Blev Zac Efron fra High School Musical voksen? Ikke rigtig, for han blev i den lette metervareafdeling rent filmmæssigt. Senest her i That Awkward Moment, hvor han spiller sammen med Miles Teller og Michael B. Jordan. Vi befinder os i New York, hvor tre fyre hygger sig med tilfældige damer under parolen om ikke at indgå i et parforhold. En form for pagt er vakt, men da de hver især begynder at få følelser for hver sin pige, så er det ikke let at opretholde facaden. De tre fyres kiksede forsøg på at dække over deres forelskelse, fører naturligvis nogle overraskende optrin med sig.
Nej, her er ikke mange brikker at flytte med. Det er en ganske anstrengende omgang at overvære, for ”drengerøvene” er ude på et urealistisk og grundløst overdrev. Som om der ikke i forvejen findes masser af film om knægte som ter sig på et andet alderstrin. Og disse er om ikke andet, væsentlig mere underholdende end denne kop te. Man får for så vidt tre handlingsmønstre (gennem de tre drenges udviklingshistorie), men der er bare ikke rigtig nogen af dem som er specielt vedkommende, interessante eller sjove. Hvis du skal se filmen, så sørg for at tage dine sko af. Ellers er der næppe plads til at krumme tæerne i den vinkel det bliver nødvendigt!
Her er ikke meget talent at hente, hverken i manuskriptskrivningen, skuespillet eller den samlede vare. Det er ikke fordi man spår instruktør Tom Gormican den store fremtid, for selvom dette er hans debut som director, så er hans cv også allerede plettet, da han producerede den særdeles udskældte Movie 43, som skovlede priser ind fra nær og fjern for dårligste film fra år 2013. Noget af det værste ved That Awkward Moment er den fejlslagne dialog parterne imellem. Sådan er der simpelthen ingen levende organismer der kommunikerer... Alene dette faktum, gør filmen utroværdig og ligegyldig. Hvis du tror du skal grine, så kan du godt tro om. Denne signatur bilder sig ind at filmens cover er fotograferet, mens de tre fyre sidder i sofaen og ser ”That Awkward Moment”.
Der er praktisk talt tale om en gang rod, for selve progressen i forholdene, stemmer heller ikke rigtig overens, eller binder folk sammen. Det er rent faktisk svært at finde noget ved denne film, som kunne betegnes som ros. Selv spilletiden på 90 minutter virker lang, fordi man som tilskuer ikke udlever nogen form for sympati for en eneste af filmens roller. That Awkward Moment bliver for mit vedkommende det tidspunkt hvor rulleteksterne gik i gang. En form for lettelse, men også en erkendelse af at det jeg har været vidne til er en uformelig størrelse af tidsspilde.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Nordisk Film