Skriv en kommentar
Egentlig er det ret usædvanligt, at en film som The Kid Stays in the Picture får premiere i Danmark. For det første er det en dokumentarfilm, og for det andet handler filmen primært om en amerikansk filmproducer, der ikke er særlig kendt på disse kanter – undtagen måske for folk, der interesserer sig usædvanlig meget for film.
Robert Evans blev opdaget som skuespiller, da han hoppede i en swimming pool i Los Angeles, og da han nogle år senere fandt ud af, at han var en ret middelmådig skuespiller, blev han filmproducer.
Denne beskæftigelse fyldte han med stor pondus. Evans arbejdede hårdt og legede hårdt – med kvinder, store huse, biler og stoffer – men filmmanden lagde sit hjerte i det hele. Og da skandalen ramlede ned om ørerne på Evans, glemte Hollywood alt om, at produceren havde støbt kuglerne til succeser som Godfather (Coppola, 1972), Chinatown (Polanski ,1974), Love Story (Hiller, 1970) – og det hjalp ikke meget, at hans bedste venner var Dustin Hoffman, Jack Nicholson og Warren Beatty. Karrieren var stort set ovre, selvom Evans stadig arbejder i dag, 72 år gammel.
Der er masser af berømtheder i The Kid Stays in the Picture, og er man interesseret i markedsmekanismerne i verdens filmby nummer et, skal man helt sikkert bruge 90 minutter på filmen. Robert Evans, der selv lægger voiceover til filmen, har skrevet bogen, som filmen er lavet over – og det er gjort med hudløs ærlighed.
Evans lægger for eksempel ikke skjul på, at han selv er en elendig skuespiller og har truffet en masse dårlige valg i karrieren. Han skjuler ikke, at han blev gjort til hanrej af Ali McGraw, da hun foretrak Steve McQueen frem for Hollywood-produceren, og Evans er også ganske klar over, at selv om han fik meget opmærksomheden fra medierne, var det helt andre mennesker, der skummede fløden af hans arbejde.
Nanette Burstein og Brett Morgen, der har drejet filmen, lavede den oscar-belønnede dokumentarfilm On The Ropes i 1999, men har man aldrig hørt om hverken filmen eller folkene bag, er det ganske forståeligt. Dokumentarfilm er det fuldstændig modsatte af, hvad Evans lavede på sin karrieres højdepunkt, og denne type film har aldrig noget særlig højt budget eller nogen høj prioritet i filmbranchen.
Ikke desto mindre kom Michael Moores Bowling for Columbine (2002) op i de danske biografer, og den blev meget set – også på grund af Irak-krigen. Man må håbe, at der også er publikum til The Kid Stays in the Picture, fordi det er en vellavet og spændende forestilling.
Filmen har de amerikanske dokumentarfilms frodighed, men der er aldrig tale om en idoldyrkelse af Evans, og på grund af den fantastiske historie og Robert Evans´ hudløse ærlighed generer de store ord ikke.
Man bliver tværtimod suget ind i historien. Tempoet er ramt rigtig godt – man får tid til fordybelse, men der dvæles heller ikke for længe ved tingene. Klipningen er til tider en smule eksperimenterende, men det er altid relevant for fortællingen, og det kommer aldrig i vejen for det primære i filmen. The Kid Stays in the Picture er altså ikke prætentiøs og selvsmagende, som dokuer nogle gange er, men stilsikker og diskret.
Det siger sig selv, at folk der er interesserede i filmhistorie er selvskrevne til at se The Kid Stays in the Picture, men alle vil faktisk få meget ud af filmen og historien. Interessant og oplysende. Vi kan kun få mere af den slags til landet.
