Skriv en kommentar
De fire ninjaskildpadder vil altid have en plads i mit hjerte. Jeg voksede ikke kun op med tegnefilmene og tegneserierne, men var også ung nok til at blive tryllebundet af 90’ernes film. Og selvom historien bag ”Turtles” i bund og grund er barnlig og dum, så er der altså et eller andet med dem, som gør, at de stadig hænger ved og ikke er blevet mindre populære i de knap 40 år, de har eksisteret.
Mange er bekymret over denne nye film, fordi Michael Bay (instruktør på ”Transformers”-filmene, ”Armageddon” og ”Bad Boys”) er involveret. Han er dog ikke instruktør denne gang, men er med som producer. Det her er Jonathan Liebesmans film, selvom Bays fingeraftryk er at finde OVER DET HELE, hvis du kender ham godt nok. Michael Bays træk er især blevet tydeligere inden for de sidste par år, og i denne film er det træk som frenetisk action, du knap kan se, fordi kameraet ryster så meget, til optagelser af Megan Fox’ anatomi. Når du ser Bays navn på en film, er det så fandens svært at finde ud af, hvilket produkt du får. For når han endelig er involveret i noget, der er godt, så er det faktisk rigtig godt. Men andre gange er det virkelig dårligt og han er blevet kedelig med sine seneste ”Transformers”-film. Michael Bay har en tendens til at fordumme sine film og har formået at gøre action kedelig.
”Teenage Mutant Ninja Turtles” kunne lige så godt have været en Michael Bay-film. Og denne gang er det ikke på den gode måde. Det er virkelig ærgerligt.
For det første regner filmskaberne med, at vi kender til skildpadderne og deres baggrundshistorie. Så godt som ingen tid bliver brugt på karakterudvikling. Jeg ved godt, at filmen er lavet til børn – og på det punkt er den vel succesfuld, selvom den stadig er temmelig dårlig – men plottet er så unødvendig indviklet, at de kunne have brugt mere tid på paddernes broderskab og samspil. Det eneste vi får at vide er dette: Leonardo er føreren, Donatello er nørden, Rafael er enspænderen, og Michelangelo er den sjove. That’s it.
Filmen begynder med en kort fortælling om, hvem padderne er. Splinter (med en stemme af Tony Shalhoub fra ”Monk” og ”Pain & Gain”) fortæller sine børn – padderne – at de er skæbnebestemt til at beskytte New York mod deres ærkefjende Shredder og hans forbryderorganisation, Fodklanen. I stedet for at vise os det – hvilket ville være perfekt, eftersom film er et visuelt medie – så bliver vi fortalt om en rivalisering, vi ikke har noget forhold til, fordi filmen kun er to minutter inde. Allerede her er manuskriptet i fare.
En ung journalist, April O’Neil (spillet af Megan Fox fra ”Transformers”), vil afsløre Fodklanen, men ingen tager hende seriøs, fordi hun er ung og smuk. Fox er egentlig helt fin i denne rolle, men rollen har ingen udvikling og hendes dialog er så svag, at amatørforfattere kunne have fundet på noget bedre. Der er ingen sammenhæng i karakteren. Det ene øjeblik er hun en professionel journalist, som vil have gang i sin karriere, det næste øjeblik råber hun som en galning til alle, der vil lytte til hende, selvom enhver ville kunne se, at ingen vil tro på hende. Hun mumler om ninjaskildpadder til sin chef og virker overhovedet ikke som den person, hun var kun få minutter forinden. Hendes kameramand bliver spillet af Will Arnett. Både han og Fox er bundet på hænder og fødder, men gør det godt alt taget i betragtning.
I filmen er der en forbindelse mellem April O’Neil, ninjaskildpadderne, deres læremester Splinter og mangemillionæren Eric Sachs (spillet af William Fichtner fra ”Armageddon” og ”The Dark Knight”). En ufattelig løs forbindelse, som er helt igennem åndssvag og unødvendig og alt for belejlig. Men: surprise! Shredder lurer i skyggerne og har også en forbindelse til én af disse personer. Her er det så, at padderne må træde til og beskytte byen mod Shredders plan om at ødelægge New York.
Der er overraskende få actionsekvenser med i filmen. Den længste scene er lige dele vildt underholdende og vildt forvirrende. Padderne flygter fra en bygning, som er tæt på et snelandskab på en bjergside, som samtidig kun er få kilometer fra selve New York City. Jeg har ingen anelse om, hvor det er henne. Geografien i denne film er helt ude i hampen. Nå, men padderne og April flygter fra Fodklanen i en lastbil og glider adskillige kilometer ned af sneen. Scenen tager så lang tid og er så fysisk umulig, at det ikke engang ville tage så lang tid, hvis du faldt ned af Mount Everest. Derudover tager padderne imod så mange slag, at det er utroligt, de ikke brækker en arm, får en lille skramme eller bare en forvredet ankel. Men når det så er sagt, er det faktisk en god scene, fordi den er så hurtig og ikke zoomer helt ind på karaktererne.
Manuskriptet lider af for mange dårlige jokes og har for mange replikker, de lige så godt kunne have vist os i stedet for at fortælle os. Skildpadderne er rigtig godt lavet og deres bevægelser er flydende og realistiske. Det er faktisk kun, når padderne står ved siden af rigtige mennesker, at de virker falske, hvilket er en skam, fordi det faktisk er ret vigtig. Og når de slås med Shredder, virker det altså som et computerspil. Især Shredder ligner en figur fra f.eks. ”Tekken”.
”Teenage Mutant Ninja Turtles” er for børn, uanset hvad jeg eller andre, der voksede op med 90’ernes film og tegneserier, synes om det. Det er bare så pisseærgerligt, at filmskaberne (dig, Michael Bay!) laver en så hjerneløs og dum film. Var det bedre i 90’erne? Tja, sikkert ikke. Men der var lagt mere kærlighed i filmene, synes jeg. Især var de skildpaddedragter, skuespillerne gik med, mere håndgribelige, og rollerne havde bedre udvikling og bedre samspil. Splinter fra de gamle film var hundrede gange bedre end den computerlavet Splinter, der er med i denne film.
Leonardo, Donatello, Rafael og Michelangelo snakker sammen i filmen, men der er ingen kemi mellem dem. Den eneste kemi er i én enkelt scene, hvor de beatboxer i en elevator, mens de venter på det sidste store slag. Dét er fantastisk, dét er kemi. Men 60 sekunder i en 100 minutter lang film er for lidt.
3D: jeg kan ikke sige noget, jeg ikke har sagt før. 3D virker godt i jagtscenen, hvor padderne glider gennem et snelandskab. Ellers er 3D overvurderet. Det virker bare ikke godt nok.
Bundlinjen: ”Teenage Mutant Ninja Turtles” skuffer, men vil underholde de mindste.
