To politibetjente, den ene lokal (Sam Worthington – Avatar, Clash Of The Titans, Terminator: Salvation) og den anden nyansat fra New York (Jeffrey Dean Morgan – Watchmen, The Losers, Taking Woodstock), må en tur langt ind i Texas sumpede ødemark, også kendt som Texas Killing Fields. En slags Dødemandsland, hvor adskillige kvindelige ofre gennem tiden har måttet lade livet for en seriemorder, hvis ugerninger aldrig er blevet opklaret. Nu venter myrderierne tilbage, og det er de to betjentes opgave at få morderen stoppet. Som hjælp har de den ihærdige Pam Stall (Jessica Chastain – Tree Of Life) og sammen forsøger de at løse sagen.
En klassisk whodunnit, men som opfylder kravene som sikrer at underholdningen er hjemme. Handlingen skal simpelthen være driftig og gennemtænkt. Karaktererne skal være interessante – og det er specielt Jeffrey Dean Morgans rolle. Og så skal der næsten være et ordentlig stænk af brutalitet. Skurken skal gerne fremstå så afskyelig som muligt. Og det lykkes meget godt, da hans overfald på de uskyldige kvinder er særdeles grænseoverskridende, specielt ”vasketøjspigen”. Tilmed er det nogle ækle telefonopkald vores to detektiver modtager. Og da et af ofrene findes i det sumpede område, så er ofrets hænder simpelthen skåre af. Så fang da den morder – det kan kun gå for langsomt! Sådan skal følelsen gerne være, og netop derfor er Texas Killing Fields også et kig værd.
Hele tiden veksler filmen mellem nuværende opklaringsarbejde, samt at følge den unge og ensomme Anne Sliger (spillet af Chloë Moretz – Let Me In, og ikke mindst rollen som Hit Girl i Kick-Ass). Hun er forsømt og mangler generelt omsorg, da hendes mor (spillet af Sheryl Lee som var selveste Laura Palmer i kult-fænomenet Twin Peaks) har mere travlt med mandlige kunder i hjemmet. Anne valser oftest alene rundt i de mørke områder, da hun har at holde sig væk mens hendes mor knalder til højre og venstre. Man frygter hele tiden at Anne skal blive næste offer for morderen.
Du skal specielt lægge mærke til samspillet mellem de to politibetjente. Worthington og Morgan kan deres kram. Men har vidt forskellige baggrunde for at gå til hånde. Worthington som spiller den lokale betjent, må dog overbevise sin makker om at han nok slet ikke er klar over hvilken opgave der venter her i Texas-miljøet. Noget helt andet end New Yorker.metoden skal i brug. De er dygtige betjente nuvel, men deres indbyrdes forhold slår også gnister til tider, i deres iver på at komme til bunds i sagen. Hver en sten bliver endevendt, og der er en del indbyggere som foretager urent trav. Ikke mindst en fyr kaldet ”Den Hvide” forekommer skummel.
Texas Killing Fields byder ikke på noget nyt for genren, men det skal den sådan set heller ikke. Og da slet ikke fordi at filmen er inspireret af virkelige begivenheder. Filmen er instrueret af Ami Canaan Mann, og hvis du synes at Mann lyder familiært, så er det fordi at Ami er datter af Michael Mann – manden bag bl.a. Miami Vice, Ali, The Insider, Public Enemies og Heat. Selve produktet er helt afgjort godkendt og er man til krimi-thriller-genren, så er Texas Killing Fields et glimrende bud på en god gang underholdning.
Udgivelsen indeholder ikke noget ekstra materiale ud over en stak trailers.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.