Skriv en kommentar
For foreløbige Beatles-ignoranter, som af en eller anden mere eller mindre gyldig grund først nu vover sig ud i verdenshistoriens største og mest betydningsfulde band – og det sådan set hvadenten man bryder sig om musikken eller ej – ja så er der måske nok en smule at komme efter. For alle andre. Så absolut ikke.
Hertil er den lidt mere end en time lange dokumentar The Beatles – From Liverpool to San Francisco en alt for endeløs række af perspektivløs overfladeviden, der udviser chokerende lidt interesse i at grave bare lidt dybere i såvel bandets medlemmer som i musikken – og ikke mindst i den gennemgribende musikalske udvikling, bandet gennemgik i løbet af 1960’erne.
Vi kigger helt bogstaveligt med i kalenderen, fra The Beatles i 1963 første gang intager de britiske hitlister med sange som From me to you, She loves you og I want to hold your hand. Siden endeløse rækker af skrigende unge piger hårdt ramt af folkesygdommen Beatlemania og ikke mindst et overbevisende gennembrud i USA. Alt sammen fremlagt i en leksikalt kronologisk orden uden bestræbelser på sammenkædning eller tematisering. Uden perspektiv til den tid, der var. Og uden så meget som en strofe fra Lennon/McCartney’s imponerende sangkatalog – hvilket selvfølgelig har begrebet ’manglende rettigheder’ skrigende i baggrunden.
Billederne fra 1960’erne er såmænd gode og velvalgte og de små interviewsnaser med de fire kække og charmerende Liverpool-drenge er såmænd ganske underholdende – om end der ikke er megen substans i ordene. Men ret meget klogere på bandet og fænomenet The Beatles, det bliver vi altså ikke.
Mere substans i udtalelserne er der i den anden halvdel af 1960’erne, ligesom musikken med albummene Revolver fra 1966 og især Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band bliver mere eksperimenterende. Drengene – der nu efterhånden er gået hen og blevet mænd – har i disse års interviewklip væsentlig mere på hjerte, og en overgang – en kort en af slagsen ganske vist – formår The Beatles – From Liverpool to San Francisco at fastholde en form for substans. Men ikke så snart har John Lennon fået hele det amerikanske bibelbælte – og ikke mindst Ku Klux Klan – på nakken, mens Paul McCartney åbent taler om sine erfaringer med LSD, før end det meget abrupt er slut. Såvel for det The Beatles som for denne enorme skuffelse af en dokumentarfilm.
EKSTRAMATERIALE:
Utvivlsomt bedre end hovedproduktet. En ekstra DVD med en Paul McCartney koncertoptagelse fra 1993, hvor McCartney udover egne sange spiller en lang række af The Beatles mest populære sange, som fx Let it be, Hey Jude, Penny Lane, All you need is love og Yesterday. Den lidt for producerede optagelse savner godt nok intensitet, men Beatles’ musik er der, hvilket – desværre – er et stort skridt frem.
Derudover et langt interview samt et amerikansk TV-indslag omkring The Beatles tour i USA ovenpå John Lennons lige lovligt overmodige udtalelser om, at ’vi er mere populære end Jesus’. Interessant, men siger mere om sydstats-USA i 1960’erne end om The Beatles.
Warner Bros..
