Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Livet kører bare ikke rigtig for Walter. Ja, faktisk kører det så skidt at Walter er dybt depressionsramt. Hverken karrieremæssigt eller på privaten er der noget at glæde sig over, så Walter beslutter sig for at begå selvmord under en ordentlig druktur. Midt i rusen finder Walter en hånddukke forestillende en bæver, og da det efter et par forsøg ikke lykkes at tage sig af dage, ja så vender Walter sig mod bæver-dukken, som stadig er på Walters hånd. Den begynder at tale til ham, lader det til. Men i virkeligheden er det Walter selv som lægger stemme til, for pludselig kan Walter igen tale frit og producere energi til at klare sig gennem dagligdagen. Det giver en mærkbar ændring i Walters tilværelse. Walter genvinder med andre ord smilet, men det betyder også at bæveren er med Walter overalt (på joggingtur, i bad, ja selv når der udføres lagengymnastik...), og har den bivirkning at bæveren langsomt får total kontrol!
Mel Gibson var engang Mad Max, Martin Riggs (Dødbringende Våben) og William Wallace (Braveheart). Nu er han dukkefører med så britisk accent at selv Ray Winstones Narnia-bæver må føle sig særdeles overhalet! Mon det fungerer? Ja, det gør det rent faktisk. Mel Gibson er særdeles velvalgt (alene på baggrund af hans personlighed, hans egen nedtur, hans private kontroverser med medierne o.l.), i samme stil som Mickey Rourke var det i The Wrestler. Det sjove er at bæveren omtaler Walter i tredje person, så ud over at være særdeles nærværende, skal Gibson så at sige distancere sig fra sig selv. Et dejligt twist som er med til at gøre rollen udfordrende og interessant. Ja, faktisk kunne man jo sidde og håbe på at der var noget ekstra materiale på skiven med fraklip, for der kan næsten ikke undgå at have været nogle spøjse af slagsen. Men ekstra materiale må man altså kigge langt efter...
Nu må læsere af dette ikke tro at The Beaver er en dukkefilm, og ej heller en komedie. At ”hovedpersonen” er en plys-dukke er såmænd hvad det er, men filmens kerne om den svære og tunge depression, og ikke mindst de pårørende – er DYBT alvorlig. En lidelse som den Walter slæber rundt på, er ikke at spøge med. Og helbredelsen følger bestemt ikke nogen lineær kurve, og da slet ikke fordi Walter og omgivelser må tage konsekvenserne af hans jagt på fornyet lykke, som ikke tæller laveste fællesnævner. Ja, nogle vil måske endda påstå at Walter er dybt egoistisk i sin væremåde og handlemønster. Men husk nu på – han er den syge!
Jodie Foster (Panic Room, Contact, Ondskabens Øjne) spiller Walters hårdtprøvede kone, og derforuden er det sågar også Foster som har instrueret filmen. Og det har hun klaret fint. The Beaver er nemlig et særdeles interessant indblik i hvor langt ud man kan komme, og hvad der nogen gange skal til for at man kan ånde frit igen. Tilfældigheder og særlige omstændigheder og hokus pokus, så har dit liv taget en ny drejning og intet synes at være som før.
Man kunne være blevet helt bange for at Mel Gibson var ved at sælge det sidste ud. Men The Beaver giver ham muligheden for at prøve kombinationen med humor og alvor, uden at der er tale om punchlines og skydevåben. En ulden fætter på venstre hånd, klarer jobbet! En skæv og tragikomisk drama-film er i handlen nu og den er anbefalelsesværdig på adskillige områder, uden at være et helstøbt mesterværk, kult-fænomen eller pris-sluger. Indeholder desuden en ualmindelig mindeværdig kampscene mellem menneske og dukke, og man fristes til at spørge hvem der styrer hvem?
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
