Skriv en kommentar
Filmen ”Taxi Teheran” går lige på i åbningsscenen, hvor hovedpersonens (Jafar Panahi) synsvinkel er taxi-bilens brede forrude. Filmen slutter også fra ’forrudens synsvinkel’, hvor hovedpersonen ’forlader synsvinklen’, og vi som publikum overlades til at indtage synsvinklen fra taxiens brede forrude.
Taxiens brede forrude bliver også rammen om den dokumentariske, fiktive og konstrueret fortælling om undertrykkelse af humanistiske værdier, det individuelle menneskes frihed, udlandets påvirkning på iransk kultur og kunst. Filminstruktøren Jafar Panahi har placeret sig selv bag rattet med en kasket og en ophøjet ro sammenlignet med de urolige, impulsive passager, som han tager op. Han lader passagererne snakke om hverdagens undertrykkelse fra den iranske regering, deres bekymringer og hvordan de klarer sig. Jafar optræder nærmest som fødselshjælper for passagerernes frustrationer.
Præmissen for fortællingen er enkelt bygget op. På intelligent og effektiv vis har Panahi anbragt kameraer i taxien, som han selv styrer, som et slags taxameter. En kameramand følger taxien udefra og niecen filmer med sit eget kamera Panahi. Hun hiver sit hæfte med angry bird frem, og fortæller klart og tydeligt om de regler, som de skal overholde, når de skal lave en kortfilm i skolen.
Hverdagens historier fortalt med stor indlevelse og temperamenter fra passagererne er elegant placeret i filmens dokumentariske, kunstneriske små iscenesatte tableauer. Som tilskuer husker du hver enkelt af dem, fordi der er stor variation i fremstillingerne, men de kredser alle om samme tema – friheden til kunstnerisk udfoldelse i den evige kamp mod præstestyret i Iran.
Panahis ”Taxi” går lige ind i hjertet og tvinger tilskueren til at tage politisk stilling og en forståelse af, hvad det vil sige at have kunstnerisk frihed anno 2015.
