis alle indeholder noget seksuelt.
Hvordan det kan være, at genrefilm som disse altid udkommer flere end en, vil altid være mig en gåde. Sidste år udkom to glimrende danske ungdomsfilm hovedsageligt for teenagetøser – nemlig Supervoksen og Råzone. Hvor Råzone, som titlen også antyder, fokuserede mere på rå klikedannelse, var Supervoksen en mere letsindig skildring af opvækst. Instrueret af Swan Lee forsangerindens søster og musikvideoinstruktøren Christina Rosendahl havde man allerede en idé om, hvordan lydbilledet og det visuelle kunne tegne sig. Ganske rigtigt ligner og lyder Supervoksen som en moderne MTV-produktion, og teknikker som slow-motion, fast-motion, shaky-cam osv. bliver ligeså brugt til ukendelighed. Rosendahl har dog godt styr på disse teknikker, og selvom man ofte som erfaren filmkender kan væmmes ved enkelte af disse scener, må man erkende, at det bliver gjort på den helt rigtige måde. Man godkender teknikkerne som en del af filmen, og jeg er personligt aldrig i tvivl om, at diverse teenagere landet over vil finde dette banebrydende og fantastisk. Rosendahl har før instrueret den noget mere visuelt underspillede dokumentarfilm Stjernekigger om Swan Lee, men her giver hun den altså hele armen.
Supervoksen dækker overhovedet ikke metaforisk på, hvad filmen egentlig handler om. Filmen handler om at blive voksen, hvilket teenagere igennem tiderne altid har haft ganske travlt med. Historiemæssigt låner Supervoksen fra diverse film her og der, og Sofies historie minder da utroligt meget om Lukas Moodyssons Fucking Åmål fra 1998, en film som Christina Rosendahl allerede har vist sin respekt for i kortfilmen Fucking 14. Udover det kan jeg ikke lade være med at tænke på den danske film Nattevagten, der midtvejs igennem også udmøntede sig i diverse pinlige udfordringer, men Supervoksens indpakning gør alligevel filmen til sin egen. Filmen tager utroligt mange dilemmaer op, dog uden at håndtere dem særlig godt, da forløsningen enten aldrig kommer, eller blot kommer helt af sig selv. Mit største kritikpunkt er nok, at vi aldrig lærer hvorfor Rebekka, Claudia og Sofie pludselig bliver voksne midt under en fest. Ganske vist kommer det hele af sig selv men ikke på denne måde - væltende på en gang.
Filmen er naturligvis drevet af de 3 hovedsageligt ukendte hovedroller. Rebekka bliver spillet af Emma Leth, der ligeså havde en rolle i Fucking 14. Leth er en meget naturlig skuespillerinde, med dette mener jeg, at man aldrig er i tvivl om hendes autencitet som en ung og forvildet teenager. Amalie Lindegård som Claudia er mere en facadeskuespillerinde, men hun formår stadig at gøre hendes rolle troværdig, da man fra sit eget liv i den alder, udmærket kan nikke genkendende til typen. Cathrine Bjørn som den generte Sofie kommer dog aldrig rigtigt igennem med sin rolle. Bjørn virker en smule påtaget, og er årsagen til flere irritationsmomenter undervejs. Som nyudklækkede og unge skuespillerinder respekterer jeg dog alle 3. De gør et glimrende job i en ellers noget overfladisk film. Selvfølgelig er der også en del kendte ansigter med i få øjeblikke af filmen; Lars Brygmann og Nikolaj Coster-Waldau kan nævnes her, men de er ubetydelige for den store helhed, og jeg havde nok foretrukket, at man havde holdt sig til de ukendte ansigter for, at give filmen det realistiske præg som lyd- og billedsiden mangler.
Supervoksen er på ingen måde nogen dårlig film, og selvom man ud fra traileren kan forvente det værste, bør man slet ikke være så skeptisk. Filmen kunne sagtens have været 10 små film i stedet for en, hvor hvert tema bliver gennemgået til hudløshed, men her bliver temaerne blot berørt for at skabe debat, og efterladt ligeså pludselig som de gik i gang. Jeg er bestemt ikke tilfreds med den forhastede slutning, men alligevel var jeg godt underholdt undervejs, og filmen falder ikke i de sædvanlige kløfter, de fleste danske film nu gør. Uden at være direkte sukkersød og påtrængende med sin morale, er Supervoksen en god oplevelse uden at være noget direkte mesterværk. Til slut skal det nævnes, at du sikkert vil elske denne film, hvis du er teenager af det kvindelige køn. Filmen appellerer til denne målgruppe, og rammer sådan set ganske plet.
Det sprudler med ekstramateriale på denne udgivelse, og det er jo altid dejligt at have med. Et kommentarspor med instruktøren Christina Rosendahl og manden bag lyddesignet Peter Albrechtsen fortæller på må og få om produktionen af filmen, som sikkert er mere spændende for det ældre publikum end det yngre. Et par Bag kulisserne programmer er det også blevet til, og disse kan klart anbefales. På kort tid får man et fint indblik i filmen, og problemerne vores unge skuespillerinder har haft. Desuden er det også blevet til et par sjove fraklip, en musikvideo med Vincent Van Go Go samt diverse Tv-spots, trailer og teaser. Alt i alt en omfavnsrig og underholdende omgang, der giver ekstramaterialet en karakter på 5 ud af 6 mulige stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
