Fætrene Bo og Luke Duke (SEAN WILLIAM SCOTT og JOHNNY KNOXVILLE) er to ualmindeligt fartgale og pigeglade drønnerter, der holder af at cruise rundt i Hazzard County i deres gamle orange Dodge Charger – bedre kendt som General Lee. Sammen med deres labre kusine Daisy Duke (JESSICA SIMPSON) og alkoholiske onkel Jesse (WILLIE NELSON) gør de livet surt med alt fra hasarderet kørsel, værtshusslagsmål og hjemmebrænderi for den lokale sherif Coltrane og den korrupte kommissær Boss Hogg (BURT REYNOLDS), der forsøger at lægge sin klamme hånd på familien Dukes gård.
Filmen er baseret på en gammel tv-serie fra 1979-1985, men dette skal man dog ikke hænge sig for meget i. Den falder fint ind i de mange andre tumpedumme film, der i de senere år er blevet spyttet ud på samle bånd for laveste fællesnævner. Der er absolut intet at hente i denne gang vulgær fart- og sexfikseret bras, medmindre man har mindst lige så meget kløe i speederfoden og mindst ligeså få hjerneceller som filmens to protagonister og i al almindelighed anser Jessica Simpsoms krop som det ypperligste på jord. Figurerne svinger fra intetsigende til møg enerverende. Det er betænkeligt, når man kan komme på den tanke at ”den Jessica Simpson da slet ikke spiller dårligt”. Selv en personlig favorit som Burt Reynolds irriterede mig her fornærmende grænseløst. Javel, vi får leveret action a la Jackass, men vi mangler helt denne series originalitet, friskhed og galgenhumor.
Du vil ikke gå glip af noget ved at gå en lang bue uden om ”The Dukes of Hazzard”. Heller ikke en god gang underholdning på autopiloten. Du kunne risikere at få alvorligt nedsat din intelligenskvotient.