Skriv en kommentar
Bølgen af amerikanske animationsfilm vil ingen ende tage. I kølevandet på disneyficeringen gennem flere årtier, altså klassiske litterære titler som bl.a. ”Den Lille Havfrue”, ”Robin Hood” og ”Pocahontas” der forvandles til farvestrålende Disney tegnefilm uden særlige hensyn til det egentlige forlæg, udsættes stort set resten af dyreriget for noget nær det samme – blot nu med en overflod af banale plots. Fælles for Disneys tegnefilm og de nyere animationsfilm er bl.a. at karakterne er nuttede animations dyr, monstre eller mennesker og eksempler på de nyere animationsfilm er bl.a. ”Happy Feet”, ”Ice Age 1+2” og ”Shrek” filmene, hvor målgruppen primært er børn og unge. Dog har særligt Pixar også har formået at ramme det ældre publikum med bl.a. ”Toy Story 1+2”, ”De Utrolige” og ”Ratatouille”, animationsfilm der har noget at byde på for alle aldre med gode historier, kreative idéer og underfundig humor. Seneste bud på stammen, ”Surfs Up”, prøver at ramme et sted i midten af målgrupperne – men forbliver en uinteressant animationsfilm der kun vil trække smil frem hos forældrene og det ældre publikum iøvrigt, hvis børnene er med i biografen.
Cody Maverick (Niclas Mortensen) er en pingvin fra Antarktis, der ikke føler sig særligt meget hjemme i de kolde omgivelser, særligt da han har store ambitioner om at blive verdens bedste surfer. Heldigvis for Cody, kommer han tilfældigvis med til et surf-mesterskab på Hawaii, og her bestræber han sig på at nå samme bølgetop som hans store idol Big Z. Det er imidlertid ikke let at være både teenager og pingvin med verdensklasse surfer ambitioner, og undervejs lærer Cody vigtige lektioner om livet, om piger og om venskab – og finder ud af om han er verdens bedste surfer, når det kommer til stykket.
Selvom historien om den unge pingvins dannelsesrejse synes nok så ligetil og ikke mindst set talrige gange før, formår ”Surfs Up” at blive én stor forvirring af sideplots og en central historie der ikke formidles ordentlig. Der spilles på to søheste, mellem et voksent og ungt publikum og der rammes helt vandvittigt ved siden af. Hvad der skal være en fiks kombination af dokumentarfilm om surfing og nuttet børneaninationsfilm, fungerer hverken sammen eller hvert for sig og resultatet er mildest talt alt andet end elegant udført. Hver gang historien er ude på dybt vand, dukker de mest afsindige indslag op af ingenting, som et tropisk øhav der inficeres med lyserøde salsadansende delfiner på speed og femtedags brandert med et knips. Disse indslag skal give et parodieret dokumentarisk præg og pifte grundhistorien op med lavpandet humor. Dog er ingen af disse indslag tilnærmelsesvis morsomme og vupti - så der skiftes over til tre babypingviner med øjne som gigantiske sorte oliven og vupti - så er vi ved en Don King bæver der skråler et eller andet fordrukkent, hvorefter Codys dannelsesrejsen følges i fem- ti minutter. Og vupti, tilbage til de ukontrollerede skift.
Nu er det jo ikke fordi grundhistorien er kompleks eller svær at følge for voksne, den er derimod forudsigelige og kedelig, men for de helt små børn vil de hurtige skift og dokumentarfilm elementer ikke være noget de hverken vil fange eller forstå. At persongalleriet konsekvent falder på gumpen i klovnet lagkagekomedie eller kastes ud i hæsblæsende surf-action vil uden tvivl holde dampen oppe hos de yngste, mens der hér skal mere kød på for et voksent og mere kritisk publikum.
Der er dog et par lyspunkter, og særligt karakterne er med til at redde filmen fra druknedøden. Den der stjæler billedet er absolut Codys nemesis, den muskelsvulmende og tribal tattoveret rockerpingvin Tank, der med en eminent sammensmeltning af storhedsvanvid og dumhed står som af de mest mindeværdige tegnefilmskurke siden Scar fra ”Løvernes Konge”. Man skal heller ikke glemme at ”Surfs Up” er en ualmindelig flot produktion, med passende punket surfer soundtrack og grafik der er en fryd for øjet. Det er bare ikke nok, særligt ikke hvis man sammenligner med andre nyere animationsfilm såsom ”Ratatouille” og ”Shreks Tredje”, der klarer sig godt på alle niveauer.
Der er ikke meget at komme efter med ”Surfs Up”, medmindre man tager med børnene i biografen. Filmen er klodset fortalt, humoren begrænser sig til et par punchlines og historien kender vi alle på forhånd – der er ikke engang forsøgt at sløre et forudsigeligt plot. Efter man har set filmen sidder man med samme tomme følelse, som hvis man en dag fik et kulørt postkort med billede af en tropisk ferieø med blå laguner og turkis badestrand – uden tekst på bagsiden.
