Skriv en kommentar
Da oscarnomeringerne forleden blev offentliggjort kom det næppe som en overaskelse for den menige filminteresseret, at den Golden Globe-vindende og Cannes-vindende (og vinder og nomineret af så meget andet) The Artist, ville være et af navnene i hatten blandt kategorierne og specielt i den tunge kategori ‘Bedste Film’. The Artist fik 10 oscarnomeringer og står som en af favoriterne til at vinde.
Men hvorfor er det så bemærkelsesværdigt? Det er såmænd fordi, at The Artist er en stumfilm. En stumfilm firs år efter at genren uddøde med talefilmens fremkomst. Set i bagspejlet er de fleste vel også indforstået med, at genren netop uddøde fordi lyd supplerer billederne med en ekstra dimension og fordi man slipper for at gå i biffen og læse dialog og handling på forklarende mellemtekster, der skal forklare den handling, der var umuligt at få udtrykt gennem billederne og skuespillet.
Men hvorfor i alverden lave en stumfilm idag? Mel Brooks lavede endda et lignende stunt med Silent Movie (1976) og er formegenligt den eneste størrere filmproduktion indenfor genren siden 1930’erne og lige siden. Dagens film i biografen flotter sig gerne med 3D, CGI og special effects, Dolby Surround Sound 7.1 og IMAX som skal lokke de filmhungrende op af sofaen og ind i biografmørket efter en ‘oplevelse ud over det sædvanlige’. Filmene bliver klippet så hurtigt, at de næsten kan fremprovokerer epileptiske anfald, mens eksplosioner og skudvekslinger ofte pryder handlingen. Tilmed er den grafiske vold, de seksuelle udskejelser og det profane sprog blevet heftigt intensiveret siden 30’erne, noget som var umuligt i datidens restriktive æra. Så hvorfor, og lige så vigtigt, hvem gider, at se en stumfilm idag?
The Artist handler om den fiktive stjerneskuespiller George Valentin (Jean Dujardin), der er på toppen af Hollywood. Ved en tilfældighed støder George på Peppy Miller (Bérénice Bejo), der drømmer om at blive den nye stjerneskuespillerinde, men som tager sig med takke med statistroller. Ved mødet udvekles kærlige blikke og da de senere igen ved en tilfældighed mødes på settet til en film, opstår der næsten amoriner i luften. Da Kinograph Studios chef Al Zimmer (John Goodman) introducerer talefilmen for George forlader George latterbrølernnde studiet. Det er der ingen fremtid i! Det bliver starten på Georges karrieremæssige nedtur, mens Peppy åbenarmet tager talefilmen til sig og bliver Hollywoods nye stjerne. Med rollerne byttet om, kan der så nogensinde blive tale om kærlighed imellem dem? Kan der i det hele taget nogensinde blive tale om at tale?
The Artist er en i særklasse glimrende hyldest til stumfilmsæraen, der bærer præg at det intensive og omfattende researcharbejde intruktøren Michel Hazanavicious har lagt for dagen, samt den enorme kærlighed og respekt han har for perioden. Dette afspejles gennemgående gennem filmens handling, mise-en-scene, musik, skuespil og instruktion, der i en højere enhed formår at klare den umulige mission: at lave en stumfilm idag, som ikke bare fungere, men også er underholdende, humoristisk og følsom.
Filmen bæres af Dujardin og Bejo’s sublime skuespil og deres hver især glimrende karikering af datidens stumfilmsstjerner. Det er ingen tilfældighed at George Valentin ligner kvindebedåreren Douglas Fairbanks og Peppy Miller ligner en smuk tyver-starlet. Tilbage i stumfilmstiden var skuespillet præget af i højere grad gestikulering og fokus på distinkte ansigtstræk, som man kender det fra teatret. Dujardin og Bejo, og for så vidt også John Goodman, formår dels at efterligne denne forældet skuespilstil, men samtidigt nedtone den en smule, så filmen ikke kommer til at virke for komisk. Men samtidigt opstår en del af komikken netop af deres fakter og løftede øjenbryn.
En anden karakter, der skaber komik, er hunden Uggie, der trofast følger George, som hans bedste ven og viser dens multitalent med forskellige kunstner. I en scene hvor George bliver fanget i et brændende hus, viser Uggie sit snilde og tilkalder hjælp fra en nærtstående betjent. Scenen bringer minder frem fra Cecil Hepworths Rescued By Rover (1905), ligesom mange andre referencer pryder The Artist kærkomment og er man ferm til fortidens filmguldalder, kan man spotte den ene reference efter den anden. Men det er ikke kun stumfilm The Artist refererer til. For eksempel en middagsmontage, der skal afspejle George og hans kones ægteskablige nedtur, er som taget ud af Citizen Kane (1941). Elsker man stumfilm vil man undervejs få et overdimensioneret nostalgitrip og sandsynligvis få meget mere ud af filmen end den menige borger.
Historien i The Artist er filmens eneste banale skavank, men netop derfor rammer den endnu mere plet. For selvfølgelig er historien bygget op omkring en klassisk kærlighedshistorie mellem to betingelsesløste forelskede individer, der er fortabte uden hinanden, men skæbnen har det så svært ved at forene dem, at der må en last-minute-rescue til, før de kan få hinanden. Det er melodrama, der ikke kan undgås at minde om stumfilmenes melodramatiske mesterinstruktører D. W. Griffith, King Vidor eller Frank Borzage, eller 50’ernes Douglas Sirk. Historien bliver derfor passende, mens det er mere den stille genreskabelon The Artist er pakket ind i, der gør filmen til et mesterværk.
Om The Artist bliver Oscarcermoniens store taber skal stå hen i det uvisse indtil nu. Men de ti nomeringer for Bedste film, instruktion, manuskript, skuespiller og skuespillerinde, musik, art direction, costume design, redigering og cinematography er velfortjent i mine øjne. Ludovic Bource har iført filmen musik, der tematisk set rammer den klassiske film æra med perfektion, at man længdes efter dengang, hvor filmmediet havde mere hjerte, havde mere sjæl og turde mere. Ligeledes undfanger filmens mise-en-scnene og kostumer periodens charme og glans. Alle disse facetter kan bane vejen til Oscar-succes i slutningen af februar, da, som ofte kritiseret, hovedvægten af de Oscarstemmeberetigede tilhører den ældre generation, som uden tvivl vil sætte et kryds ud for The Artist, da den både skildrer perioden, der skabte fundamentet for Hollywood, samtidigt indbyder den til en vulgær omgang nostalgi og til sidst er kostumedramaer populære i Oscar regi.
The Artist vil være filmkritiere og filmhistoriekeres darling i år og er en fantastisk original hyldest til en svunden tid. Men netop filmens orginalitet kan rejse en del spørgsmål. Vil det almene publikum gå ind og se filmen? Hvis de gør, vil de kunne lide det? Med dens succes vil Hollywood så begynde at koge suppe på den og lave efterfølgere? Vil stumfilm bryde igennem igen? Næppe nogle af delene. Stumfilm er passé og selvom et søm i den ellers hårdtømret kiste for en stund er opsprunget, bliver den nok sømmet til igen.
Det handler om nostalgi. Det handler om at ære perioden og det handler om et sjovt stunt og en livslang drøm fra Hazanavicious side. The Artist er fyldt med humor, kærlighed og drama. En uddød genre er vækket til live for en stund. Men i sidste ende kan det ende med, at begrænsningen som Hazanavicious satte, måske bliver filmens største hæmsko. For hvem går ind og ser stumfilm idag?
Ja, jeg ville ønske I alle gjorde!
