Skriv en kommentar
Vi starter i 1920’ernes England, hvor en for os endnu ukendt kvinde, tilsyneladende synker dybere og dybere ned i en depression. Hun hører også stemmer og beslutter sig for at begå selvmord.
Jamen det ser jo allerede herligt opløftende ud... *S*
Herefter ser vi pludselig en scene fra efterkrigstidens Los Angeles – nærmere bestemt 1951, for lige at tage et smut til New York anno 2001 – er De forvirret? Så bare vent! ;o)
Efter det første stykke tid sad jeg med en masse forvirrede tanker og overvejede, om mon Meryl Streep og Nicole Kidman spillede samme person bare i forskellige aldre, og nej, for så passede alderen jo alligevel ikke, men hvad så med Julianne Moore, der spiller hende kvinden fra 1951? Hvor hører hun så til i historien? Personligt var jeg ét stort spørgsmålstegn.
I New York (i 2001) træder Clarissa (Meryl Streep) ind i en blomsterforretning, for at købe blomster til en fest, som hun skal holde for vennen Richard, som er digter. Ham tager hun så hjem til bagefter, det viser sig at være hendes AIDS-ramte bedste ven, i skikkelse af selveste Ed Harris. Han vil bare ikke med til den prisoverrækkelse, der er anledningen til festen – han skal modtage en eller anden pris for sit livsværk, en roman, der åbenbart er meget tung at læse. De diskuterer og han nægter at tage med, og mener at han udelukkende holder sig i live for hendes, mrs. Dalloways skyld.
Mrs. Dalloway… - jamen… det er jo navnet på den person, som hende kvinden fra 1923 skriver om? Er det ikke?? Vi finder nu, langt om længe, ud af, at forfatterens efternavn er mrs. Woolf. Hold da op! – det er altså om at holde tungen lige i munden med denne film ;oP
Så toner kvinden fra 1953 frem på skærmen. Hendes mand har fødselsdag, og hun vil sammen med sønnen bage en kage til ham – sådan en rigtig lækker amerikansk en med mørkeblåt flødeskum uhmmm – Neeej!, helt ærligt, hvordan kan man få sig selv til at spise mørkeblåt flødeskum? Fy for pokker!
Anyway, hun lever tilsyneladende et helt almindeligt liv, i en helt almindelig forstad i 50’ernes USA. Hun virker dog temmelig uligevægtig, underlig fjern og ret tungsindig – hun læser i øvrigt bogen ”Mrs. Dalloway”…
Jeg skal ikke røbe mere af denne elegante, indviklede og ganske forunderlige handling. Der er mange følelser på spil, og man skal virkelig holde koncentrationen – jeg måtte flere gange lige spole tilbage for at se en scene en gang til. Det tog mig et stykke tid at finde ud af den snørklede sammenhæng, faktisk er det først til sidst at ti-øren falder – man sidder på et tidspunkt med det store AHA på læben – meget overraskende slutning. Helt klart en film, der er værd at se!
Jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har læst noget af Virginia Woolf, og slet ikke kendte til Michael Cunninghams bog – til gengæld er det heller ikke lige den genre jeg dyrker mest. Jeg skal nok få det læst en dag, men lige nu er der bare så meget andet, jeg hellere vil læse.
De tre vidunderlige skuespillerinder Nicole Kidman, Meryl Strep og Julianne Moore spiller hver deres rolle helt fantastisk, men det er vel kun, hvad man bør kunne forvente af netop dem – og de burde alle tre have haft en Oscar for deres præstationer!
Nicole Kidman er sminket til ukendelighed, det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det! Hun spiller, som altid, med en sjælden udstråling (denne gang også med falsk næse). Meryl Streep spiller naturligvis brillant som den lesbiske Clarissa Vaughan, det hedder hun i ”virkeligheden”. Julianne Moore er meget overbevisende som den psykisk ustabile forstadsfrue, der skrider fra mand og børn. Ingen af disse tre behøver vel nærmere introduktion, tre så store skuespillerinder i en og samme film, det er nærmest ønsketænkning.
Til gengæld er et af de mest overraskende elementer, at se Ed Harris i rollen som den tynde, AIDS-syge Ríchard. Man er nok mest vant til at se ham i roller som soldat og machomand, så det var lidt af et chok.
Det handler om undertrykt seksualitet. Om nogle mennesker, som føler at alt hvad de gør og tænker, gør de for andres skyld, og de er egentlig ikke helt tilfredse med det liv de lever.
En kompleks og stemningsfuld film om tre skarpe, og dog følsomme, kvindeportrætter. Stephen Daldry, som også instruerede Billy Elliot forstår virkelig at dreje en film - "Mark my words!" Han bliver en af de helt store!
Filmen får 5 stjerner – egentlig 4½ men det kan man jo ikke, så jeg har valgt at runde op til filmens fordel.
Ekstramateriale:
Cast and Crew: Lidt om skuespillernes egen profil og deres roller.
Production Notes: Det handler bl.a. om alle de fine priser som Michael Cunningham har vundet for bogudgaven, bl.a. Pulitzer-prisen. Det handler også om selve historien bag historien. Spændende læsning men meget tekst at læse, med for små og utydelige bogstaver – ikke særlig læsevenligt!
Ekstramaterialet får 3 stjerner, spændende materiale men det burde have været mere læsbart, og det trækker desværre en del ned.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
