Skriv en kommentar
Og bedre bliver det altså heller ikke af, at den gode John Malkovich, der ellers er en elskelig fornøjelse i filmen om ham selv, Spike Jonzes Being John Malkovich, helt og aldeles forsøger at komme filmkunsten til livs med dræbende kedelig æstetik, søvndyssende skuespil og en lammende ordinær fortælling ikke uden politiske bagtanker.
Oplægget til The Dancer Upstairs er ellers skrevet af Nicholas Shakespeare, der dermed har fået den oplagte mulighed for at elaborere videre på sin 1995-roman af samme navn. Og lad det være sagt med det samme. Det kommer ham ingenlunde til gode.
Det er den autentiske historie om Abimael Guzmán, den ikoniske revolutionær, der grundlagde den sydamerikanske guerilla-bevægelse Den Lysende Sti og siden hen selv blev taget til fange i Peru i 1992. Her hviler fokus imidlertid ikke på Guzmán, og dermed er den autentiske historie blevet pakket ind i et fiktivt tæppe af politiske og romantiske tråde. Helheden udspænder sig i et opdigtet sydamerikansk land, som lider under et massivt sammenbrud i midten af det årti, vi i den vestlige verden vel bedst kender som fattigfirserne.
Hovedfokus hviler på den forknytte og nyligt forfremmede kriminalkommissær Rejas (Bardem), hvis privatliv synes at være alt andet end lutter harmoni og idyl. Det symboliseres bedst ved hans affære med datterens danselærerinde (Morante), men kan også udmærket tolkes ud fra hans sjældne og indebrændte dialoger med hustruen Sylvina (Lencastre). Harmoni og idyl oplever han heller ikke på arbejdspladsen, hvor den tiltagende terrorisme mere end noget andet har sat ham i hændelsernes brændpunkt, da han udses til at arrestere terroristernes gådefulde leder Ecequiel (Folk). Og det er for så vidt det dominerende foretagende i The Dancer Upstairs, hvor de divergerende handlingstråde efterhånden flettes mere og mere ind i hinanden, og det lige pludselig synes umådeligt svært for Rejas at adskille privatliv og arbejde.
Spændende bliver den over to timer lange politiske thriller imidlertid aldrig. Filmens hovedinstruktør, John Malkovich, synes i højere grad at have travlt med at fremføre personlige politiske idealer (hans spiller da også selv en undseelig rolle som Abimael Guzmán) end at skabe en egentlig intensiv og nervepirrende thriller. Han kommer da også til kort med begge dele. Handlingen er, trods sit autentiske tilsnit, skåret efter en yderst ordinær kategori, der kan opleves i utallige afskygninger i løbet af filmhistorien. Her opleves den udelukkende som kønsløs og ligegyldig underholdning, der ikke engang er værdig til at erstatte søndagsaftenernes tv-film på TV3.
Det hjælper naturligvis ikke på indtrykket, at filmens æstetik i den grad skraber bunden. Og det er til trods for de smukke, ja nærmest panoramiske naturbaggrunde, som er allestedsnærværende i den sydamerikanske natur. Kamerabevægelserne er monotone og helt uden dramatik. Men værre er alle de tekniske fodfejl, der desværre ses allerede fra filmens første scener. Summa summarum er The Dancer Upstairs en pinlig affære, der understreger, at Malkovich nok ikke skal fortsætte i instruktørernes fodspor men i stedet holde sig til det, han er bedst til.
Og i samme ånd fortsætter ekstramaterialet. En trailer for filmen samt en fem minutter lang version af bag om kameraet, tilmed med stærkt forringet lydkvalitet er alt, hvad det kan blive til.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
