Historien om Lynet aka The Flash har nu kørt i Arrowverse igennem 4 sæsoner, og hvad der ellers tegnede på et løft i kvalitet fra slutningen af tredje sæson, viser sig desværre at være det modsatte. Tredje sæson stillede flere spørgsmål end den kunne besvare, og hele fjerde sæson virker derfor som en lappeløsning, der sænker niveauet yderligere. DC’s serieunivers er dermed ved at forme en forudsigelig kurve, hvor fjerde sæson udgør et foreløbigt lavpunkt for både “Arrow” og “The Flash”. Forhåbentlig følger denne trend fortsat i femte sæson, som netop viste sig at vende den synkende skude for netop “Arrow”. Det er dog trist at tænke på, at “The Flash” startede med håb og godmodig underholdning, og allerede i tredje sæson begyndte at køre i det forkerte spor. Fjerde sæson vil uden tvivl miste mange seere, fans og tilhængere, og det skyldes ikke udelukkende de nævnte ukreative lappeløsninger.
Allerede fra starten begynder problemerne at vise sig. Tonen fra de sidste par sæsoner er vendt rundt, og pludselig er “The Flash” blevet en mere let og komisk serie. På mange måder kan det sammenlignes med, hvad der skete for “Star Wars” franchisen med den udskældte “The Last Jedi”, for mange plotdetaljer bliver ignoreret, nedbrudt og/eller omstruktureret. Barrys død f.eks. banede vej for Wallys plotlinje, som mange vil nikke genkendende til fra tegneserierne, men allerede i løbet af få minutter i allerførste afsnit, bliver dette vendt på hovedet. Hvad der kunne have været en ny og interessant tilgang til universet, bliver annulleret på den mest nosseløse manér, og med ét er serien tilbage, hvor starten og midten af tredje sæson var. Nu blot med en tone, der ikke klæder “The Flash” særlig godt. Fjerde sæson mangler ikke kun mod, men også at spille på nye, eller rettere sagt rigtige, tangenter.
Skurken er trods alt en af de bedre. Introduktionen af Clifford DeVoe er god, og hans forløb er sæsonens absolutte højdepunkt. Neil Sandilands spiller rollen med en karikeret men troværdig indlevelse. Desværre redder han ikke sæsonen, og selvom serien fortsat følger en nedadgående kurve, har jeg stadig håb for næsten sæson. Lad os krydse fingre for et løft i kvalitet, for serien har bestemt potentialet.
Billede & Lyd - 4/6
Selvom effektarbejdet har fået et løft fra tredje sæson, er der stadig problemer hist og pist med billedkvaliteten. Billedet er mere farverigt end nogensinde før, men de mørke scener bliver lidt for grynede. Lyden byder på skarp dialog, og lydbalancen fremragende.
Ekstramateriale - 4/6
Masser af slettede scener til de fleste afsnit, som giver et dybere indblik i fortællingen. Derimod er der to korte featurettes, som ikke byder på meget nyt, og et længere ganske underholdende segment fra Comic Con, hvor holdet interviewes og fortæller løs om “The Flash”.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home
Entertainment Warner Bros.