Skriv en kommentar
”The Eye” er sidste skud på stammen i den tilsyneladende endeløse række af genindspilninger der for tiden vælter ud af Hollywood. Om dette skyldes en akut mangel på gode ideer, eller at geninspilninger betragtes som rimelig sikre succeser (da der jo allerede er et vist kendskab til den pågældende film) er uvist, men når man tager kvaliteten i betragtning kommer man hurtigt til at hælde til den første mulighed. Især horrorgenren syntes plaget af dette fænomen, hvilket måske er naturligt nok, da manglen på nye ideer virkelig syntes kritisk her. (Vi kan allerede nu begynde at glæde os til den 5. (!!!) ”Saw” film. Var en ikke mere end nok?)
Siden asiatisk horror har haft kæmpe succes, både kunstnerisk og kommercielt, i de sidste 10 års tid, har Hollywood naturligvis kastet sig frådende over de store asiatiske succeser. Nogle enkelte gange har resultatet været forholdsvis vellykket, som i tilfældet med ”The Ring”, men som regel har det modsatte været tilfældet, med den hysterisk dårlige ”Pulse” som den absolutte bundskraber – indtil videre.
”The Eye” starter med at en mexikansk kvinde forbereder at hænge sig selv alt imens nogle unger udenfor råber ”Bruja” (heks) og kaster med sten – mobning er tilsyneladende også et stort problem i Mexico. Man ser aldrig kvindens ansigt, men man ser hendes skrækslagne øjne da hun får øje på hvad der ligner et meget vredt spøgelse/monster. Monsteret brøler og stolen nærmest flyver væk under hende. Herefter præsenteres vi for filmens hovedperson, den blinde violinist, Sydney Wells, spillet af Jessica Alba. Sydney går ned af gaden i slowmotion til et stykke idyllisk musik der lyder som Enya på valium. Sydney er måske nok blind men hun er bestemt ikke hjælpeløs, tværtimod så stopper Sydney en skater fra at køre ud foran en bus ved blot at række en enkelt arm ud. (en scene der i øvrigt er taget direkte ud af en ”Daredevil” tegneserie)
Man hører herefter Sydney sige følgende i en voiceover: ”People say seeing is believing, but for me that’s not entirly true.” Allerede her sprang kæden for undertegnede. Ikke alene er dette helt ekstremt plat og dårligt skrevet, det er også direkte fornærmene mod blinde mennesker. (Det hjælper heller ikke på sagen at Jessica Alba lyder som om hun læser højt fra en ”My Little Pony” billedbog.)
Plottet i ”The eye” er rimelig simpelt: en blind kvinde får transplanteret et par hornhinder der skal give hende synet tilbage. Det går tilsyneladende fint indtil kvinden begynder at se ting og personer der ikke burde være der og det bliver efterhånden klart at kvinden, blandt andet, kan se døde mennesker, a’la knægten fra ”Den 6. Sans.” Udover det ser hun også nogle mystiske væsener som tilsyneladende dukker op lige før en person skal dø.
I Pang brødrenes film blev dette enkle præmis elegant udnyttet ved at lade os se verden gennem hovedpersonens upålidelige øjne og dermed skabe indlevelse hos seeren, samtidig med at man blot antyder at der er noget galt med det hun ser. Det mest uhyggelige er, som bekendt, ikke det man ser, men det man selv forestiller sig.
Det franske instruktørpar David Moreau og Xaviar Palud (”Them”) vælger derimod at at droppe den langsomme opbygning og gå direkte til makronerne. Vi bliver lynhurtigt præsenteret for gyserklicheer som hvæsende gamle damer i hospitalskjoler og de førnævnte spøgelsesmonstre. Stemning og uhygge er der ikke meget af. Til gængæld smider filmen meget højlydt spøgelser og ild i hovedet på seeren i en lind strøm. Det er enormt billigt og meget trættende. Især fordi man ofte bliver reelt forskrækket, da man enten døser hen i det kedelige plot, eller sidder og grubler over usammenhængende elementer, som hvorfor Sydney pludselig går rundt og snuser ude i køkkenet. Udover at instruktørparret tilsyneladende ikke har forstået (eller har valgt at ignorere) hvad der fik den originale film til at fungere, så har de tilsyneladende også fuldstændig misforstået den helt grundlæggende præmis for deres egen film: at det er synssansen der er omdrejningspunktet for hele historien. (Det faktum at filmen hedder ”The Eye” burde have været et hint)
Sydney både ser, lugter, smager (hoster), hører og mærker de uforklarlige elementer i tilsyneladende lige høj grad. Jessica Alba gør sikkert alt hvad hun kan som Sydney Wells, men det er ikke til at komme udenom at hun slet ikke er i stand til at bære en rolle der er så krævende som denne. Det virker desværre som om det er sigende for hendes talent at hun indtil videre har fungeret bedst i rollen som stripper i ”Sin City.”
Man sidder altså tilbage med en masse billige chockeffekter, usammenhængende klicheer og en Jessica Alba med alt for meget tøj på, i en film der insisterer på at tage sig selv meget, meget alvorligt. Det eneste egentlige positive der er at sige om filmen er at der er et par ufrivilligt komiske øjeblikke, men slet ikke nok til at gøre det til en god dårlig film…
