Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Tv-film er en genre, der har et lidt halvdårligt ry, da det ofte er film, der ikke er gode nok eller har store nok budgetter til at komme i biografen og derfor bliver vist direkte på tv (eller streaming), når de har premiere. HBO producerer ved siden af deres mange fremragende serier også nogle tv-film, der dog har det med at tiltrække både dygtige instruktører og skuespillere. The Immortal Life of Henrietta Lacks har i hvert fald på skuespillerfronten tiltrukket nogle store navne og bag den lange titel ligger også en fin og ikke mindst vigtig hyldest gemt.
I 1950’erne bliver den afroamerikanske kvinde Henrietta Lacks den første til donere sine celler til kræftforskning og bliver dermed ubevidst en pioner indenfor medicinalforskningen. Ca. 50 år senere beslutter freelancer journalisten Rebecca Skloot (Rose Byrne) sig for at udgive en bog omhandlende Heniretta Lacks’ liv og betydning for kræftforskningen. Da hun opsøger familien bliver hun dog mødt af utilfredshed, især fra datteren Deborah Lacks (Oprah Winfrey), da familien føler sig snydt og bedraget af staten og lægerne, der har behandlet deres mor, og Rebecca Skloot begynder derfor at grave i hele historien om Henrietta Lacks og hendes familie.
Det kommer umiddelbart til at lyde stort og dramatisk, når staten har snydt hele Lacks-familien, men jo mere Skloot graver i fortællingen om Henrietta Lacks, opdager hun også, at Henriettas tilbageværende børn måske heller ikke er de skarpeste knive i skuffen. De føler sig først og fremmest snydt rent økonomisk, da de mener, at deres mor har haft en stor betydning for kræftforskningen, og det er familien aldrig blevet kompenseret for. Det viser sig dog, at det de i virkeligheden mangler er en reel indsigt i, hvad der skete med deres mor, og det er det som Skloot hjælper dem med at opnå.
En af filmens helt centrale problemer er, at den ikke rigtig kan finde sin rette hylde at stå på. Vil den være en hyldest til kvinden, der som den første donerede sine celler til kræftforskningen, hvilket titlen jo kraftigt antyder, eller vil den i stedet være en film, der viser familiens kamp for retfærdighed. Den hælder mest til det sidste og det skyldes ikke mindst Oprah Winfrey. Skuespilleren og talkshowværten har også været producer på filmen, og det er tydeligt, at hun har sat sig selv for meget centrum; hende og hendes karakter fylder simpelthen for meget. Det er tydeligt, at historien om en afroamerikansk familie, der føler sig snydt af staten tiltaler Oprah meget, hvilket også afspejles i hendes filmkatalog, der ofte adresserer raceuligheder i USA: Farven Lilla (1985), The Butler (2013) og Selma (2014). Jeg har bestemt ikke noget imod, at hun går ind for netop dette emne, men når det går ud over familiens kvalitet bliver det et problem.
Rent produktionsmæssigt ligner filmen ikke en tv-film, der meget ofte ser billige ud, men der er også en grund til, at de store filmselskaber ikke har satset på denne fortælling, der bygger på en bog af samme navn. Det er fin lille fortælling, men når man dykker ned i historien og karaktererne, så indser man også, at der er skabt unødvendig drama, i hvad der burde være en hyldest til en kvinde. Med unødvendig drama mener jeg, at familiens kamp for retfærdighed bunder i manglende indsigt, hvilket selvfølelig er staten, lægerne og medicinalindustriens skyld, men ikke rigtigt er et stærkt nok incitament for drama og derfor får filmen 3 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
