Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er et flot og godt projekt, Filminstituttet har kastet sig ud i ved at udgive Jørgen Leths samlede produktion. Der bliver med den samlede udgivelse mulighed for at gå på opdagelse i et originalt og væsentligt livsværk i dansk, moderne filmkunst.
Det første af ialt seks bokssæt indeholder de såkaldte antropologiske film; ”Det perfekte menneske” (1968), ”Livet i Danmark” (1972), ”Det gode og det onde” (1975), ”Notater om kærligheden” (1989), ”De fem benspænd” (2003) samt ”Tropical Mix”, en slags bonusfilm, hvor klipperen Camilla Skousen har fået frie hænder i bearbejdelsen af researchmateriale fra en rejse Leth gjorde til Venezuela og Den Dominikanske Republik i 1990.
Leth er citeret på coverets bagside og i den meget flotte booklet for følgende: ”Min grundidé er: Jeg ved ingenting, men vil gerne vide noget. Nysgerrigheden er en motor. Søgen, fascination, indramning. Finde ud af, søge at forstå. Ikke vide på forhånd, ikke bevise, ikke illustrere, slet ikke argumentere, men vise.” (fra ”Tilfældets gaver – en filmisk poetik”, trykt i ”Kritik”, nr. 179, Gyldendal 2006).
Det er en meget præcis beskrivelse af, hvad der er på færde vel først og fremmest i Leths antropologiske film. Man skal blot lægge mærke til, hvad ”forstå” betyder i den Lethske optik. Her er netop ikke tale om viden; her skal vises noget, uden at det kan italesættes, sprogliggøres som viden. Så når Leth kaster sig over at beskrive ”Det perfekte menneske”, ”Livet i Danmark”, ”Det gode og det onde” eller kærligheden i ”Notater i kærligheden” bliver vi så at sige ikke klogere på emnet i traditionel forstand.
Når Leth ligesom antropologen Bronislaw Malinowski gjorde det i 1920-erne besøger Trobiandøerne i ”Notater om kærligheden”, er det ikke for at gennemføre antropologiske studier som videnskabsmanden gjorde det. Det ser måske nok sådan ud, når vi meget nøje ser, hvordan befolkningen spiser, maler sig etc, men forklaring udebliver, ligesom menneskene er anbragt foran en skærm der så at sige trækker dem ud af deres eget miljø. Dertil kommer at Leth i lige så høj grad fokuserer på egen, ja filmholdets rolle som iscenesættere i landsbyen. Et på sin vis galt projekt, som beboerne næppe forstår ret meget af; er Leth interesseret i dem eller sig selv, sin egen iagttagen, sin egen helt specielle, ja unikke evne til iagttagelse!
Men der er forskel på filmene. Hvor ”Notater om kærligheden” er meget åben omkring sit eget blik, som beskrevet ovenfor, fungerer de tidligere film først og fremmest ved deres nysgerrighed efter at se med nye øjne på det hverdagslige. Det gøres konsekvent ved at vise dette i studiet, ved iscenesættelsen – ligesom da Marcel Duchamp i 1914 udstillede et flasketørrestativ eller i 1917 en liggende pissoirkumme og kaldte det for ”Springvand” (uden humor er metoden ikke!). Med et dramaturgisk begreb kan man kalde det for fremmedgørelse, verfremdung – gennem fremmedgørelsen, som altså her skal forstås positivt, får vi mulighed for at forholde os erkendende i forhold til det velkendte.
Spørgsmålet er dog stadig, hvilken erkendelse der er tale om, for vidensbaseret er den netop ikke.
Lars von Trier besvarer spørgsmålet lige på og hårdt, når han konsekvent forsøger at spænde ben for Leths æstetisering eller holden sig virkeligheden på afstand i ”De fem benspænd” (2003). Von Trier vil undersøge, hvad der sker, når Leth forhindres i at holde motiverne ud i strakt arm og de følgelig i bedste fald rører Leth – får ham til at falde, som det så smukt tematiseres i Camilla Skousens afslutningsbenspænd. Projektet lykkes så at sige ikke, men vi bliver en hel del klogere på Leths projekt, og lærer at sætte endnu mere pris på hans værk.
Det er svært at finde Leths ligemænd i filmverdenen – måske lettere indenfor den modernistiske poesi, som Leth jo også mestrer og gerne lader slå igennem på filmenes lydside. Alligevel slår det en, i hvor høj grad Leths antropologiske metode ligner englænderen Peter Greenaways metode. Den gennemførte systematik, systemet som metode til at åbne verden for et nyt blik, ja ikke det men et æstetisk blik (ingen kan vel have patent på det æstetiske!), er ens. Faren for Leth og Greenaway er åbenlys; at blikket, denne dyrkelse af det skønne i traditionel forstand, eller blot billedet i moderne forstand svigter motivet, fx beboerne på Trobiandøerne eller de kvinder og mænd der så at sige spiller sig selv foran Leths kamera og i Leths studie. Man skal dog blot forholde sig to aspekter i den forbindelse, inden man kaster med sten (og i værste fald overfører ”dette kyniske blik” til ”den gejle Leth” som vi kender ham fra virkeligheden i selvbiografien ”Det uperfekte menneske” (2005)); det ene er, at den traditionelle films iscenesættelse forholder sig strengt tolkende i forhold til sit motiv og emne – det gør Leth (og Greenaway) netop aldrig, når de bruger systemet, fragmenterne, notaterne. Det andet er, at æsteticeringen fremhæver stilheden og tiden; det at være tilstede som menneske i verden - æsteticeringen viser noget eksistentielt. Det er ikke mange kunstnere beskåret, at gøre det så konsekvent og i bedste fald så legende, som Jørgen Leth gør det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Det Danske Filminstitut.
