Skriv en kommentar
I min evige vildrede af forvirring over hvad man bør anmelde i en film er jeg nu løbet in i denne guldklump. Siden alt og alle involveret er Golden Globe og Oscar Nomineret kan den jo kun være god. Der er vel ikke nogen der bliver Oscar Nomineret for ikke at være en del af noget fantastisk vel? Det er så næppe sandt, der er rigeligt eksempler på enkelte ting der er nomineret til Oscars selv om resten af filmen måske ikke var helt så godt. Men når nu Instruktør, 3 biroller, manuskriptforfatterne, klipperen og filmen selv er nomineret (7 potentielle gyldne mænd i alt) må det da være en rasende god film.
Egentligt kan jeg nok godt se det enkelte gode. Jeg kan godt se, at det habile manuskript er flot strikket sammen, og at det rammer alle de følelsesmæssige højdepunkter, som det bør. Men her er så min største kritik med hele filmen. Det lugter alt sammen væk af ting, der bør gøres. Der er ingen overraskelser at komme efter, manuskriptet kører perfekt op og ned som det skal, for at ligne alle de andre succesfulde film. Selv om rollerne er flettet godt ind mellem hinanden, og dialogen er passende, funktionel og atmosfærisk, så er der bare intet nyt i manuskriptet. I skarp kontrast til Inception manuskriptet, som også er nomineret. Her snakker vi om et kreativt manuskript der jonglerer flere fortællerlag og originale elementer nok til at fylde en trilogi. Til gengæld har Inception manuskriptet dårligt udførte karakterer, og en miasma af dialog, der kun er der for at hjælpe seeren med at forstå filmens komplicerede univers. Men hvilken af de to er bedst? Eller skal vi i virkeligheden bare begræde, at vi ikke kan få det bedste fra begge verdener?
Det samme gælder klipning og instruktion. Filmen er habil, og dygtigt arbejde, men der er intet nyt at komme efter. Den er kun god, ikke fantastisk. Jeg er tilbøjelig til at sige, at det samme gælder Amy Adams, Melissa Leos og Mark Wahlbergs præstationer i filmen. De er alle dygtige, og det er nogle fine roller det har fået at arbejde med, men i sidste ende er det hele lidt for forudsigeligt til, at jeg føler jeg bliver blæst helt væk.
Den opmærksomme læser vil opdage, at jeg har glemt Christian Bale i ovenstående liste af skuespillere, og det er fordi, at han i sandhed er eminent i filmen. I modsætning til alle de andre nomineringer synes jeg, at denne er fuldt fortjent. Bale har en skræmmende evne til at forandre sig fysisk, enten til den pumpede mandsperson han er, når han spiller Bruce Wayne og Batman, men også den anden vej, til den underernærede, udsultede mand han spiller her. Hvis ikke man har set ham lave tricket i The Machinist før, så står man overfor en voldsom overraskelse. Og til sin fysiske forandring bringer han en samling af maniske fakter og ustrukturerede sætninger, som giver rollen liv og stjæler opmærksomheden fra alt andet i filmen.
Og her er et lille plus mere, som jeg vil give filmen, der desværre går til en person, der ikke kan nomineres for det; castingen i filmen er præcis så genial, som noget kan være. Mark Wahlberg er kun en udmærket skuespiller, og han har ikke meget bredde i sit skuespil, men det får ham også til at passe perfekt som lillebror Mickey, der stiltiende står totalt i sin brors skygge. På samme måde leverer Christian Bale denne overmenneskelige maniske person, som konstant stjæler alt opmærksomheden - ikke mindst fra sin lillebror. Og siden det er hele kernen i fortællingen, så vil jeg gerne have lov til at uddele en Oscar til Sheila Jaffe for at caste så intelligent.
Som det forhåbentligt fremgår af ovenstående, er filmen på ingen måde dårlig, bare meget forudsigelig. Se den for at opleve Christian Bale brillere, eller for at få den slags opløftende oplevelser som Hollywood er så glade for at spytte ud.
