Skriv en kommentar
Teenagepigen Lily flytter med sin mor til en ny by for at bo med morens nye kæreste, maskulinitetsguruen Adam. Den nye familiekonstellation fuldendes af Adams tre sønner, der ikke just bidrager til familiernes sammenføring. Fællesskabet finder Lily imidlertid i skolen, hvor hun udviser magiske evner og hurtigt falder ind med en trio af jævnaldrende hekse. Sim sala bim, så er en ny heksekreds sluttet og der er dømt kvindesolidaritet, kønskamp og besværgelser mens de unge kvinder udforsker deres nyfundne magt.
Filmen er en efterfølger til kultfilmen ”The Craft”, der førte teenagedrama, mørk magi og The Smiths sammen. ”Legacy” bruger rum tid på set-up og eksposition, så nye seere kan være med, men når den endelig kommer i omdrejninger, så excellerer den i sin midtersektion. Her deler filmen pigernes fryd over deres nyfundne kræfter og især Nicholas Galitzine er værd at fremhæve som mobberen Timmy, der forhekses og bliver woke. Det skægt og forfriskende, at punchlinen ikke er de progressive idealer, men at de kommer fra en tvangsreformeret fratboy. Lige så sjovt er det, at de fire hekse slet ikke kan stå for det. Derudover kommer der decideret patos ud af det. ”Legacy” er queer og progressiv – og det klæder den.
Der er dog også elementer, der skurrer. Netop tvangsreformationen – den personlighedsforandrende forhekselse – er en af de genrekonventioner, der altid fremstår lidt uldne, når de bruges som komisk indslag, som man også kender det fra kærlighedseliksirer. Det gav heftigt bagslag i originalen, mens de moralske implikationer kort italesættes her, hvilket er forfriskende, selvom angeren over Timmys hjernevask hurtigt glemmes igen.
Forgængerens kant er slebet fuldstændig væk, så hvis man nærer håb om, at ”The Craft: Legacy” pludselig går fra 0 til 666 kilometer i timen, skal man skrue sine forventninger ned. I Danmark har den fået en velfortjent censur på 11 år. Opsprættede håndled og andre ubehageligheder skal man lede længe efter. Der er mest af alt tale om en film for dem, der gik og savnede noget ”Harry Potter” i deres ”Twilight”. Selvom dette også er helt fint, er det ikke desto mindre bemærkelsesværdigt, når man tænker på at en stor del af appellen i ”The Craft” var dens villighed til at prøve sit publikum og udsætte dem for decideret skræk og rædsel.
Der er endda rigeligt materiale at dykke ned i der. Magien og det feminine er uløseligt forbundet og heksen er efterhånden et etableret symbol for kvindelig magt og frigørelse fra undertrykkelse. Det er jo ikke et tilfælde, at Lilys indlemmelse i gruppen sker efter at hun til fyrenes spot og spe bløder igennem under en skoletime. Kønskampen lurer hele tiden under overfladen og man begynder så småt at lure noget uldent, når Adam og sønner står ved grillen, mens kvinderne står i køkkenet. Der bliver lagt en masse fede ingredienser i heksegryden til en kønskamp, der aldrig forløses på nogen tilfredsstillende måde. Det gør ”Legacy” til en skuffende omgang, der til nøds kan tilfredsstille dem, der har været gennem samtlige sæsoner af ”Sabrina”.
