Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den danske forfatter Svend Åge Madsen fortæller i Christian Braad Thomsens fine portrætfilm, hvordan hans første manuskript af forlagene blev set som en tekst fra en skizofren forfatter. Og helt galt har forlagene vel ikke læst, for Madsens tekster er om nogle udtryk for et væld af stemmer med en masse gode historier at fortælle. Læg dertil at Madsen elsker at sætte identiteten som roller – under hvilke der vel at mærke ikke er noget bag – i spil. Man lægger også mærke til, at Madsen hudløst ærligt fortæller, hvordan han kompenserer for sin ensomhed som forfatter ved at deltage i samtalegrupper der handler om matematik og psykiatri. Ja, så har man omridset af en fortæller der på kongenial vis forstår at bruge avancerede systemer i litterære tekster der på virtuos vis griber identiteterne, hvis sådan noget kan lade sig gøre.
Braad Thomsen spiller med på Madsens spil og lader ham tale fra forskellige rum i en nærmest ubrudt tale der hele tiden kredser om, indkredser Madsens litterære og om jeg så må sige livs-tematik. Vi lytter til den tit vittige Madsen derhjemme, vi oplever ham på tv fra programmer fra dengang man kunne få lov at tale ud på tv, som Braad Thomsen så rigtigt gør opmærksom på på indercoveret, og vi oplever ham som en ganske talentfuld skuespiller der underholder nogle ufrivillige tilskuere i en togkupé på vej gennem et (italiensk) landskab – når ikke lige Madsen selv dukker op på vinduet. Nåja, og så oplever vi også Madsen spille tennis som en anden Torben Ulrik (tennistalentet er dog ikke det samme – men nok legen!).
Men hvis man tror, at man på den måde til syvende og sidst må spørge sig selv, hvem Svend Åge Madsen er. Og at man på den måde er blevet næsten overbevist om Madsen skizofrenitet, ja så må man tro om igen. Tværtimod får man efterhånden den tanke, at var det ikke for litteraturen, ja så kan det netop være, at skizofrenien var taget over – Madsen åbner selv for den tolkning ved at fortælle om, hvordan gennemskrivningen af de første tekster måske reddede ham fra skizofrenien. Således får vi øje på et ærligt og sårbart menneske og ud i sin profession en særdeles professionel forfatter, der er bevidst om sin tilværelse og sine litterære virkemidler. Madsen kender stemmerne i kroppen og formår at skrive dem ud til stor fornøjelse og til stort indblik i tilværelsen for os andre. På sin vis en frugtbarhed sat i system eller et frugtbart system.
Her er tale om et system der efterhånden lever sit eget liv i og med Madsens efterhånden ganske omfattende forfatterskab. Madsen udtrykker det på den måde, at han nu kan være sikker på, at hver bog naturligt føjer sig til systemet – han behøver ikke at kontrollere det i alle ender og kanter. Det er vel en anden måde at sige på, at ordene efterhånden blot får lov at strømme i al deres frugtbarhed. Det må være enhver forfatters mål, men så sandelig også ethvert menneskes der gerne vil komme til verden. ”At fortælle menneskene” er titlen på filmen og på et af Madsens væsentligste værker – det kunne også snildt være et projekt for os alle.
Er man aldrig gået om bord i Svend Åge Madsens væsentlige forfatterskab, er Christian Braad Thomsens film et godt sted at starte.
Another World Entertainment.
