Skriv en kommentar
Så er den anden film i Hunger Games-trilogien her: Catching Fire. Klar til at trække millioner af børn, unge og voksne ind i biografen fra det jule-belyste vintermørke, som Twilight og Harry Potter film har gjort det de sidste mange år.
Selvom Hunger Games-trilogien handler om en teenagepige på 17-18 år, som også Twilight gjorde, har Hunger Games nogle helt andre ben i næsen.
Hunger Games-trilogien er en mørk, dystopisk science fiction, om en verden, måske i den nære fremtid, hvor et enevældigt diktatur undertrykker dets folk i fattige distrikter, mens en lille gruppe rige mennesker lever i lykkelig uvidenhed i byen. For at minde folket om at oprør straffes, udvælges der hvert år to unge fra hvert distrikt, som skal kæmpe til døden i The Hunger Games. Der er altid kun én vinder. Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence) og hendes distriktsfælle, Peeta (Josh Hutcherson), overlevede dog begge i den første film, da de som en anden Romeo og Julie forsøgte at begå selvmord, hellere end dræbe den anden. Film to genoptager da Peeta og Katniss skal afsted på deres vinder-turné af distrikterne. På afgangsdagen besøges Katniss af selveste præsident Snow (Donald Sutherland), da han mistænker, at Katniss ikke forsøgte selvmordene på grund af kærlighed til Peeta, men for at gøre oprør mod diktaturet. Mens Katniss' flotte 'ven' Gale (Liam Hemsworth) venter i baggrunden, og distrikterne gør klar til oprør, ved vi, at han har ret.
Den første film i trilogien var bemærkelsesværdig som en teenagefantasi, idet den præsenterede et romantisk kærlighedsforhold som skalkeskjul for en større form for kærlighed: næstekærlighed og dertilhørende retfærdighedssans. Mens f.eks. både Twilight og sidste års anden teen-succes, Beautiful Creatures, så romantisk kærlighed som den ypperste identitetsskaber, ser vi her en heltinde, som har helt andre og episke ambitioner med hendes liv. Hvis Twilight har den mormonske husmor som ideal, har Hunger Games den kvindelige præsident. Og gudskelov at dette ideal også tiltrækker unge!
Filmene har også gjort et kup med Jennifer Lawrence som Katniss Everdeen. Jennifer Lawrence er p.t. elsket på nettet for sin jeg-spiser-hvad-jeg-vil-siger-hvad-jeg-vil persona. Efter sidste Oscaruddeling, hvor hun vandt bedste kvindelige hovedrolle, beklagede hun sig over, at hendes kjole var ubehagelig, og at hun hellere ville gå ud og spise en bøf, end at lave small-talk med de kendte. Denne persona passer fornemt med Katniss' drengepige, der hellere vil jage vildt i skoven, end at få en make-over.
Og Jennifer Lawrence og Katniss Everdeen hjælper også hinanden: Katniss giver Jennifer et islæt af det revolutionære i sin anti-diva opførsel, og Jennifer giver Katniss en allegorisk kvalitet, så Hunger Games' satire af populærkulturens kyniske kapitalisme, og måske USA som samfund, bliver endnu mere tydelig.
The Hunger Games: Catching Fire svælger i dens revolutionære ånd, og det er dette og ikke kærlighedens sus, som gør fortællingen levende. Filmens medie har endda forbedret på bogens mere intime fortælling, da man får tilfredsstillelsen ved at se på præsidentens reaktioner på den begyndende revolution direkte ved klip, og ikke kun hændelserne fra Katniss' synspunkt. Udover en bredere fortællevinkel er filmen et imponerende eksempel på en usædvanligt tro adaptation af bogen, som stadig virker som film.
Og filmen virker virkelig. En episk, glitrende Hollywood blockbuster, med noget på hjerte og noget mellem ørene - den slags film den patetiske Avatar åh så gerne ville have været.
Med til at gøre løjerne ekstra gode er den så dejligt menneskelige Philip Seymour Hoffman som den nye gamemaker. Et andet godt casting-valg er Sam Claflin, der spiller den selvglade og charmerende måske-fjende, Finnick. Med nogle tynde roller bag sig, kommer hans udseende og skuespil her fuldt til sin ret som selvfed med en samvittighed.
De udfordringer der kastes efter Katniss og co. er langt mere outrerede end sidst, og man kan godt savne noget af den simple spænding ved at overleve i en realistisk, vild natur, som karakteriserede den første film. Trods det, er effekterne bedre, og bærer præg af den samme kvalitet, omhug og respekt for materialet som hele filmen udviser - fra instruktion til skuespil til design.
Det er svært at være helt tilfreds med en to'er; som i en sandwich får vi det solide, det afrundede på hver side af midten, men The Hunger Games: Catching Fire er i mellemtiden en rigtig rig lækkerbisken. Her er endelig et Hollywood-produkt, der både underholder og inspirerer, og Katniss Everdeen er en fantastisk rollemodel for år 2013.
