Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
“Join us and live in peace or pursue your present course and face obliteration”. Dette er hjemsøgende ord, som kunne have lagt grunden for en fantastisk fortælling. Det gjorde det også i 1951, da originalen udkom, men 2008 versionen af The Day the Earth Stood Still er et jammerligt forsøg, på at genskabe en film, der nok bare ikke skal genskabes, lige meget om den er den klassiker, som eftertidens science fiction fans har gjort den til, eller ej.
The Day the Earth Stood Still starter ellers så lovende og stemningsfyldt, i fortiden, på et ensomt, sneklædt bjerg, med en Keanu Reeves der er velvalgt til rollen. De mystiske hændelser vi overværer her, skal danne grobund for resten af fortællingen, og giver samtidig grund til lidt mere indgående tanker om Keanu Reeves karakter Klatu. Det er dog i fremtiden, vores nutid, at resten af filmen og de vigtig hændelser skal foregå.
The Day the Earth Stood Still starter i god stil, hvor spændingen og ikke mindst forventningen stiger, men derfra kan den kun skuffe. Hovedproblemet vil jeg skyde i skoene på Scott Derricksons dårlige instruktion og David Scarpa’s katastrofale genskrivning af det originale 1951 manuskript. Filmen er lavet med et alt for stort fokus, på at presse det originale manuskript ind i en moderne kontekst. Flere kunstneriske friheder skulle have været taget og der skulle have været en større sans for science fiction genren.
Gennem lang tid har fjerne, og voldsomt overlegne, civilisationer overvåget menneskeheden og dens vanvittige behandling af planeten Jorden. Beboelige planeter er en kostbar sjældenhed i et stort univers og efter lang tids venten, har civilisationerne besluttet, at menneskeheden aldrig vil rette sig. Planeten Jorden står foran et skæbnesvangert vendepunkt og man må derfor gribe ind. Mennesket må fjernes og et hvert minde slettes.
Som en samtidskommentar er filmen ganske funktionel, men den er håbløst forudsigelig. Selv uden at kende forgængeren, vil man efter de første minutter ikke være i tvivl om, hvad der skal ske. Der sker intet i filmen, som man ikke forudsiger inden det sker. Den bibelske symbolisme er håbløst åbenlys, men dog effektivt brugt. Reeves går på vandet og modtager stigmata i et flæng, mens han kontemplerer Jordens skæbne og om ikke de udenjordiskes viden om menneskeheden er lidt for mangelfuld. Forudsigeligheden og det tynde plot dræber enhver illusion om spænding.
Filmen er fyldt med intertekstuelle referencer til 1951 originalen og film som 2001 a Space Oddysey (1978) og efterfølgeren 2010 (1984), men reelt er filmen lavet uden rigtig sans for science fiction. Derfor bliver de mange referencer bare til tomme gestus, der minder publikum om langt bedre film.
Det største af filmens mange problemer er at dens manuskript er mangelfuldt og ikke hænger sammen. For at historien skal kunne komme fra A, over B, til C, må filmens karakterer opføre sig usædvanligt tåbeligt. Ellers kan de fastlagte hændelser ikke foregå. Manuskriptet er altså baseret på tåbelige menneskers gentagne handlinger og så er 104 minutters film pludselig lang tid.
Modtagelsen af de udenjordiske, af hovedsageligt det amerikanske militær, er virkelig tåbelig og ikke videre troværdig, lige meget hvor dumme man må gå ud fra, at amerikanske soldater kan være. Det der sker, er ganske simpelt for langt ude. Men for at gøre skidt værre og for at følge god demokratisk skik, er de udenjordiske civilisationer, trods deres umådelige magt og intelligens nødt til at opføre sig lige så dumt, som den amerikanske hær. Alt sammen for at det dårlige manuskript kan hænge sammen. Oven i det er de episke aktion og katastrofe-scener, som skulle rede filmen fra behovet for et godt manuskript, ret tamme. Har man set reklamen for filmen, har man sådan set allerede set dem. Aktionscenerne virker som en dårlig undskyldning, for at se noget militært issenkram i aktion, og nogle store bygninger der går i opløsning. Dette så kun i sparsomme, ufuldbyrdede glimt. CGI er efterhånden så ordinært, at det er for billigt at spise publikum af med så lidt og så banalt stof. En chinook helikopter kunne jo f.eks. godt være ægte, når man bare skal se den lette eller lande. Det burde ikke vælte nogen budgetter. Man kunne godt have ofret bare en enkelt ægte scene med en chinook helikopter eller F-22 jager, men det hele er en lad omgang sjusket CGI.
Den amerikanske Secretary of Defence, spillet af Kathy Bates, er en latterligt karikatur på vores fordomme om amerikanere, når de er værst. Det er jo altid sjovt, men gør sig ikke godt i filmen. Bates, som jo ellers godt kan levere varen, er en elendig magtkvinde og leverer en utroværdigt dårlig præstation. Formodentligt må man jo nok tilgive hende, siden manuskriptet ikke har levnet meget rum at manøvrere i, for hende.
Keanu Reeves udtryksløse ansigt er perfekt til roller som Neo i The Matrix (1999) og skikkelser som Klatu, og derfor gør han det ret godt som den guddommelige frelser figur, han skal være. Det er noget han er rigtig god til, men desværre kommer hans karakter og de umådelige kræfter han har, aldrig helt til udtryk. Det forbliver halvgjort og underspillet, selv under filmens enorme klimaks. Hans frelserfigur er en karikeret, hul statue og de muligheder der ellers er for at udforske psyken bag et så umådeligt væsen, bliver aldrig taget op.
En anden skuespiller, og også den sidste, som bør fremhæves i filmen (resten af præstationerne er simpelthen for ligegyldige) er den engelske Monty Python veteran John Cleese. Bortset fra den spændende indledning er filmens højdepunkt nemlig en af de få scener, hvor der kommer lidt menneskevarme ind mellem karaktererne. John Cleese laver et hurtigt gæstevisit i denne scene, som jeg kun kan betegne som en ”tavleduet” mellem Cleese og Reeves. Dette er filmens absolutte skuespilmæssige højdepunkt, men desværre hjælper scenen dog blot med til at understrege, hvor tyndt og uholdbart manuskriptet egentlig er.
Alt i alt har The Day the Earth Stood Still sine øjeblikke og er værd at se. Men den rejser sig aldrig ud over den under middelmådige hollywood actionfilm den er. Jeg vil vove den påstand, at den udskældte, superpatriotiske og actionfyldte Independence Day (1996) er et bedre bud på genren, så se den hvis ikke du har haft den fornøjelse endnu. ID4 er i det mindste ærlig omkring hvad den er og tager aldrig sig selv mere alvorlig, end hvad den er, patriotisme til trods. Vil man gerne arbejde lidt mere med de tanker, som The Day the Earth Stood Still skal vække, kan man så i stedet kaste sig over den oprindelige klassiker fra 1951 og nyde et ordentligt manuskript sammen med effekter, der måske nok er meget gamle, men som indeholder væsentligt mere kærlighed til filmkunsten.
