Skriv en kommentar
I Hollywood er remakes efterhånden nærmest blevet en disciplin i sig selv. Efter den totalt mislykkede ”Planet of the Apes” og premieren på gyseren ”The Ring” (efter den japanske ”Ringu”) tidligere på året er tiden nu kommet for en genindspildning af den klassiske, britiske kupfilm ”The Italian Job”, eller ”Maxijob i Minibiler” som den finurlige danske titel lød. Den havde i sin tid (1969) blandt andet en ung Michael Caine på rollelisten og Peter Collisson som instruktør. Denne gang er det F. Gary Gray, der står for løjerne, og med en sand stjerneparade af skuespillere (bl.a. Mark Wahlberg, Edward Norton og Charlize Theron) på rollelisten burde der være lagt i ovnen til det helt store festfyrværkeri og ikke mindst en pæn indkassering ved kasse 1.
Som det derimod i nogen grad (dog med enkelte lystegn) skete for den førnævnte horror-flick, glider ”The Italian Job” a’ la 2003 dog ikke i spinaten. Snarere tværtimod. Som i alle gode kupfilm starter ”The Italian Job” selvfølgelig med et kup (jf. Olsenbanden). En top-professionel røverbande, anført af den unge mestertyv, the-man-with-the-plan, Charlie Croker (Mark Wahlberg) samt hans mentor, veterantyven John Bridger (Donald Sutherland), hackeren Lyle (Seth Green), sprængstofseksperten Left Ear (Mos Def), hurtigkøreren Handsome Rob (Jason Statham) og den iltre men effektive Steve (Edward Norton), stjæler ved et velgennemtænkt kup i Venedig a’ la Egon Olsen-style guld for 35 millioner pund. Timet og tilrettelagt til mindste detalje. Sejrens nektar kan nu nydes, men en af dem har helt andre planer…
Den hensynsløse Steve dræber den aldrende John Bridger og stikker af med guldbarerne. Charlie Croker og hans tre kumpaner vil nu have hævn og slår derfor pjalterne sammen i L.A. med Johns datter, den labre pengeskabsekspert Stella (Charlize Theron), og indleder jagten på guldbarerne for at få skovlen under deres gamle kompagnon.
Den afroamerikanske F. Gary Gray, der debuterede med kult-hittet ”Friday” med rapperen Ice Cube i hovedrollen og siden blandt andet har avet den effektive action-thriller ”Forhandleren” med Kevin Spacey og Samuel L. Jackson i de fremtrædende roller, viser her at man sagtens kan lave en succesfuld remake, som både viser respekt for den originale film og skaber ny originalitet med materialet. Store dele af handlingen er denne gang flyttet Los Angeles, samtidig med at plottet er ændret en del, men den oprindelige idé er bevaret - og det fungerer overraskende godt. Den er således gjort up-to-date og endnu mere tempofyldt og fræk i ordets mest positive forstand .
Frækt er det også at lade stjernen Donald Sutherland (M.A.S.H., Outbreak m.fl.) dø efter blot ca. 20 minutter på lærredet. En gimmick den gamle mester Hitchcock også brugte med succes, da han lod Janet Leigh dø under bruseren i mesterværket ”Psycho”. Men veteranen Sutherland stjæler så sandelig billedet fra de andre megastjerner i den korte screen-time han har. Med sit skæve smil og sine nærmest ildspydende øjne ved man aldrig helt, hvor man har ham. Og det sætter betydeligt spændingsniveauet i vejret.
Så er det til gengæld godt at filmens andre stjerner herfra tager over. Specielt Edward Norton leverer en tænder-udrivende perfomance som den hensynsløse og sleske skurk Steve. De andre spillere giver præstationer fra lige over grænsen til acceptabelt. Personligt kan jeg dog aldrig helt affinde mig med at se det tidligere popidol Marky Mark alias Mark Wahlberg i andre roller end som en naiv, lidt tumpet og selvoptaget ung knøs. Sådan fremtræder han i hvert fald ofte på lærredet og således også her. Hvilket jo ikke er så heldigt, når han netop skal agere en supertjekket og cool bandeleder. Han er da heller ikke blevet brugt succesfuldt rent kunstnerisk siden sin store gennembruds film ”Boogie Nights”, hvor Paul Thomas Anderson genialt placerede ham i den centrale rolle som den netop naive, lidt tumpede og selvoptagede unge knøs ved navn Dirk Diggler.
Der bliver ikke gjort det store ud af persontegningen af karaktererne, med undtagelse af et par morsomme flashbacks, der nok mest er lavet for krydderiets skyld, men hvad gør det når filmen med fortættet klipning og en stram dramaturgi lægger et utroligt drive for dagen. Så tempofyldt at det er svært ikke at være forpustet når rulleteksterne til slut kører over lærredet. Fra første scene går filmen i hyper-mode og det kulminerer med en forrygende og tempofyldt jagt gennem L.A.’s gader, fortove, parkeringshuse og undergrundsbaner med både helikopter, motorcykler og ikke mindst de spøjst udseende men særdeles manøvredygtige Mini Coopers.
Alt i alt en virkelig underholdende tur i filmkarrusellen her i sommervarmen, som man ikke skal gå glip hvis man (som undertegnede) frydede sig over film som Soderberghs ”Ocean’s Eleven” og selvfølgelig den originale 69-film. Således sniger den sig måske nok lige op på de fem stjerner, men den må nøjes med fire. Det skal jo straffes at genindspille en klassiker. Også selvom at det lykkes med bravur.
