Wes Anderson er en sand maestro inden for humoristiske ensemble-film. Han brød for alvor igennem med The Royal Tenenbaums, som havde folk som Ben Stiller, Owen Wilson, Gene Hackman, Danny Glover, Gwyneth Paltrow og Bill Murray på rollelisten. Siden har den ene succes afløst den anden, og mange af skuespillerne vender tilbage i Andersons skæve og skøre film, hvor komiske eksistenser kan boltre sig.
Med titler som bl.a. The Life Aquatic, The Darjeeling Limited og Moonrise Kingdom har Anderson for længst slået sit navn fast. Og det seneste skud på stammen, er klassisk Anderson med alt hvad dertil hører. The Grand Budapest Hotel er nu tilgængelig på dvd og blu ray, og derfor får den her et par ord med på vejen.
Vi følger den perfektionistiske hotelportier Gustave (Ralph Fiennes – Den Engelske Patient, Red Dragon) og hans nyansatte piccolo Zero (Tony Revolori), som passer det episke hotel efter bedste formåen. Men bedst som alt går som det skal, så ender Gustave i en kattepine via alt fra et mord, et uvurderligt maleri og en fangeflugt. En utrolig fortælling er i gang, som krydres med et kig forbi af alle mulige Hollywood-darlings som Adrien Brody, Willem Dafoe, Jude Law, Jeff Goldblum, Edward Norton, Tom Wilkinson, F. Murray Abraham, Harvey Keitel, Bill Murray, Tilda Swinton, Saoirse Ronan, Owen Wilson, Jason Schwartzman samt de to franske skuespillere Mathieu Almaric (Quantum Of Solace, München) og Lea Seydoux (Adéles Liv).
Igen vrimler det med herlige replikker, et utroligt farvespil mellem kulisser og kostumer og helt minutiøse scener, hvor vinkel, hjørner og symmetri stemmer fuldstændig overens. Handlingsmæssigt er der måske lige knap så meget dybde og satire som Andersons øvrige film, hvilket også kan være ganske svært at leve op til. Man savner ganske enkelt noget mere samspil mellem figurerne, som for let glider ind og ud mellem hinanden. Med så fyldigt et galleri, kunne man have fået det fulde potentiale ud af løjerne, ved at lade dem gnide sig mere op ad hinanden end tilfældet er.
Men når dette er sagt, så er der stadig masser af volumen i historien om hotellet som ikke tåler sammenligning. Det er med andre ord ikke Andersons bedste film, men mindre kan altså også gøre det. Han tilhører stadig en liga, som ligger lige i slipstrømmen på Coen-brødrene, hvilket ikke siger så lidt.
Du skal se The Grand Budapest Hotel, hvis du har set Andersons øvrige film. Hvis du ikke kender de ovennævnte titler, så bør du starte her. Ellers kan det absurde univers og fortællesprog virker ret så fjernt for en ”førstegangsseer”.
Bonus-materialet er usædvanligt omfattende. Lær alt om castingen af skuespillere, jagten på de rette locations og få en guidet rundtur af Bill Murray. Du kan også se stills fra filmen og små vignetter som udforsker baggrunden for selve manuskriptet. Du skal være klar på at klikke en del på din fjernbetjening for at nå rundt i alle afkroge af denne menu.
The Grand Budapest Hotel får 4 stjerner.
Anmeldelsen afsluttes med:
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount