Skriv en kommentar
Scenen er sat. Lokationen er en lejlighed i det indre London i et ’upper-class’, kultiveret og intellektuelt miljø. Persongalleriet består af en ældre herre; faderen, Anthony (spillet af Anthony Hopkins) og hans datter Anne (Olivia Colman) og en plejer ved navn Cathrine (Olivia Williams). Faderen er svært dement og der er ingen vej tilbage. Ordet demens kommer fra latin ’dementiae’ og betyder ’væk fra sindet’ (der sker store forandringer i hjernen). Filmen har sat sig for at gøre ’demens’ til en slags hovedperson, en karakter i sin egen ret for at vise den sadistiske tour de force, som både faderen og hans nære omgivelser gennemlever.
Vi bliver som publikum placeret i faderens demens sindstilstand, hvor det gradvise tab af erindringer og hukommelse forværres time for time. Kameraet bliver en forlængelse af hans psyke og hvad han ser og opfatter som ’sandhed’. Ansigter, steder og livets større begivenheder bliver et stort miskmask for ham i den daglige trummerum. Den eneste konstant er den svindende hukommelse, som visner og forkrøbles psykisk og fysisk i hans ageren over for hans datter. Sandheden ligger et sted mellem hans hukommelse og hvad han har glemt. I glimt bliver publikum også forvirret, fordi han faktisk husker nogle mindre afgrænsede hændelser korrekt.
Filmens handling er bundet sammen om nogle gennemgående motiver. Motiverne bliver for Anthony en besættelse og samtidig en måde, hvorpå han forsøger at skabe en struktur i hverdagen og sin egen fortælling. For eksempel er han besat af sit armbåndsur og mistænker alle og enhver for at ville stjæle det fra ham. Tiden går og det gentager sig dag for dag. Det beroliger ham. Det samme gør aftensmåltidet, hvor de hver aften ifølge faderen får kylling, som Anne har tilberedt. Noget som forvirrer ham er, at Anne har meddelt, at hun flytter til Paris med en ny mand. Hans sårbarhed vender til ondskab. Der er absolut intet filter, når han er direkte over for sin datter. Hans stædighed bunder også i, at han nægter at blive placeret på et hjem for gamle mennesker. Han vil blive i sin lejlighed. Spørgsmålet er bare, hvilken lejlighed han egentlig befinder sig i? Er det hans egen eller er det Annes? Lejlighedens inventar og indretning twistes også ved at fjerne møblerne, så den til sidst er tom. Et billede som hans yngste datter har malet har været et pejlemærke for ham, at det netop var hans lejlighed.
”The Father” fra 2020 er baseret på den franske dramatiker, Florian Zellers teaterstykke ”Le père”, som havde premiere i Paris med Robert Hirsch og Isabelle Gélinas i hovedrollerne. Hertil kan tilføjes, at teaterstykket allerede i 2015 blev fransk filmatiseret med titlen ”Floride” med Jean Rochefort som faderen og Sandrine Kiberlain som datteren. ”Floride” er ikke skarpt skåret som ”The Father”, fordi kameraet ikke befinder sig inde i den altopædende demens’ hoved. Inde i hovedet på Anthony følger vi hans erindringer rodfæstet i fortiden end i nutiden og det gør teaterstykkets fortælling og vinkling mere egnet til skærmen end til scenen.
”The father” er en fremragende pendant til filmen “Still Alice” fra 2014, som er baseret på bogen med samme titel fra 2007. Begge film rammer præcis fremstillingen af sygdommen demens uden overdrivelse og usentimentalt. Tværtimod, det er et udsnit af virkeligheden, hvor den fjerde væg er fjernet og vi som publikum får lov at kigge ind.
