Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Franchise-film er blevet det nye sort i det seneste årti, og antallet af filmatiseringer af bog-bestsellere har aldrig været højere. Det kan både være godt og skidt, da nogle koncepter passer godt ind i filmiske rammer, mens andre desværre fungerede bedre på det skrevne papir. Derfor er det vigtigt at skelne i mellem dem, og Hunger Games-franchisen hører til lejren for ret succesfulde filmatiseringer. Nu er tiden kommet til at kigge nærmere på den tredje film i rækken, som har store sko at udfylde i forhold til den skarpe toer.
Efter Katniss (Jennifer Lawrence) smadrede Hunger Games-turneringen for altid, befinder hun sig i distrikt 13, hvor en gruppe af rebeller langsomt planlægger et kup mod The Capital. Nøglen til kampen mod overmagten er håb, og den eneste måde at skabe dette hos befolkningen på er at bruge Katniss som et propaganda-værktøj. Krigens situation spidser til og tvivlen kommer op hos dem alle – er prisen for demokrati alt for høj og kan de vinde kampen?
Selve konceptet er blevet meget mere politisk, og det gør filmen til et intenst spil mellem rebellerne og overmagten, som leger katten efter musen i et hektisk krigshærget univers. Jennifer Lawrence er bestemt ikke blevet grimmere af at komme i en ny oprørsdragt, tværtimod. Det charmerende stykke kvindfolk formår endnu en gang at vinde folks hjerter som den kække pige med ben i næsen, og hun spiller fremragende. Filmen fokuserer på det evige dilemma - krigen er nødvendigt onde for demokrati i landet, men for hvilken pris? Handlingen spiller på dilemmaer, moralske forpligtelser og den gamle melodi om krigens op- og nedture. Desværre er jeg ikke helt fan af filmen, og det skyldes uden tvivl også, at bogen er blevet delt op i to dele. Man så det bl.a. med Harry Potter og Dødsregalierne part 1 og 2 såvel som Twilight: Breaking Dawn part 1 og 2 – den næstsidste film bliver derfor et nødvendigt springbræt og optaktsmoment til den endelige finale i den endelige film. Derved bliver den næstsidste film ofte meget stillestående, og kan ikke skjule sin underlæggende status som ’fyldfilm’. Derfor virker nogle karakterer ganske overflødige, og hele kameraholdets del i filmen er lidt langtrukkent i forhold til, hvor meget de egentlig betyder for udviklingen.
Eventyrdelen eller rettere sagt franchisens hjerteblod er fejet væk fra fokusset, da man ikke længere har mulighed for at se den famøse turnering længere. Det teatralske er forduftet i takt med selve spillet, og det er både godt og skidt. På den positive side får man et realistisk indblik i den undertrykte verden, hvor man tydeligt forstår, hvordan teatermakeup og propaganda skjulte den rigtige sandhed. Nu får man hele molevitten råt for usødet, og det er et skridt i en helt anden retning. På den negative side er den filmiske underholdningsværdi ikke helt på samme højder som de to foregående film, da man ikke længere har så meget originalitet, men i stedet kører på nogle velkendte scenarier. Al pomp og pragt er væk, krigsmalingen er fjernet og en barsk virkelighed ligger for fødderne af vores uheldige helte og tilskueren skal i samme omgang forholde sig til en mere seriøs, virkelighedsnær fortælling.
Filmen har fået en større, postapokalyptisk effekt, hvilket også er et skridt i en anden retning, men dog ikke et skridt helt ved siden af sporet. Handlingens opdeling giver lidt en indikation om, at konceptet eller idéen er blevet udvandet lidt mere, end man måske havde forventet, men ellers bringer den nogle spændende, personbaserede fokuspunkter på banen. Man kommer tættere på karakterne og hele konceptet er mere nede på jorden. Filmen er ganske imponerende på den visuelle og lydmæssige side, og formår at skabe nogle fantastiske billeder af den krigshærgerede verden – ødelagte bygninger, apokalyptiske eftervirkninger og ikke mindst en hektisk kamp mellem The Capital og Distrikt 13. Samlet set er denne tredje film i rækken dog den dårligste, da de to foregående film havde mere originalitet, en skarpere tone og ikke mindst en større underholdningsværdi. Denne film leder fint videre til den definitive afslutningen på Hunger Games-franchisen, og på det punkt lever den op til sit job.
Bonusmateriale
Her får man en overvældende behind-the-scenes-dokumentar på over 2 timer, som virkelig går i dybden med tilblivelsen af filmen. Den giver et spændende indblik i processen, og giver interessante vinkler på historiens anderledes struktur. Derudover er der de klassiske kommentarspor, slettede scener og trailers, hvilket er ganske underholdende på middelniveau. Dernæst kan man se et lille klip, som går i dybden med den fornemme musik i gennem hele filmen – som det sidste punkt har man mulighed for at få en lille klump i halsen med en klipsamling, som mindes Philip Seymour Hoffman, som desværre mistede livet sidste år. Samlet set en overvældende omgang bonusmateriale, som uden tvivl underholder flere timer efter rulleteksterne.
