Skriv en kommentar
”Ten Canoes” er en aboriginal fortælling om forholdet mellem mand og kvinde, ung og gammel. Faktisk er det ikke til at sige præcis hvor og hvornår filmen foregår, andet end det tager sted i det nordlige Australien for nogle tusind år siden eller mere. Her følger vi to mænd, den unge Dayindi (Jamie Gulpilil) og stammens ældste Minygululus (Peter Minygululu), der sammen med otte andre mænd fra Yolgnu-stammen er taget på kanotur efter gåseæg. Tilsyneladende er Dayindi smålun på en af Minygululus koner, og hans reaktion på den unge mands tilnærmelser er at fortælle en historie om kærlighed og aboriginerne oprindelse. Indlejret i Minygululus fortælling er en indvielse i naturfolkets mytologi, med sidehistorier om kærlighed, trolddom og hvorfor man ikke skal stole på mænd med små pikke.
Aboriginals har i de seneste titusinde år kortlagt folkets historie oralt, og dermed sagt er de selvsagt virkeligt eminente til at fortælle gode historier. ”Ten Canoes” er en af disse historie og man kan levende forestille sig den bliver fortalt rundt om lejrbålet, gennem flere generationer. Temaet er helt alment menneskeligt og helt igennem forståeligt for os, til trods for de færreste af os kan prale af at lave barkkanoer. Effekten af at sidde ved lejrbålet og få fortalt eventyret forstærkes yderligt, ved at den aboriginalske skuespiler David Gulpili har lagt stemme som fortæller; en varm og tålmodig stemme der ledsaget med fantastisk flotte billeder, trækker en ud på en fantastisk rejse - ind i et univers hvor det er svært ikke at blive benovet og samtidig trække på smilebåndet. For selvom her er stor livsfilosofisk stammelære på spil, er der skam plads til befriende afslappethed, latterbrøl og pruttehumor, når den åbenhjerteligt står på kommentarer om de evigt besværlige kvinder og mændenes seksuelle evner på buskmadressen eller mangel på samme.
Al dialog er på de indfødtes originale sprog og historien i sig selv tager udelukkende udgangspunkt i deres kultur. Her er ikke tale om en ”Apocalypto” lignende film druknet i Mel Gibsons sædvanligt religiøst forhelligende patos, der søger at lade op til et naturfolks uundgåelige møde med ”civilisationen” og Gud. Derimod er ”Ten Canoes” bygget op på sine helt egne præmisser, hvilket skaber et umiskendeligt tidsligt og rumligt vakuum der er svært at trænge ud af. Filmens endegyldige force forbliver dog den bro der bygges, trods kultur og tidskløften mellem et moderne publikum og et ældgammelt folk, der stadig lever efter samme forskrifter som for flere tusind år siden. Det er ingen velment og påtaget hyldest til et naturfolk der er blevet løbet over af tidens tand, men en historie fortalt med en legende og munter fortællerlyst, på de vilkår og præmisser en aboriginal historie velsagtens er fortalt. Autenciteten er ikke til at tage fejl af og at fremmane en stor filmkunst på de vilkår, vidner om at den gode historie altid vil trænge igennem – ligemeget hvor i verden.
Instruktøren Rolf de Heer har gennem et fantastisk stykke arbejde skabt en original og uimodståelig lille historie, om de helt store menneskelige spørgsmål på tværs af tid og kultur. Selvom filmen rent teknisk bærer præg af at være optaget on location midt i den Australske bush, er Ian Jones' suveræne fotografering i en klasse for sig - men man skal naturligvis ikke forvente samme kvalitet som BBCs naturprogrammer. Som sådan betyder det ikke synderligt meget og ændrer ikke på det faktum, at her er tale om en af de bedste australske film siden Peter Weirs ”Picnic at Hanging Rock” og ”The Last Wave” - og uden sammenligning den mest unikke.
