Skriv en kommentar
Der er noget ironisk over filmens titel sammenholdt med, hvad den amerikanske 50er, 60er-darling Doris Day, i dag 81 år gammel, beskæftiger sig med; nemlig at tage sig af husdyrenes vel. Ikke desto mindre er her tale om en velskrevet komedie af Fay og Michael Kanin om kønnenes kamp i journalistikkens verden - selvom det kan være svært at se den (helt efter traditionen) noget anonyme instruktør George Seatons fingeraftryk, og svært at kapere at afviklingen af løjerne foregår i et efter vore dage besindigt tempo. Til gengæld er Doris Day som den kølige akademiker-lærer Erica Stone ud i journalistikkens teori og Clark Gable som den hårdkogte bladsmører James Gannon der slår et gevaldigt slag for håndværket, lige indtil han bliver forelsket i lærerinden i deres es (og kun en tåbe vil bemærke, at Gable ikke er helt oppe på beatet - han døde 2 år efter). For ikke at glemme Gig Young i en herlig men central birolle som superakademikeren Dr. Hugo Pine der må redde de amourøse tråde ud, endda iført en ordentlig omgang tømmermænd efter mødet med Gable.
Den kunstige skelnen mellem teori og praksis der opløses, da forelskelsen løber af med Day og Gable afleveres præcist og skarpt og ikke uden overraskelser på trods af det besindige tempo. Om problematikken vil sige vore dages journalistelever noget, nu hvor journalistikken langt om længe har holdt sit indtog på danske universiteter, er dog tvivlsomt, dertil er ikke mindst den amerikanske hollywood-50er-forklædning af kønnene for bombastisk. Hendes blodløse tavleskriveri og foredrag overfor hans sensationshunger og tanke for annoncørernes interesser holder måske – men hendes tættilknappede, afmålte latter og jomfrunalske attituder overfor hans evige smøg og omgang med en dum blondine er egentlig ikke rigtig sjov i dag. Ikke desto mindre er det næsten rørende, da deres respektive illusioner falder, inden de falder hinanden om halsen.
Day holdt op med at filme næsten fra den ene dag til den anden. Hendes timing var ligesom i filmene perfekt. Hendes sidste film er fra -68 og markerer udmærket at løbet var ved at være kørt for den skikkelse, hun indtil da havde gentaget i film efter film; den friske, modne og ærbare ´girl next door´, som man kun vanskeligt kan forbinde med farligt begær, men som nok skal finde sin mand. Så rakte Hollywoods mere eller mindre vampede kvindeskikkelser dog længere. Begræd det hvem der vil. Men Day tog dog grundigt revanche i TVs ”The Doris Day Show” (68 – 73).
Hold i øvrigt øje med moderen der opsøger Gable på redaktionen for at få ham til at opfordre hendes søn, hans stik-i-rend-dreng til at vende tilbage til skolebænken. Den ukendte Vivian Nathan spiller moderen med en umiddelbar tyngde der næppe passer til filmens lette stil, men ikke desto mindre er imponerende. Her i starten og slutningen af filmen udvikles filmens tema flot på ganske få intense minutter.
DVD-en indeholder intet ekstramateriale. Lidt synd nu hvor en række af Days film udgives i Europa. Historien om Hollywoods ´girl next door´ er ellers en spændende film- og køns-historie der bestemt er værd at fortælle.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
