Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Fejø Film Festival
Svend22
Cinema Made In I...
Tyske Filmdage 2022
Oscar 2022

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Mugge & Hans Mær...
Mugge & Hans Mærkelige Hjerne billede



Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

The Beaver

1. juni 2011 af Ana Janic

4 stjerner Skriv en kommentar

The Beaver billede

Feel-bad film om følelsernes forkrøblende fremfærd …

Lur mig, om ikke – hvis ikke samtlige – så de fleste anmeldere i forbindelse med premieren på den nye, tragikomiske film The Beaver frydefuldt vil opremse Mel Gibsons efterhånden ophobede, skandaleramte cv, kun for at slutte de skandaløse herligheder af med den udslagsgivende pointe, at han nu endelig synes at have skridtet tilbage til det rigtige, respektable spor med en krævende rolle, der forekommer ganske skræddersyet til en mand, som har været ude for meget af hvert de seneste mange år.

Denne anmelder vil vige uden om denne sensationalistiske tilgang, lade fortid blive i fortiden og i stedet blot konstatere, at det er længe, alt for længe siden, at Mel Gibson har påtaget sig en mindeværdig rolle på film, og at The Beaver meget vel, i denne beskedne kontekst, kan være en af hans fineste skuespillerpræstationer i lange, ja alt for lange, tider.

Jodie Fosters tredje instruktørtjans, The Beaver, zoomer ind på den svært deprimerede legetøjsdirektør, Walter Black (Gibson; efternavnet, Black, som i sort er nok ikke helt tilfældigt valgt), der synes at have indløst envejsbillet til en laaang nedtur. Walters kone, Meredith (Foster), står utilfreds på sidelinjen af deres engang så kærlighedsfulde ægteskab og ser passivt resigneret til, hvordan Walter dag for dag forsvinder længere og længere ind i sig selv, ind i et teflonbelagt vakuum af selvhad og nedtrykthed. Parrets to børn, bl.a. den faderforagtende søn Porter (Anton Yelchin), er ligeså frustrerede over forældrenes følelsesmæssige kaos.

En miserabel dag, da tilværelsen, som sædvanligt, er stivnet i sorg, finder Walter tilfældigvis en gammel hånddukke - en pjusket bæver. Da han tager den på, taler den overraskende nok til ham. Med en Ray Winstone-agtig, britisk accent. Uden at Walter tilsyneladende kan kontrollere det, formaster den charmerende dukke sig ligefrem til at tale til verden, på vegne af Walter. Det gør måske ikke noget, for livet begynder på ny at flaske sig … for Walter, for familien, for fremtiden. Men skeletterne sidder endnu i skabet, og bæveren er måske alligevel ikke dén, der har den gyldne nøgle …

Wake from your sleep

Foster/Gibson har før dannet, mere humordomineret, makkerpar i westernkomedien Maverick (1994). 17 år senere har et ganske modsatrettet projekt ført dem sammen på ny, nemlig et med depression som fortegn. Depression har ikke været et særligt benyttet, endsige populært emne på film. Wonder why? Det siger måske i virkeligheden sig selv, for modløse mennesker, der længes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død, for at citere Tom Kristensens kanoniske Hærværk, virker ikke just dragende eller inspirerende for det almene publikum. Om end spændingsfeltet mellem brusende livslyst og destruktiv livslede i teorien synes ovenud interessant, har kun fåtallige film turdet fordybe sig i problematikkens kliniske alvor. Girl, Interrupted (1999), Prozac Nation (2001) og The Hours (2002) er enkeltstående eksempler, hvoraf kun den midterste film reelt er den eneste, der fuldt ud tager maløren under dissekeret behandling. Desto mere varmt byder man derfor The Beaver velkommen.

For med unægteligt tilstedeværende fare for at glide ned i et følelsessvælgende orgie af krængende weltschmerz og udtværende katastrofekurs, formår The Beaver faktisk at balancere tilpas naturligt på den betænkelige line, der altså hverken gør indgreb i sagens fundamentale seriøsitet eller gør skår i en mere tålelig modtagelse af det tungsindige emnevalg. Foster magter fint at navigere plottet på en funktionel måde, så det både indkapsler depressionens altfortærende forfatning og indsvøber det depressive grundlag i en humanistisk kappe af humor og altruisme. Det fungerer godt og afskrækker ikke tilskueren fra at følge med og dedikere sig til filmens præmis.

