Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De fleste kender WikiLeaks og Julian Assange, som var grundlæggeren af en hjemmeside, der lækkede fortrolige dokumenter for at bringe sandheden frem i lyset uden at sætte kilden i fare. Små og store sager blev delt med offentligheden, men en række yderst sårbare dokumenter bringer hele organisationen i kog og Assange samt hans kollegaer bliver jagtet verden rundt. Denne film fortæller en bid af historien ud fra personlige udtalelser af bl.a. Daniel Domscheit-Berg, hvor vi kommer helt tæt på manden bag en af nyere tids største hemmelighedsafsløringer.
Handlingen indleder filmen med en hektisk sammenklipning af forskellige mediers måde at udtrykke meninger og informationer fra egypternes hieroglyffer til nutidens internet. Taget i betragtning af at dette er en reel spillefilm, så bærer selve filmens opbygning meget præg af dokumentariske og ægte optagelser. Filmen er flot lavet, men står lidt bag lyset i forhold til dokumentaren, som kom ud nogenlunde samme tidspunkt. Dokumentaren hed ’We Steal Secrets’ og formåede på samme spillelængde som denne film at indkapsle alle de vigtigste aspekter af WikiLeaks uden at skulle tænke på en filmisk indgangsvinkel. Alene virker The Fifth Estate som en lidt flad fornemmelse strukket ud på to timer, men hvis man også har set dokumentaren, så bliver denne film gjort til skamme.
Når man har set optagelser af den rigtige Julian Assange, må man sige, at Benedict Cumberbatch har formået at indfange essensen af hans personlighed og karisma i præstationen. Han er arrogant, klog og retfærdighedssøgende og Cumberbatch formår ikke blot at indfange de udseendemæssige ligheder men også hans personlighed til punkt og prikke. Daniel Brühl plejer også at kunne levere pragtpræstationer helt naturligt, men i denne film virker han til at køre en smule i frigear og lader Cumberbatch stjæle hele opmærksomheden. Portrættet af Assange er måske ikke Oscar-værdigt, men Cumberbatch understreger sit nutidige image som en af de mest lovende, prominente skuespillere på markedet for tiden.
Selve filmen giver en lidt mere personlig beskrivelse af WikiLeaks grundlæggelse, men mangler generelt set mange aspekter, som kun kan blive udfriet i en film som enten varer 3-4 timer eller i en smart sammenklippet dokumentar. Den giver dog nogle flotte visuelle forklaringseksempler på, hvordan hacking og de kodede samtaler egentlig fungerer på nettet. Scenografien er bygget op på den måde, at rigtige optagelser bliver integreret med virtuelle beskeder og internetkoder – på den måde får seeren indblik i, hvad der sker på computeren, samtidig med at man følger personerne. Derudover får man også et lidt større indblik i, hvordan kommunikationen generelt fungerer i hemmelighedernes skygge.
Selve tematikken fokuserer mere på at promovere og hylde Julian Assange i størstedelen af filmen, frem for at fortælle den reelle, nervepirrende historie om deres kamp mod tyranfirmaer. Man får selvfølgelig en masse vigtige detaljer i denne film, men fokusset ligger bare en tand for skævt og mister lidt af sin gejst hen ad vejen. Filmen springer over mange interessante aspekter af historien, og vælger i stedet at dvæle ved nogle ligegyldige detaljer, som ikke har nogen reel substantiel betydning for handlingen. Filmen virker på nogle punkter selvbevidst omkring, at handlingen måske ikke har det mest interessante plot, hvilket resulterer i en række musikalske montager for at fylde tiden ud.
Samlet set er The Fifth Estate en lidt kedelig kreation, som slet ikke når frem til de mest interessante og intense detaljer af den omfattende historie om WikiLeaks. Benedict Cumberbatch trækker filmens skuespil op på et solidt niveau, men det er langt fra nok til at give filmen det frirum til at udvikle historien, som man havde forventet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
