Skriv en kommentar
Fodbold er et fascinerende spil, der næsten fungerer som religion for nogle mennesker i disse tider. Weekend efter weekend tropper folk troligt op på stadions for at støtte deres hold og dyrke sammenholdet med de andre fans. Men fodboldfascinationen har en bagside og også i Danmark, har vi set volden vise sit vanvittige ansigt, specielt når Brøndbys og FCKS værste bøller tørner sammen før, under eller efter en intens kamp.
England er om noget ”The land of Football”, og det er også land of Hooliganism. Den engelske instruktør Nick Love, der debuterede med ”Goodbye Charlie Bright” (2001), har lavet en glimrende og vigtig film om emnet, og så har han oven i købet gjort det fra en Hooligans Point of View. Vi følger i filmen kernen i en gruppe, der støtter London-klubben Chelsea. Det er en broget gruppe, hvor medlemmerne har det til fælles, at de lever et usselt liv uden fast arbejde og forhåbninger om en god fremtid. Gruppen har derfor kastet deres lyst over kampen mod fans fra andre klubber. Egentlig handler det ikke en skid om fodbold, det handler om at være en del af en gruppe og om at slås. Tottenham Hotspurs svage spurve får plukket vingerne, ligeså gør Liverpools småbøller. Hovedfjenden er de berygtede hooligans fra Millwall, og her får Chelsea-fansene deres sag for.
Hovedpersonen Tommy Johnson er en af de fremadstormende i gruppen af Chelsea-fans. Vi følger hans indre kamp for at komme videre fra den livsfarlige leg med livet, som hooliganismen er. Han glemmer, og han drømmer mærkværdige drømme om død, tegn der fortæller ham, at heldet ikke varer ved. Tommy fungerer som subjektiv fortæller med en interessant voice overrefleksion af begivenhederne, og det er faktisk en ret cool måde at gøre det på. Konsekvent spørger han sig selv i forlængelse af slagsmålene ”Was it worth it” og svarer ofte begejstret ”Fuckin Yeah”. De unges mænd tilgang til volden er rent faktisk ”Fuckin Yeah”, de lever for slagsmålene, og de lever igennem dem. Den meningsløse vold er den eneste mening som disse unge mænd har at gribe fat i, så faktisk bliver den sociale nød en slags Fuckin Factory for fodboldvold. Sideløbende kastes der fadøl ned og tages stoffer i faretruende mængder. Men spiralen går nedad, og de unge mænd trues af gruppens indre splittelser, modstander-fansenes aggressioner og politiets overvågende øje.
Man kan ikke undgå at få sympati med den voldelige Tommy, der spilles godt af Danny Dyer. Andre af bøllerne er mere barske og bør bare smides i brummen, men det er helt klart nogle interessante karakterer, som filmen finder frem af gruppens anonymitet. I det hele taget er det filmens styrke, at den breder perspektivet ud og har såvel den midaldrende nævenyttige Billy Bright (Frank Harper), den unge usikre stofafhængige Zeperdee (Roland Manookian) samt den aldrende krigsveteran Bill Farell (Dudley Sutton) til at repræsentere forskellige generationer og deres tilgang til volden.
Der gøres i filmen brug af en gennemgående og ret interessant overvågningsæstetik, der illustrer, at vi som tilskuere er kommet med som en flue på væggen, og at politiet holder øje med bøllerne. Filmen er proppet med barske scener, der både skildrer den rå vold og den demagogiske bevægelses indre kampe.
Filmen er for øvrigt baseret på en kultroman af John Kings fra 1996. Hvad så med filmatiseringen er den ”Worth it”? ... ”Fuckin Yeah”: Vi har brug for film, der skildrer og forklarer de miljøer, hvis meningsløse gerninger vi læser om i aviserne.