Hele castet spiller glimrende, om end vi ikke kan komme udenom, at denne er Gibsons film, på godt og ondt. Godt, fordi han tuner bekymrende indforstået ind på Walters omklamrende sjælesyge, ligesom han evner at peppe hans indgroede pessimisme op med afpassede anstrøg af komik og charme. Eftersom det teknisk set er Gibson selv, der spiller den terapeutiske bæverfigur, mestrer han tillige denne tvetydige dobbeltfunktion ganske fortrinligt, uden på noget tidspunkt at fremstå som en amatørbugtaler, men i stedet betoner han det kunstigt fremherskende i Walters opløste karakter. Der er både dybfølt sorg, snigende fortabelse og spinkelt håb i Gibsons azurblå øjne, og man skal være lavet af sten for ikke at reagere på hans insisterende nærværelse. Godt gået Gibson!

Men det er også på ondt, at Gibson inkarnerer den modfaldne Walter. Ondt, fordi han til tider synes alt for veltilpas i rollen, næsten henslængt, som om han er af den overbevisning, at hans veltilrettelagte ansigtsudtryk og forsagte gestus er nok til at forme en deprimeret mand. Heldigvis er denne tilbagelænede forkærlighed ikke for dominerende, så den stikker ud som direkte irriterende. Gibson suppleres af en dygtig Foster, der dog ikke brænder igennem som en engang suveræn skuespiller-superstar, samt en hæderlig Anton Yelchin, der tilfører filmen et velfungerende subplot om den forglemte søn, der for alt i verden ikke ønsker at ligne sin fiaskofader. Det er både bevægende og meningsfuldt.

Min eneste anke mod filmen er Fosters noget overfladiske stil, der ikke borer sig tilstrækkeligt dybt ned i Walters grimme lidelse. Da rulleteksterne begyndte at scrolle hen over lærredet, sad denne anmelder tilbage med en næsten utilfredsstillende smag i munden, som om filmen ikke rigtigt vovede at synke dybt nok ned i depressionens formelige afgrundssvælg og dets sande konsekvenser for den rådløst lidende patient og hans ofte magtesløse omgivelser. Det blev lidt for poleret, for ekspedit, for forsømmeligt. Da filmen sluttede, var det, som om man alligevel ikke lærte filmens karakterer ordentligt at kende, men til gengæld sad man med en følelig fornemmelse for depressionens barske fortæring af et menneskes liv og lyst. Måske denne også var meningen.
Om ikke andet er The Beaver et forfriskende input i en tilsyneladende depressionsforskrækket filmverden.

Når Radioheads legendariske Exit Music (For a Film) akkompagnerer en af filmens mest chokerende scener, indhyller den med en præciseret symbolsk power både filmen og tilskueren i en bragende tristesse, der ikke lader sig overhøre med det samme … Breathe, keep breathing. Don't lose your nerve. Breathe, keep breathing. I can't do this alone. Og med en tung klump i halsen må man slæbe sig ud af biografen med sangens sigende ord som en sørgelig sammenfatningen af The Beavers samlet set sjæleligt sønderlemmende sindsstemning … Sing us a song. A song to keep us warm. There's such a chill, such a chill ...

Titel: The Beaver
Original Titel: The Beaver
Premieredato: 1. juni 2011
Instruktør: Jodie Foster
Skuespillere: Mel Gibson, Jodie Foster, Anton Yelchin, Jennifer Lawrence
Spilletid: 91 min.
Selskab: Summit Entertainment, 2011
Genre: Drama
Link: http://www.thebeaver-movie.com/
Den lykkelige familie ... med bæveren.
Den lykkelige familie ... med bæveren.
Gibson og bæveren.
Gibson og bæveren.
Når livet gør ondt ...
Når livet gør ondt ...


banner
Overskrift Højre Block
Into The Deep (N...
Blonde (Netflix)
Hvor Flodkrebsen...
Verden er uskarp
Triangle of Sadness
Ticket to Paradise
Pinocchio (Disney+)
Chiaras Valg
Europa
Kærlighed For Vo...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...