Skriv en kommentar
Denzel Washington er måske en af sin generations dygtigste skuespillere. Den 63-årige skuespiller fra New York har bl.a. hele to Oscarstatuetter, som kan pryde hans dagligstue. Jeg er personlig af den overbevisning, at man kunne placere Washington i en forfærdelig film som eksempelvis "Fifty Shades of Grey", og så ville han stadig levere en pragtpræstation. Ligesom en anden veteran, Liam Neeson, har Washington valgt at bestøve noget af sit talent på actiongenren, (Neeson gjorde det med den lunkne Taken-francishe), og i 2014 udkom den første "The Equalizer". Nu er der landet en to'er, og selvom Washington har for vane sjældent at medvirke i sequels, så er han igen filmens helt store gevinst.
Selvtægt
Robert McCall lever en stille tilværelse som taxachauffør, hvor han ofte får sig en sludder for en sladder med sine kunder, der er ganske glade for hans rolige nærvær. Men anderledes farlig kan McCall også være, da han er en tidligere agent, der har svært ved at se den anden vej, når kriminalitet og uretfærdighed bliver begået for næsen af ham. Da en af Roberts tætte venner bliver myrdet på brutal vis, kommer han i karambolage med et hold skumle og listige snigmordere. Samtidig begynder Robert at vise faderlig omsorg for den unge kunststuderende Miles, hvis liv har brug for et skub i den rigtige retning. Og lige pludselig har Robert selv noget at miste.
Sublimt sammenspil
Noget af det som virkelig driver filmen fremad, og som gør den medrivende, er bl.a. Miles' (spillet med rørende sårbarhed af Moonlight-skuespilleren Ashton Sanders) og Robert's far/søn forhold. Det virker forfriskende ægte i forhold til, at det er en actionthriller, men svaret skal naturligvis igen findes i skuespillernes kvalitet. Actionsekvenserne er blodige og godt koreograferet, og Washington er med sin tætte fysik og rolige udstråling et glimrende valg som en lidt uortodoks actionstjerne.
Forudsigelig
Noget mere kritisabelt er det, at manusforfatterne har valgt at gøre McCall nærmest uovervindelig. Det gør, at filmen, i det lange løb, bliver alt for forudsigelig. Jovist, han får da et par knubs undervejs, men det er næsten ingenting i forhold til de tæsk, som han med lethed får sendt den anden vej. Det ville bare være langt mere troværdigt, hvis McCall også kunne komme til skade. Altså sådan ordentligt. Filmen trækker ligeledes ud i den sidste skuffende tredjedel, hvor instruktør Antoine Faqua formår at kaste al det personlige drama over styr, som han ellers så fint får bygget op, til fordel for en alt for forudsigelig og klichéfyldt kamp imellem skurk og helt.
Hvem kan ikke lide Denzel?
Overordnet set er filmen dog, når den er bedst, ganske seværdig, og er man fan af Denzel Washington (hvem er ikke det?), så vil filmen afgjort være en fin fornøjelse.
