Skriv en kommentar
New York er scenen. Som så ofte før danner byen ramme for en fortælling, og Thanks for Sharing leverer et bidrag til den uendelige historie om New Yorks leben. Den kigger hverken bagud eller fremad, men slår lige ned i nuet. Den er nemlig ikke i nærheden af at udødeliggøre sig selv med hyldester til gaden, skyskraberne, kvartererne og menneskene på samme måde som Allens Manhatten (1979), Scorseses Taxi Driver (1976) eller Spike Lees Do the Right Thing (1989). Den er derimod et nedslag i en problemstilling for det moderne menneske i den moderne by, New York.
For byen er ud over meget, meget andet en catwalk. Et inferno af fristelser! Navnligt kvinder: sorte kvinder, lyshårede kvinder, asiatiske kvinder, små, store, i lårkort, på plakater, på fortovet og i metroen. Og hvor der er lyst, er der synd...
Ukristeligt
Stuart Blumberg har i sin instruktørdebut ladet sexafhængighed være den røde tråd. Det ligger i tematisk forlængelse af gennembruddet som manuskriptforfatter i The Kids Are All Right (2010), der er endnu et kig på et moderne skabt samfundsproblem, en slags reagensglasbarns-komedie. Nok om det. Thanks for Sharing har tre hovedpersoner. Ung, voksen og ældre. De bokser alle med forskellige faser af sexafhængighed. Hvor man tidligere mødtes i kirken om søndagen, er afhængighedsmøder nu det moderne samlingssted. Det er her, man kan finde ligesindede og få hjælp. De er personernes referencepunkt og de er filmens. Derfra forgrener fortællingen sig ud i et væld af sidehistorier. Ideen med tre forskellige historier er god, for seeren kan så selv finde den, de helst vil identificere sig med og engagere sig i. Udførelsen er mindre god, da hver historie aldrig når at være gennemført. Filmen er nu alt for lang. For lang til for alvor at underholde omkring temaet sexafhængighed, men alligevel for kort til at afslutte alle de forskellige historier tilfredsstillende.
Tjener! Der er et hår i min mad
Til at starte med ligner filmen en rendyrket romcom. Humor og kærlighed er ofte bare en hyggelig kombination. Fra Before-filmene til Kærlighed ved første hik (1999). Trioens yngste medlem er filmens komiske indslag. Her de senere år har folk som Zach Galifianakis og Jonah Hill sat dagsordenen comedy-wise og Josh Gad ligger sig i slipstrømmen af halvtykke midt-tyver mænd med en stor portion selvironi. Han flankeres af Pink i den af historierne, der fungerer bedst. De største navne må nu siges at være Mark Ruffalo og Gwyneth Paltrow. Deres kærlighedsintermezzo udgør hovedhistorien. De er smukke at se på, men halvvejs inde skifter filmen desværre karakter. Pludselig går den fra en let romcom-følelse til at blive underlig seriøs. Det skurrer. Lige så pæn Paltrow er i undertøj, ligeså malplaceret er hendes krampagtige stripscene, der markerer skiftet. Der følger nogle besynderligt eksplicitte sexscener og filmen kan ikke helt finde ud af om den vil være sjov eller seriøs. Det er filmens problem.
Det kan være, de bare skulle have droppet de store problematikker helt, for filmen fungerer trods alt i passager. Og de passager er dem med hjertevarme og glimt i øjet. Den underliggende kritik af samfundsudviklingen af en kønspolariseret og objektificerende (der er selv TV i taxaerne med lækre lamselår) verden virker forkrampet og til det manuskriptet og karaktererne for overfladiske.
