Skriv en kommentar
Den begravede fortid
Nürnbergprocessen har sat punktum for 2. Verdenskrig. Sådan føler mange tyskere. Men sandheden er en hel anden. Det opdager en journalist, da en skolelærer tilbyder ham ild til hans cigaret. For manden bag lighteren plejede at være en fangevogter bag Auschwitzlejeren. Det bliver en brændende katalysator til et opgør med en problematisk fortid, hvor Tysklands offentlige instanser først nægter at rage op i fortiden. Men journalisten finder støtte i den unge advokat Johann Radmann, og sammen begynder en kamp for at vise den vatindpakkede, krigstrætte befolkning, at den uvidenhed de viser om hvad der virkelig skete i kz-lejren Auschwitz, ikke bare handler om retfærdighed mod ofrene, men også om hvordan et land endelig forstod hvilken grusomhed deres fortid rummede.
En fortid som knap var blevet kold.
Auschwitzretsopgøret
Denne film sætter fokus på den sande historie om en anklager, Fritz Bauer, som i efterkrigstidens Tyskland sørgede for at starte Frankfurt Auschwitz trials, hvor 22 mennesker under retssagen blev dømt for deres medvirken i Holocaust. Retsopgøret startede i december 1963, og varede frem til 1965.
Denne film er baseret på denne handling og fortæller en stærk historie om en håndfuld mænd og kvinder, som sørgede for at Tyskland blev det første land i verden, der formåede at retsforfølge sine egne krigsforbrydere.
Filmens producer Jakob Claussen forklarer, at folkene bag filmen så filmen som et forsøg på at forhindre, at folk glemmer fortiden. For mens alle kendte til Nürnbergretsopgøret, er historien om Auschwitzretsopgøret næsten ukendt.
Og tænk at forestille sig en tid, hvor ordet Auschwitz var ukendt i den brede befolkning. Endda i den befolkning som var skyld i selvsamme forbrydelse mod menneskeheden. Og som nu levede videre i lykkelig, idyllisk uvidenhed omkring de rædsler og uretfærdigheder som var blevet begået.
Og hvor svært det var for de folk bag kampen om at få sandheden, at få staten til at offentliggøre de ubekvemme sandheder.
I filmen får vi et par konkrete eksempler og især Dødens engel Josef Mengele spiller en modbydelig tilbagevende birolle og får os til at huske gang på gang, hvor mange nazister der slap væk fra retfærdigheden, fra sandheden. Josef Mengele flygtede selv først til Argentina, og han formåede, trods utallige forsøg, at overleve lovens arm og dø som en fri mand.
Skyldig eller skyldig?
Dog er Tavshedens labyrint ikke fordømmende eller for moraliserende. Den fortæller på en komprimeret og underholdende måde om denne sande historie, med filmiske fiktive virkemidler i form af et personligt aspekt i form af den unge advokat Johann Radmann og hans indre og ydre kamp for retfærdigheden, som ikke kan undgå at påvirke hans eget liv.
Skuespilleren bag den unge advokat er den tyske Alexander Fehling Inglourious Basterds (2009). Han har et boyish, naivt og nervøst ydre, som dog langsomt forstærkes filmen igennem. Ud fra de rædseler han bliver bekendt med, er det ikke underligt at begrebet ”the loss of innocence” flyver frem i ens tanker. Jo, han er den vanlige hovedperson med kærligheds kvaler og arbejdsproblemer, som enhver dramatisk film har brug for. Dette glider dog heldigvis hurtigt i baggrunden, da det ikke handler om individer i denne film, men om hele Tysklands fremtidige politiske og personlige ansvar.
Som producer Uli Putz siger, så var folkene bag filmen nødt til at udtrykke, at det var en nødvendighed for Tyskland at konfrontere fortiden, men også at vise den anden side for at forstå den mentalitet, der lå i ønsket om at glemme fortiden.
Dette vises tydeligt i samspillet mellem Alexander Fehlings karakter og en anden mandlig anklager som spørger ham: ”Skal alle sønner i Tyskland virkelig spørge deres far, om han var massemorder?”
Det indre skyldsspørgsmål kan ikke undgå at ramme alle personer, både i filmen og i salen. For hvad ville vi selv have gjort?
En ambitiøs film i Oscarklasse
Her i Danmark er det ikke tit vi får mere spiseligt på biografplakaten end de store blockbustere fra Hollywood eller den seneste komediefilm, så Tavshedens labyrint er en stor lækkerbisken lig med Die Welle (2008) og De andres liv (2006)
Og så bringer den netop afdøde skuespiller Gert Voss, som har rollen som Fritz Bauer, et mageløst skær af følsomhed og hård dedikation over filmen.
Den holder ens historiske sans fanget og rædselerne udrulles på ny foran ens ansigt. Rædsler man kender til, som man er blevet undervist i, men som stadig skriger til en på en måde som får det til at føle som om det er første gang man hører om historien. Det er første gang i denne film, og den rædselsvækkende opvågnen er hvad giver denne film det ekstra gnist.
Gå ikke glip af denne film. Den er en del af vores alles kollektive hukommelse.
