Skriv en kommentar
De seneste ugers mange demonstrationer i New York mod økonomibastionen Wall Street har spredt sig som sympatiserende ringe verden over. Wall Street er ikke bare et af verdens kendteste økonomiske midtpunkter, titlen på en Oliver Stone-film og uforståeligt råbende mænd, som stirrer nervøst ind i computerskærme, der summer af tal og procenter.
Wall Street er dette årtis mest udskældte begreb. Den anklagede i den vedvarende økonomiske verdenskrise. Den dømte. Den forhadte.
Og ikke bare i virkeligheden. Også i film. Ind kommer nemlig Svindel på højt plan.
Josh Kovacs (Ben Stiller) har i 10 år haft managerjobbet for en af de mest ekstravagante og bedst sikrede beboelsesejendomme i New York. Ejendommens rigeste beboer, Arthur Shaw (Alan Alda), sidder dog i husarrest i den luksuriøse penthouselejlighed for at have franarret sig intet mindre end 2 milliarder dollars. Hans svindelstunt er også gået ud over personalets pensionsfonde. Ordensmagten kan ikke stille meget op, og alt tyder derfor på, at Arthurs bedrag går sin upopulære sejrsgang.
Heldigvis har den indignerede Josh og hans mere eller mindre kiksede kollegaer en plan, som bl.a. involverer Joshs barndomsven, småforbryderen Slide (Eddie Murphy), samt en dumdristig indtrængen i Arthurs yderst bevogtede lejlighed.
Med dette scenario sat i scene, får man ikke blot svingende svindel på nogenlunde højt plan i ejendommens øverste etage. Man får også humor, der mere er hensat til kælderrummet …
Nogle gange ved man ikke, hvad man har savnet, før man støder på det igen. At se Eddie Murphy som hovedattraktion i en film igen er som at mærke den første, varme solstråle efter en lang, umedgørlig vinter. Det er få komikere forundt at have så velpoleret et talent som Murphy. Ligegyldigt hvor kunstlet og hakkende et manuskript er skrevet, formår manden alligevel at omstøbe det til rendyrket humor, uden falsk foregivelse eller fremtvungne smil. Det samme gør sig gældende i Svindel på højt plan.
Eddie Murphy er simpelthen så sjov som den kække småforbryder Slide. Med sine signaturiske grimasser og det udspændte grin, der er så stort, at man skulle tro, at det var holdt fast med usynlige elastikker bag ørerne, oplyser han hver en scene, han er med i. Hans timing er upåklagelig, og selv den mest debile line evner han at levere med bravur, så den eneste tænkelige reaktion er at grine og grine … og grine lidt endnu.
Når det er sagt, så skal der faktisk også uddeles fine præstationsroser til resten af castet. Hele bundtet klarer det overraskende godt - selv den en anelse stivnakkede Matthew Broderick i rollen som den rigide Mr. Fitzhugh. Han spiller den monotone rolle med exceptionel udmærkelse, som havde han fået et glas beroligende midler inden optagelserne eller en forholdsvis høj injektion af botox, så alle musklerne var blevet sat i permanent bero.
Hvad castet indtjener i pluspoint, gør det sjuskede manuskript sit for at udjævne de tilfredsstillende indtryk og omstøbe dem til misfornøjede rysten på hovedet.
Karakteropbygningen er nogenlunde veletableret, men det er som om, man alligevel sidder med en lidt flad fornemmelse, som var al brusen sivet ud. Der bliver ganske enkelt ikke brugt tilstrækkeligt tid på de enkelte medlemmer af den tvivlsomme svindelbande, så man rigtigt lærer at holde af dem eller finder dem buddy-sympatiske. Det føles, som om manuskriptforfatteren har tænkt i stereotype kategorier og placeret en del endimensionelle adjektiver på de medvirkendes skuldre. Ja, vi skal have sådan en gangsta-wannabe, lidt smådum, men streetwise. Og så ville det også være klogt med en hr. Kedelig, der går med slips og taler mere monotont end Jørgen Leth … og videre i den dur, synes manuskriptforfatterens tanker at have været.
Det er skam fint nok med lidt mere kantede karakterer med få definerende træk, men i dette tilfælde bliver det en anelse forvansket. Hver for sig er karaktererne helt ligegyldige, men i samlet flok opnår de lidt mere dybde og nuancering, og det er måske også sådan, at man skal anskue dem. Hver for sig er de både usjove og uinteressante, men i flertal opnår de både hørlige lattersalver og stabil seertække. Som et team er de altså ok appellerende, og lad os bare lade det blive ved det.
Desværre er manuskriptet relativt ringe forfattet, og man kan flere gange næsten røre ved en maniereret påtagethed, som omsværmer hele filmen. Dialogerne snubler og slår sig, revner som stramme skjorter på fede kroppe og størkner sammen uden nogensinde at opnå et vedvarende flow. Det er ærgerligt, for man sidder hele tiden og tænker, at der med alt det potentiale burde være kommet noget nær en klassiker ud af filmen. I stedet må man nøjes med en bestået komedie, der bør få en advarende dummebøde for at have forspildt en åbenlys chance.
Plottet er i udgangspunktet både spændende og engagerende, og man glæder sig virkelig, når de giver de skyldige som fortjent. Det er de små mænd mod de skruppelløse giganter, og denne David vs. Goliath duel går jo aldrig af mode.
Til en kold, mørk vinteraften, som en af dem, vi nu går i møde, er filmen bestemt anbefalelsesværdig. Trods filmens sårbare akilleshæle og synlige utilstrækkeligheder er der en lunende goodwill og en herlig feelgood-stemning over projektet, som forløser mere end den forkramper. Svindel på højt plan er ikke en film på højt plan, men der er underholdning på højt plan. I hvert fald langt hen af vejen.
