Skriv en kommentar
Dokumentargenren bruges ofte til at skildre en bestem person eller berømthed i gennem nogle hektiske perioder, hvor realistiske sammenklipninger og virkelige optagelser danner grundlaget for handlingen. Andre gange bevæger virkeligheden sig over i en mere reel spillefilm, hvor en række skuespillere forsøger at fremvise en historisk fortælling i levende live. Instruktøren beslutter sig for, at historien har nok drivkraft til, at en fiktionsfilm kan få det bedste ud af virkeligheden. Jayne Mansfield’s Story hører til den sidstnævnte kategori, men instruktøren har taget grueligt fejl af historiens evne til at blive formidlet på det store lærred.
Jayne Mansfield var en rigtig brystbombe af en blondine i 1950’erne, hvor hun som den eneste havde evnerne til at udfordre Marylin Monroe, som havde monopol over rollen som ’den dumme, lækre blondine’. Filmen følger en kort gennemgang af hendes barndom, hvorefter handlingen fokuserer på hendes møde med skuespiller og fitnessinstruktør Mickey Hargitay, og kampen for at komme til tops i Hollywood. Hun får en forrygende start på hendes karriere, og alle tilbeder hendes udseende og personlighed. Hun bliver desværre grådig, og da hun vil gøre alt for at blive set og hørt, går det ned af bakke resten af vejen. Hun har ikke rigtig heldet med sig, da hun blot bliver tilbudt en masse småroller, som slet ikke bringer hende nok frem i rampelyset. Hun indser desværre for sent, at folk i starten af 1960’erne ikke længere har lyst til at se på den dumme blondine, og på grund af et misbrug af sprut og stoffer, ender hun i ren kaos indtil hendes bilulykke, hvor hun mistede livet som 34-årig.
Selve handlingen på papir virker til at være spækket med gode fokuspunkter til en skildring af et menneskes stigning og fald, men behandlingen af historien er alt for overfladisk og uinteressant. Vi kommer aldrig rigtig i dybden med det negative og de barske sider af hendes karriere. Vi ser blot, at hun af og til sipper til et glas med whisky, hvorefter vi skal antage, at hun er alkoholiker. I sådan en skildring har man brug for rå realiteter og ikke mindst en mere følelsesladet udvikling på godt og ondt. Jayne Mansfield spilles af Loni Anderson, og hun gør det egentlig meget godt som den storbarmede blondine med sin fnisende attitude og selvbevidste arrogance. Nu var undertegnede slet ikke født i den tid, men hvis man ser på gamle optagelser af Jayne Mansfield, kan man tydeligt se, at Anderson har forsket hendes rolle meget nøje. Filmen har muligvis også svært ved at nå det stærke, emotionelle niveau på grund af den lettere humoristiske Arnold Schwarzenegger, som i sine unge år havde svært ved at finde den rette filmgenre. Kæmpebøffen forsøger sit bedste med alvorsreplikker, men hans morsomme, østrigske accent får desværre grinene til at dukke op i stedet. Det behøver nødvendigvis ikke at være noget negativt, da Schwarzeneggers komiske inputs åbner op for nogle uforudsete lyspunkter i en handling, som slet ikke er interessant.
Hele filmen virker mere som et forlænget afsnit af ’Dallas’ fra sluthalvfjerdserne, hvor dramaet er meget overfladisk og følelserne, såvel som alvoren ikke når længere end til sæbeopera-standard. Det eneste lyspunkt i filmen udover Andersons flotte portrættering af Jayne Mansfield er måden hvorpå brystbombens hektiske dobbeltliv bliver skildret. Jayne Mansfield er splittet i to, hvor den ene er selve personen, og den anden er rygterne og medieimaget som folk vil se. Hun kan ikke længere stå fast som én og samme person, og denne skildring fungerer rigtig godt i filmen. Desværre er dette ikke nok til at redde den gabefremkaldende og ligegyldige handling, som mere er interesseret i at fremvise glamourøse billeder i bedste Dallas-stil frem for en mere dybdegående skildring af en persons udvikling.
Samlet set er The Jayne Mansfield Story er middelmådig skildring af en historie, som kunne være blevet til så meget mere. Fra storhed til forfald bliver langt fra skildret på en interessant måde, og på trods af lyspunkterne i Andersons skuespil og den midlertidige velfungerende opbygning, kan filmen slet ikke leve op til forventningerne. Schwarzeneggers komiske placering i handlingen som fortællerstemmen er næsten det eneste underholdende ved denne film, og filmen får derfor kun to stjerner – en for Loni Anderson og en for den gode gamle bøf!
Ekstramateriale
Slideshows.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment
