Skriv en kommentar
I en tid hvor Disney og Pixar slynger den ene animationssucces ud efter den anden, og deres eneste reelle skuffelser har været Biler (2006 & 2011) samt Flyvemaskiner (2013), må det anses som noget af en bedrift, hvis man som produktionsselskab kan byde Disney op til konkurrencedygtig dans. Ellers har den stået på enestående mesterværker såsom Ratatouille (2007), Up (2009, Toy Story Franchisen (1995-) og Inderst Inde (2015) for bare at nævne et par stykker. Pixar har med andre ord sat sig massivt på animationsindustrien, og den konkurrence, som Dreamworks introducerede med den originale og fremragende Shrek Franchise (2001-2010), må anses for at være gevaldigt svækket efter flere svage udgivelser. Nu har Dreamworks forsøgt sig med endnu en animationsfilm, The Boss Baby, der forsøger at være nyskabende, humoristisk og rørende på samme tid, men som desværre falder til jorden med et betydeligt brag.
Nuttede hundehvalpe og overflødige babyer
Historien er ganske ligetil. Den enormt forkælede 7-årige Tim, lever det søde liv som enebarn, og hans forældre skænker ham ubetinget meget kærlighed og opmærksomhed hver evig eneste dag. Dette bliver dog radikalt ændret, da Tim får en uregerlig og opmærksomhedskrævende lillebror, der stjæler rampelyset fra Tim og tapper forældrenes energi ved konstant at være i fokus. Dette efterlader Tim splittet og voldsomt jaloux. Til Tims store overraskelse viser hans nye lillebror sig ikke at være nogen normal baby. Han er The Boss Baby, en intelligent (baby)spion, der er på en vigtig mission, nemlig at stoppe den onde videnskabsmand Francis E. Francis, der har i sinde at fremstille en hundehvalp, der forbliver hvalp for evigt. Og i en verden med evigt nuttede hundehvalpe, som stjæler opmærksomheden, bliver babyer og børn vel overflødige? Tim indser, at den eneste måde han kan genvinde sine forældres opmærksomhed, er ved at samarbejde med den sære Boss Baby og stoppe Francis, inden det er for sent.
Umoden og barnlig humor
Det lyder umiddelbart som et morsomt præmis, men filmen fungerer desværre langt fra ordentligt. Der er langt imellem de store grin, og de gange jeg tog mig selv i at trække på smilebåndet, blev det hurtigt erstattet med rynker i panden. En af grundende til det er, at historien virker for tynd og uopfindsom, og de følelsesmæssige scener i filmen fungerer heller ikke. Det bliver aldrig rørende og troværdigt i mellem filmens karakterer, når den forsøger, efter bedste evne, at være hjerteskærende. Det er som om at instruktør Tom McGrath og manuskriptforfatter Michael McCullers har været så opsatte på at lave en hyperaktiv og overfladisk historie med en masse umoden og barnlig humor, som uomtvisteligt vil få de helt små børn i familien til at more sig gevaldigt, men som reelt set intet har at byde det lidt støre publikum. Problemet er, at man netop kan fornemme, at filmskabernes intention har været at lave en film, der appellerer til et bredt publikum, og derfor er det så ærgerligt og skuffende, at den falder så meget i kadence tidligt inde i filmen.
Hektisk tempo og stilsikkert soundtrack
Filmen kører ret beset med 120 km/t igennem 97 minutter, og selvom den faktisk tilmed føles langsommelig i nogle dele af filmen, er tempoet generelt belastende, hektisk og en smule irriterende. Midt i alt det larmende virvar sidder man og savner de reelle følelser der, ligesom i Pixar filmene, kan få det voksne publikum til at engagere sig fuldt ud i historien. Det er vel ikke nogle hemmelighed, at de fleste animationsfilm efterhånden også er skrevet for at fange forældrenes opmærksomhed. Filmens styrker ligger bl.a. i Hans Zimmer's smukke og stilsikre score, der fortjener at supplere en bedre og mere sammenhængende historie. De danske stemmer, der tæller bl.a. en 3/4 del af Ørkenens sønner herunder Henrik Koefod, Søren Pilmark og Niels Olsen, gør det bedste de kan med materialet de har at arbejde med, og man kan da også tydeligt mærke deres kemi, noget lig den som Preben Kristensen, Thomas Eje og Anders Bircow (Linje 3) deler i Toy Story filmene. En anden ting der virker i The Boss Baby er, at filmen er fejende flot lavet. Som de fleste andre animationsfilm i vores tid, er grafikken utrolig smuk, og det er en farverig og billedskøn verden, Dreamworks har konstrueret.
Mildevidt fra Disney/Pixar
Desværre kan disse få styrker ikke redde filmen fra de åbenlyse svagheder. I stedet for at hjælpe
Dreamworks med at hale ind på Disney og skærpe konkurrencen, cementerer The Boss Baby blot, at de to firmaer er milevidt fra hinanden, både når det gælder underholdningsværdien, de rørende historier og karakterernes troværdighed i deres respektive animationsfilm.
