Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Massie Block (Elizabeth McLaughlin) er den ubestridte leder af The Clique også kendt som The Pretty Comittee på den fornemme privat - pigeskole Octavian Country Day i den rige New-Yorker forstad Westchester County. Ikke alene er Massie underskøn, hun er også den hele skolen ser op til og vil være venner med. Det giver problemer da den kiksede og barnlige Claire (Ellen Marlow) flytter ind i familiens gæstehus på grund af økonomiske problemer. Claire forsøger at passe ind, men har ikke råd til det dyre designer tøj, som er krævet for at være en del af gruppen, men Claire giver ikke op trods den hårde behandling hun får af de fire tjekkede medlemmer af kliken.
The Qlique er en meget forudsigelig historie om, hvordan det er at være ny på en skole og forsøge at passe ind. Den handler om venskab, loyalitet og mobning, men også om hvordan det er at være teenager og finde sin plads i den mere eller mindre homogene struktur kaldet ”middleschool”, hvor man, hvis man stikker for meget udenfor, bliver udsat for latterliggørelse og ydmygelse.
Filmen er baseret på en række bøger af Lisi Harrison, som også står for en del af manuskriptet, for at indarbejde den rigtige stemning i filmkaraktererne, som de håbefulde teenagere husker fra bogen. Intentionerne med filmen er sådan set gode nok, at belyse problemet med unge ”bitchy” tøser, der mobber og nedgør hinanden på det groveste. Dog er der utrolig mange fejl og mangler, faktisk så mange at jeg ikke engang ville kalde denne film middelmådig, den er direkte dårlig. Første problem, der er ingen identifikation med karaktererne. For det første skal pigerne her forestille at være en 11-12 år, nogle ville nok kalde det en ligegyldighed, men jeg synes det er en vigtig faktor at disse piger både ligner og opføre sig som nogle der er 15-16 år, og det gør, at jeg ikke kan tage filmen seriøst. Det er selvfølgelig en del af plottet, at vores lille gruppe skal virke ældre end de er, problemet er så bare at alle de karakterer vi kommer forbi, undtagen Claire, er sådan. For det andet handler den om rigmands døtre, som er så snot forkælede, at det halve kunne være nok, men denne problematik med forældrenes opdragelse er der ikke brugt på så meget som et sekund på - nej problemet er faktisk, at Kristen (Bridgit Mendler) et medlemmerne af The pretty Comitte i virkeligheden går på skolen på et legat og lyver for sine venner om sine forældres indkomst. Det fremstilles selvfølgelig som et problem at hun er nødt til at lyve overfor sine ”venner”, men det er i virkeligheden det at være fattig der fremstilles som problemet, ikke det at være forkælet. Dog er der en ting, som er meget rammende, Claires forhold til sin mor (Elizabeth Keifer). Hendes mor er beskrevet som en meget fornuftig person, som går op i andet end ydre værdier, problemet med at snakke med sin mor om sine problemer i skolen, når man kommer ked af det hjem fra skole, er meget intense og her kan man identificere sig med situationen, som de fleste piger kender. Denne del af filmen fungere helt fint, men fylder desværre næsten ingen ting. Tredje problem: Det er svært at identificere sig med disse karakterer, selvom problemstillingen som sådan er nærliggende nok, vi kender det jo godt alle sammen følelsen af at være udelukket og ønsket om at være en del af en bestemt gruppe, i hvert fald fra vores teenage år. Men disse børn er stenrige, de har chauffør til skole, går i Chanel stiletter, Ralph Lauren miniskørts og deres skoletaske er Prada når de tager af sted til den dyre privatskole med undervisning de færreste af os kan nikke genkendende til. Vi ser blandt andet spansk undervisning med 5 elever i en klasse, Yoga – og billedkunstundervisning og pigerne laver som projekt deres eget make-up mærke ”Glambition”, hvor de selv producere hvad er produceres skal. Det ligner på ingen måde en dansk 6. klasses hverdag, heller ikke en amerikansk for den sags skyld og er derfor svært at forholde sig til.
Så kunne man med rette sige: Det er jo bare underholdning! Ja det er korrekt og det er den også ment som, problemet er bare, at den er ikke sjov, der er meget få steder hvor man rent faktisk trækker på smilebåndet. Der er langt fra nok humor til at trække en ret langtrukken film op over middelniveauet. Så kan man sige, hvis den så blot var præget af godt skuespil så er det jo okay, men det er den ikke. Det er faktisk så ringe, at denne film ikke synderligt sætter nogle følelser i gang, selvom temaet er ganske alvorligt. Faktisk vil jeg kalde Ellen Malorws skuespilpræstation en katastrofe og den måde man har valgt at style hende meget yngre end alle de andre i filmen er direkte kvalmende. Elizabeth McLaughlin gør det en del bedre, hun er en bedre skuespiller og det gør indlevelsen stører, men også filmen mere morsom.
Det er klart, at filmens formål er at lære os en vigtig morale om venskab, og man har også fra starten smurt tykt på, dog har jeg set det meget værre, hvor man næsten sidder og brækker sig over den amerikanske Hollywood slutning, hvor alle pludselig er gode venner, denne film mere afslappet. Det er ikke nogen alvorlig film, som dybdeborende belyser sociale problemer, men den er heller ikke sjov, den er faktisk ret kedelig og langtrukken. Alligevel er jeg ikke i tvivl om at unge piger i 10-14 års alderen vil finde den underholdende. En ting fik jeg dog ud af filmen, omend den var ret latterlig og uvedkommende, så var der utroligt meget flot og beundringsværdigt tøj at se på, og designeren bag har gjort et fantastiks stykke arbejde.
Ekstra materiale
Blandt ekstra materialet finder man blandt andet noget om casting, forfatteren bag bøgerne og designeren bag alt det tøj som hovedkaraktererne bærer i filmen. Det er sådan set noget rimelig underholdende ekstra materiale, men det man skulle regne med var det sjoveste, nemlig gag reel, altså de scener, der gik galt, var dybt hysteriske og plaget af utrolig meget falsk latter, som fik mig til at stå helt af, dybt godnat.
Warner Bros.</a
