Skriv en kommentar
Animationsserien “Teen Titans Go!” der følger de nærmest uduelige superhelte Robin, Beast Boy, Cyborg, Raven og Starfire i deres teenageår, har længe været en succes både blandt børn og voksne. Eftersom serien befinder sig i det velkendte DC Universe, er det ikke så sjældent at de krydser stier med Batman og Superman eller som det mindste opstår referencer til dem. Disse referencer er nogle gange så specifikt udmøntet på ting i tegneserierne eller filmene, at børn sjældent vil opfange dem. Den hysteriske og overgearede tone er dog målrettet børn, og det vanvittige tempo og de skøre påfald skal nok holde dem interesserede. Med en succes er der naturligvis ikke langt til en spillefilm, og det er netop, hvad der er sket nu. “Teen Titans Go! To The Movies” er på alle måder en større, mere vanvittig og endnu mere referencefykdt version af animationsserien, imens den sagtens kan fungere som en introduktion til universet. Præcis den opskrift man efterhånden kender fra lignende film.
Hvor Teen Titans ganske sjældent oplever nogen form for action i animationsserien, får de sig endelig en nemesis i spillefilmen. Dette er faktisk omdrejningspunktet, da den selvcentrerede leder af Teen Titans, Robin, gerne vil have Hollywood til at producere en spillefilm om ham, da Batman, Superman og de andre har fået det - men han mangler en ærkefjende for at retfærdiggøre en produktion. Hvis man kender til DC, hvor Teen Titans længe har eksisteret uden alle de nuværende fjollerier, overrasker det nok ikke, at Slade er denne fjende. Da Robins film endelig bliver sat i produktion, viser det sig dog, at dette var Slades plan fra begyndelsen.
“Teen Titans Go! To The Movies” er en glimrende forlængelse af “Teen Titans”. Den er en anelse bedre animeret, en anelse mere hysterisk, en anelse mere sjov men også en anelse ligegyldig. Man keder sig ikke et øjeblik undervejs, og selvom de mange skøre eskapader udløser latter, smil og underholdning, er filmen hurtigt glemt, da den ikke har meget andet at byde på. Moralen om selverkendelse og teamspirit er naturligvis prisværdig, men den er beskrevet så papirstynd, at den vil gå over hovedet på de fleste børn, og når rejsen til det endelige mål nærmest ikke givet mening, er det netop kun underholdningsværdien, man tager med sig. De mange referencer som går ind i meget andet end kun DC, er både fornøjelige og nutidige, hvilket bestemt gør filmen underholdende for os voksne i dag, men om filmen vil fungere ligeså godt pga. disse om blot 10 år, må stå hen i det uvisse.
“Teen Titans Go! To The Movies” ender alligevel som en anbefalelsesværdig film, og kender du ikke til serien i forvejen, er denne også værd at supplere op med. Det er en indgangsvinkel, der tilføjer en lidt anden tilgang til et velkendt superhelteunivers, og det er tiltrængt hvis du er begyndt at føle metaltrætheden af de mange superheltefilm efterhånden. Selv hvis du ikke er, vil jeg mene at de færeste går går fra filmen med en decideret dårlig oplevelse i tankerne.
Billede & lyd - 4/6
Det digitale og rene billede er smækfyldt med farver og rene linjer. Filmen er måske ikke vanvittigt imponerende animeret, og man kan argumentere, at den faktisk aldrig har hørt hjemme i biografen, men kvaliteten er skarp alligevel. Lyden mangler desværre lidt power. Filmen er fyldt med musik, der aldrig rigtig har nogen stor effekt pga. manglende bas og kraft. Dialogen går dog rent igennem, og generelt er der en fin lydbalance over hele linjen.
Ekstramateriale - 3/6
En musikvideo og tre sing-along sange fra filmen er måske noget de fleste vil skippe. Heldigvis er der også to korte tegnefilm samt tre korte featurettes, der er langt mere underholdende omend ganske korte.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
