Skriv en kommentar
På grund af Beach Boys’ rodede historie og skiftende besætning kommer de aldrig op på siden af de største bands i historie. Musikalsk matcher californierne de fleste, men de har aldrig haft den klare bandenhed, som nu en gang er så uhyre vigtig for at skrive sig ind i historien med de helt store typer – som Beatles, Rolling Stones eller U2.
For hjernen bag gruppen er uberegnelige Brian Wilson. Det var hans excentriske tilgang til popmusikken, der skabte den dybt progressive og stadig vidunderlige ’Pet Sounds’ i 1966. Efterfølgende kaster Brian Wilson sig ud i større eksperimenter med stoffer og bliver ramt af en depression – angiveligt efter Beatles’ ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ i 1967. Derudover bakker resten af bandet og pladeselskabet ikke op om hans næste pladeprojekt ‘Smile’. Brian isolerer sig i sin villa, men genforenes i noget triveligere udgave med bandet på turneen efter opsamlingspladen ’15 Big Ones’ i 1976.
Og det er her, vi kommer ind på DVD’en. De tre brødre Carl, Dennis og Brian Wilson står på scenen med den skabede fætter Mike Love og vennen Al Jardine – de fem, der udgør den mest populære konstellation. Vi får koncerten med mellemspil af små indslag af uhyre svingende relevans. Eksempelvis falder et par flyveture og irriterende interviews med Van Dyke Parks fuldstændig uden for rammerne. Indslaget, hvor Blues Brothers anholder Brian Wilson for at overtræde surfreglerne er godt tænkt, men dårligt udført, fordi Brian ikke kan spille skuespil og ikke kan få sin småfede krop og på brættet.
Til gengæld rammer andre mellemspil lige ind i hjertet af Beach Boys’ historie. Især når tre brødre sidder og synger sammen og fortæller om gruppens gamle primus motor og dæmon: Deres far. Her får vi også et sjældent men varmt smil fra den mutte Brian. Et andet sted, han smiler, er i den fine sekvens, hvor bandet synger med et gospelkor.
Disse to små mellemspil overskygger sådan set selve koncerten, der da er velspillet og med en fin sætliste. De krydrer nemlig deres egne hits med et par velvalgte covernumre. Desværre bliver den mesterlige kærlighedssang ’Wouldn’t it be nice’ afbrudt af efterteksterne. Og Mike Love bliver i længden irriterende med sin kække Preben Christensen-optræden, mens Brian Wilson sidder genert og ubevægelige helt ovre i et hjørne af scenen. Her ser man tydeligt, hvordan gruppen ikke korresponderer – og det er Brian Wilson, som er særlingen, mens Mike Love i den modsatte ende ligner en glad idiot. Og her bliver DVD’en virkelig spændende og bliver endnu et kapitel i en kompliceret historie om musikalske ambitioner og menneskelig ulykke.
Så i detaljer er DVD her fremragende, hvis seeren har en eller anden form for indsigt i banden. Til gengæld har logik og kronologi en uhyrlig tendens til at falde fra hinanden på grund af for mange mærkelige afbrud i koncerten, der skyldes, at optagelsen her egentlig er lavet til tv. Så en acceptabel mundsmag for kendere men ligegyldig for novicer.
