Skriv en kommentar
House of Some Flying Daggers
Yinniang (Shu Qi) bliver oplært i kampsport af den tidligere prinsesse og nuværende nonne i eksil, Jiaxin (Zhou Yun). Yinniang forvandles til en dygtig snigmorder med det ene formål at myrde korrupte politikere. Hun er blevet en næsten uovervindelig kriger, akrobatisk og overlegen, men hendes empati står i vejen for de koldblodige drab, og derfor fejler Yinniang en mission og bliver sendt tilbage til sin fødeprovins Weibo for at myrde guvernøren, Tian Jian (Chang Chen).
Tian Jian viser sig at være Yinniangs barndomskæreste, som hun engang var forudbestemt til at skulle giftes med, og fordi hun stadig indeholder menneskelige følelser, har hun endnu engang svært ved at fuldføre missionen. Kan Yinniang overvinde sin empati og myrde Tian Jian?
En af verdens mest ansete instruktører
The Assassin er en filmatisering af den kejserlige Tang-dynasti-roman ’Nie Yinniang’, som kommer fra den historiske og mytologiske wuxia-genre, der blev populær i Kina fra år 960–1279. Wuxia-genren handler oftest om en soldat, der gør oprør mod en korrupt politisk leder ud fra præmissen at ende vold med vold.
Filmens instruktør Hou Hsiao-Hsien (f. 1947) betragtes af mange som en af verdens bedste nulevende filmskabere, og han har været den mest mærkante instruktør i taiwansk film siden starten af 1980’erne. Hou var en af hovedkræfterne bag den ’nye bølge’ i taiwansk film, hvor de unge instruktører gik væk fra landets kung-fu- og melodramafilm og i stedet tog udgangspunkt i egne jordnære oplevelser, behandlede kontroversielle politiske emner og anvendte en udfordrende og underdramatiserende stil.
Stilfærdig og smuk
Hous film betager ved første øjekast med sin visuelt smukke billedside, hvor der nedenunder ulmer store følelser og komplekse historiske understrømme. Hans filmstil er ofte elliptisk med brug af lange indstillinger med minimale kamerabevægelser, og Hou benytter ofte improvisation med et underspillet naturalistisk skuespil.
Hous kendte og omhyggelige billedkomposition med poetiske og sensuel billedskønhed er ført videre med The Assassin, selvom Hou her har tilført flere hurtige kampscener. Filmen foregår dog stadigvæk hovedsageligt i et roligt og adstadigt tempo, hvor Hou, som altid, giver sig god tid til fortællingen. Vi har at gøre med en ældgammel Tang-dynasti roman filmatiseret i en kultur og tradition langt fra vores vestlige, så man skal ikke forvente nogen House of Flying Daggers (2004) eller Tiger på spring, drage i skjul (2000).
The Assassin vil kede nogen, men forundre og bjergtage andre. Det kommer an på om man er indstillet på en billedskøn og adstadig film, eller om man havde forventet en mere actionfyldt oplevelse. Der er kampscener, men de er med vilje nedtonet, korte og kontante. Ofte klipper kameraet væk, før de er færdige. Historien er vigtigere at fortælle og heldigvis for det. Kampscenerne kan både virke en smule malplaceret og som en kærkommen ”oprusken” midt i stilstanden.
Det visuelle spiller en vigtig rolle, men nogle gange virker billederne videoagtige på lærredet, og andre gange står de knivskarpt og billedskønt. Om der er benyttet forskellige kameraer eller om det er i efterarbejdet på filmen, skal stå hen i det uvisse. Men det skæmmer desværre oplevelsen en smule.
Som altid giver Hous film en filmoplevelse, man skal tænke over. The Assassin danner i den grad grobund for både en billedskøn en af slagsen, men fortæller også en historie uden det store drama. Filmen giver sig tid til at dvæle for detaljen og skønheden og vil med garanti bjergtage mange mennesker.
